Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.
I en tid, hvor alle arbejder på at udvikle mere intelligente enheder, bliver mange processer i virksomheder koblet sammen med kunstig intelligens for at skabe innovation og udvikling.
Alt fra forsyningskæden til kundeservice, produktudvikling og marketing gør brug af algoritmer baseret på kunstig intelligens og maskinlæring for at give kunderne en bedre service.
Og mulighederne er mange.
Uanset hvilken slags forretning I har, så kan kunstig intelligens give nye muligheder for at skabe forbedringer inden for effektivisering, rekruttering, marketing, kundefokus og driften i det hele taget.
Teknologierne i maskinlæring og kunstig intelligens bliver hele tiden forfinet, og vi vil se dem komme i spil i flere og flere sammenhænge i de kommende år. Her er nogle eksempler på, hvordan kunstig intelligens kan skabe forandring:
I forsyningskæden
Her kan maskinlæring bruges til at udvikle modeller, der kan forudsige, hvilke produkter kunderne vil efterspørge, og hvor stort behovet vil være.
Kunstig intelligens kan analysere store mængder data – både struktureret og ustruktureret.
Så alt fra salgsordrer, marketing og kampagner, årstiden, vejret, nye produktlanceringer, stemningen på sociale medier og en lang række andre faktorer indgår i beregningerne.
Den største gevinst ved maskinlæring er, at forudsigelserne bliver mere og mere præcise med tiden.
Så med den rette implementering af maskinlæring kan virksomheden skabe store effektiviseringer i både processer og lagerstyring ved at forudsige kundernes behov med større præcision end tidligere.
Det betyder i sidste ende, at kunderne hurtigere kan få de ønskede produkter.
Inden for kundeservice
Kunstig intelligens kan også bruges til at forbedre virksomhedens kundeservice.
Chatrobotter og virtuelle assistenter kan stå til rådighed 24 timer i døgnet, og her gør maskinlæring det muligt at yde god kundeservice på tværs af sprog og kundesegmenter.
Kunderne vil kunne ringe ind og få hurtig, relevant og god hjælp – og det vil både øge kundetilfredsheden og effektiviteten i virksomheden.
Optimering af interne arbejdsgange
Virksomheder kommer til at kunne bruge en virtuel assistent til at udføre en række opgaver på niveau med en it-medarbejder.
Medarbejderne vil kunne skrive eller ringe til den virtuelle it-medarbejder, der kan svare fornuftigt og hjælpe dem med deres udfordringer.
Samme type virtuel assistent vil kunne bruges inden for HR eller administration.
Der findes således allerede forsøg med kunstig intelligens, der skal hjælpe virksomheder med rekruttering. Mange jobopslag er for eksempel skrevet i et maskulint sprog.
Det appellerer mest til mænd, og undersøgelser viser, at sproget alene kan betyde, at færre kvinder søger stillingen. Ved hjælp af kunstig intelligens kan man analysere og rette sin virksomheds jobopslag, så teksten bliver mere neutral og har en bredere appel.
En kunstig intelligens kunne for eksempel foreslå at rette et udtryk som ”viljestærk personlighed” til ”pålidelig partner”, som er mere neutralt.
Med tiden vil denne type virtuelle assistent baseret på maskinlæring være i stand til at påtage sig flere opgaver, og en samtale med dem vil sandsynligvis føles lige så naturlig som at ringe til en person i it- eller HR-afdelingen.
Optimering af processer og mulighed for planlagt vedligeholdelse
Kobler man kunstig intelligens med input fra sensorer, vil det være muligt at få et meget præcist billede af, hvordan de forskellige processer i en virksomhed fungerer, og hvordan de kan optimeres.
En af de helt store fordele ved kunstig intelligens og maskinlæring er muligheden for at forudsige, hvornår vigtigt udstyr vil gå i stykker.
På den måde kan virksomheden allerede på forhånd have nødvendige reservedele klar og foretage en planlagt udskiftning inden et nedbrud, så det påvirker produktionen mindst muligt.
Kunstig intelligens, maskinlæring og Internet of Things (IoT – enheder eller sensorer, der er forbundet med internettet for eksempel via 5G) er allerede godt i gang med at forandre virksomheders måde at tænke og arbejde på.
Det vil blive endnu mere udtalt i årene, der kommer. Uanset hvilken type virksomhed der er tale om, så har de nævnte teknologier potentialet til at understøtte innovation og effektivitet og til at skabe en langt bedre kundeoplevelse.
Derfor vil der også være væsentlige konkurrencefordele at hente for de virksomheder, der formår at udvikle de rigtige strategier for implementering af kunstig intelligens og maskinlæring i deres drift.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.