Alle der har mulighed for det sidder i disse uger hjemme i stuen med computeren på skødet og arbejder.
Det har i midlertid fået antallet af sårbare enheder til at eksplodere.
En opgørelse med data fra søgemaskinen Shodan viser, at antallet af sårbare enheder er steget med 40 procent.
Det drejer sig om sårbarheder i adgangen til fjernskrivebordet, også kendt som Remote Desktop Protocol, på Microsoft-maskiner, hvor sårbarhederne er steget voldsomt igennem de seneste par uger.
Når medarbejderen arbejder hjemme i hyggelige omgivelser, så er der en større risiko for, at vedkommende tager lettere på sikkerhedsprocedurer, sammenlignet med, når man arbejder på kontoret sammen sine kolleger," vurderer sikkerhedsekspert Liviu Arsene ifølge en meddelelse fra sikkerhedselskabet Bitdefender og tilføjer:
"At arbejde hjemmefra kan derfor udgøre en sikkerhedsrisiko, når man er isoleret i forhold til problemstillinger, som kolleger og it-afdelingen normalt ville kunne hjælpe med at løse."
Brug kun arbejdscomputeren til arbejde
Shodan er en søgemaskine over internetforbundne enheder. Dermed kan tjenesten bruges til at finde potentielle sårbarheder i enheder, der er forbundet til internettet.
Ifølge folkene bag Shodan tog antallet af enheder, der var sårbare overfor netop denne sårbarhed et dyk sidste år, da Microsoft rettede en række problemer.
Læs også: Kinesiske hackere går målrettet efter routere fra Citrix og Cisco - flere i Danmark ramt
I løbet af den seneste måned har antallet af sårbare enheder så igen taget et ryk opad.
Derfor opfordrer Bitdefender også til, at man sørger for at begrænse brugen af arbejdscomputeren til kun at udføre arbejde.
"Nogle medarbejdere bruger måske virksomhedens enheder i privat regi og installerer potentielt skadelige programmer. Eller måske de låner enheden ud til familiemedlemmer og venner, som bruger den uden hensyn til sikkerheden og muligvis eksponerer fortrolige oplysninger til tredjepart," lyder det fra Liviu Arsene.
Du kan se hele undersøgelsen fra Shodan på søgemaskinens hjemmeside.