Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: 600.000 danskere mister adgang til gratis film-streaming / Uber regnskab: Bedre end frygtet / Tysk finanskæmpe fornyer Simcorp-aftale

Morgen-briefing: 600.000 danskere mister adgang til gratis film-streaming / Uber regnskab: Bedre end frygtet / Tysk finanskæmpe fornyer Simcorp-aftale

Godmorgen og velkommen til Computerworlds morgen-briefing fredag 7. februar.

Her kommer ugens sidste nyhedsoverblik inden weekenden. Jeres morgenbestyrer er Niels de Boissezon.

600.000 danskere mister adgang til gratis film-streaming

Bibliotekernes svar på Netflix, den gratis streaming-tjeneste Filmstriben.dk, vil fra 1. marts ikke længere være tilgængelig for Københavns kommunes borgere.

Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltning bekræfter overfor netmediet Flixfilm.dk, at aftalen med bibliotekerne streaming-tjeneste opsiges 1. marts 2020.

Den dag afskæres omkring 600.000 danskere fra at få gratis adgang til tjenestens udvalg af fortrinsvis smalle film og serier. Platformens film og serier vil dog fortsat kunne streames mod betaling.

Aftalens opsigelse sker som led i en omprioritering af midler fra streaming-platforme til e-bøger og børnemateriale, lyder det.

Uber regnskab: Bedre end frygtet

Transport-tjenesten Uber leverer denne uge et regnskab, som overgår de forventede tab for virksomheden.

Udsigterne var dog dystre, hvorfor markedet reagerer positivt på, at selskabet mister 0,64 dollar per aktie fremfor de forventede 0,68 dollar.

Selskabets omsætning vokser til sammenlagt 4,07 milliarder dollar, hvilket bidrager til at selskabets aktie stiger med omkring 10 procent, skriver CNBC.

Tysk finanskæmpe fornyer Simcorp-aftale

Software-selskabet Simcorp fornyer partnerskabet med den tyske storbank Deutsche Bank.

Simcorps ’Dimension’ produkt til styring af investeringsporteføljer, bliver drivkraft i 12 af den tyske bank udvalgte regioner, hvor Simcorps softwareløsninger skal bidrage til ’hyper-vækst.

De udvalgte markeders potentiale i Asien og Stillehavsområdet (APAC) vurderes til at udvikle sig til et marked med en værdi på op imod 760 milliarder kroner inden udgangen af 2025.

Det oplyser Simcorp i en pressemeddelelse.

”Ovenpå 14 års succesfuldt samarbejde, er vi overbeviste om at innovationen og funktionsrigdommen i Simcorps platform vil mødes vores behov. Både i dag og i fremtiden,” siger Anand Rengarajan, investeringschef hos Deutsche Bank APAC.

Proshop leverer nyt rekordregnskab

Den århusianske nethandelsspecialist Proshop leverer et flot regnskab for 2019.

Her udløser toplinjen for året der gik en ny rekord, ved at være 30 procent højere end før. Det betyder at omsætningen for 2019 lander på sammenlagt 1,50 milliarder kroner mod 1,12 milliarder i 2018.

Selve overskuddet efter skat lyder på sammenlagt 24 millioner kroner.