Mobilselskabet 3 er klar med en oversigt over kundernes bevægelsesmønstre, som selskabet har indsamlet, siden corona-krisen brød ud.
Oversigten viser blandt andet, at danskerne siden krisen brød ud i stort omfang har holdt sig hjemme.
Eksempelvis har 3 registreret, at næsten halvdelen af københavnerne siden corona-krisen brød ud stort set ikke bevæget sig længere væk end et par kilometer fra deres hjem.
Samtidig er andelen af 3-abonnenter, der bevæger sig mere end 10 kilometer væk fra deres hjem dagligt, er faldet med mere end 10 procent til nu 25 procent af det samlede antal brugere.
Rapporten bygger på data indsamlet fra 1,4 millioner danskere, der er kunder hos 3 og Oister.
Og data er ret detaljerede.
“Myndighedernes tiltag afspejler sig også ved Københavns Hovedbanegård og Strøget, hvor 3 også har registreret markant færre bevægelser. Til gengæld er faldet langt mindre i de grønne åndehuller som for eksempel Fælledparken, hvor danskerne søger ud i det gode vejr,” lyder det fra 3.
Selskabet peger på, at alle data er blevet anonymiserede.
Ifølge 3 har selskabet også tidligere anvendt de såkaldte mobilitets-analyser til blandt andet at registrere bevægelsesmønstre på Storebælt og ved Femern.
“Med vores mobilitetsanalyser kan vi kortlægge bevægelsesmønstre ret præcist i et område. Det har tidligere vist sig meget nyttigt – for eksempel da Femern A/S skulle forsøge at beregne, hvor mange rejsende der kan forventes at benytte Femern-tunnelen. Dertil har vi leveret data på rejsemønstre over Storebælt i udvalgte perioder," meddeler Jesper Larsen Wagner, der er Vice President for Business Development & Operations hos teleselskabet 3.
Han meddeler, at 3 overvejer at undersøge yderligere om danskernes rejser og bevægelser i den kommende tid.
"I landets nuværende situation kan det også være relevant at kigge nærmere på mobilitetsanalyser. Det kunne for eksempel være oplagt at undersøge, om danskerne følger statsministerens ønske om at droppe sommerhusturen i påsken. Vi er derfor nu i dialog med myndighederne om, hvordan de kan bruge vores data,” siger han.
Læs også:
Danmark på vej med særlig corona-app - skal overvåge og registrere dine bevægelser