Godmorgen og velkommen til Computerworlds morgen-briefing onsdag 5. februar 2020.
Din morgenbestyrer er Niels de Boissezon.
250.000 danskere får nu adgang til lavpris fiberbredbånd
En kvart million danskere får denne uge mulighed for at vælge en ny bredbåndsleverandør med fiber-selskabet Fastspeed.
En nyslået aftale med TDC Net gør det muligt for selskabet at tilbyde lynhurtig 1.000 mbit/sekund forbindelse til 250.000 nye husstande i landet.
Selskabet slår sig på at kunne tilbyde gigabit-hastigheder til priser væsentligt under Yousee og Fullrate tilsvarende pakker. Den månedlige regning lyder på 319 kroner, mod 399 kroner per måned hos både Yousee og Fullrate.
”Lige siden vores lancering tilbage i foråret har markedet taget rigtig godt imod Fastspeed og vores attraktive priser og vores indsats for at levere gode kundeoplevelser – og vores kunder har kvitteret herfor ved at give os branchens absolut højeste kundetilfredshedsvurdering på Trustpilot”, fortæller Jens Raith, direktør hos Fastspeed.
Fastspeed er en ny spiller på den danske bredbåndscene som gik i luften 13. maj 2019. Selskabet er stiftet i slut 2018 af Jens Raith, Morten Boe Andersen & Peter Mægbæk.
Odense får robot-kontor til en kvart milliard kroner
De to robotselskaber, Mobile Industrial Robots og Universal Robots, vil opføre et nyt fælles domicil med plads til flere hundrede nye ansatte.
Det storstilede byggeri vil løbe op i en kvart milliard kroner, skriver Børsen.
"Det er et domicil, der har kapacitet til 1100. Og vi er godt 600 i dag. Det er stadig to separate virksomheder, der får nogle fælles faciliteter," siger Mobile Industrial Robots Thomas Visti om de to selskabers nye satsning.
Bygningen skal opføres i Odense og være klar til at huse både mennesker og robotter en gang i 2022.
Abonnenterne strømmer til Disneys streaming-tjeneste
Den sidste nye spiller indenfor den verserende kamp om streaming-markedet, underholdningsgiganten Disney, vinder kundernes gunst.
Det fremgår at selskabets seneste kvartalsregnskab, hvor det lyder, at selskabet tæller 26,5 millioner nye abonnenter til tjenesten Disney+.
Det overgår forventningerne betragteligt ifølge Bloomberg, som skriver at estimaterne lå væsentligt lavere med 20,8 millioner forventede nye streaming-kunder til selskabets streaming-debut.
Underholdning-gigantens samlede kvartalsomsætning vokser med 36,3 procent i forhold til samme periode året før.
Danmarks første cyberværnepligtige trækker i trøjen
Denne uge bliver landets første kuld af værnepligtige med særligt it-fokus oplært.
I alt 16 unge bliver forsvarets første cyberværnepligtige og skal bidrage til beskyttelsen af Danmark mod cyber- og hackerangreb samt digitale påvirkningskampagner. Det oplyser forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
”Vi er i Danmark et højt digitaliseret samfund, og Forsvaret er ingen undtagelse. Det er vigtigt, at vi kan forsvare os på den moderne kampplads, hvor Forsvarets højteknologiske systemer og materiel er udsat for trusler. Derfor er cyberværnepligten et af de redskaber, vi kan tage i brug for at blive bedst muligt rustet til fremtidens udfordringer,” siger forsvarsminister Trine Bramsen (S).
Cyberværnepligten vil leve som en treårig forsøgsordning, der løbende vil blive evalueret og justeret i takt med at erfaringerne indhentes.
Topchef forlader KMD Business
Helle Huss, oplyser på det sociale medie Linkedin, at hun træder ud af sin stilling som Executive Vice President for KMD Business.
”Det har ikke været nogen nem beslutning, Jeg har virkelig nydt min tid hos KMD. Men af og til skal man udfordre sig selv – for fortsat at udvikle sig som menneske og professionelt. Men sikke vilde, sjove og udfordrende fem år det har været – jeg har nydt hvert et skridt på vejen,” skriver hun i et opslag på det sociale medie, hvor hun meddeler at tiden op til sommeren skal gå med fritstillelsesperioden.
Det er blevet til sammenlagt fem år i KMD’s ledelse, først som Executive VP for Administrative Software Solutions for Local and Regional Development og efterfølgende som EVP for KMD Business.