Det er et af klodens mest populære pc-styresystemer der uddør denne måned, da Microsoft i midten af januar valgte at trække support-stikket til Windows 7.
Selvom styresystemet har nået sin officielle ’end-of-life’, behøver det dog ikke at uddø, mener software-NGO’en Free Software Foundation (FSF), som nu indleder en kampagne for at få ’upcyclet’ Windows 7.
Her appellerer organisationen Microsoft til at ’rette op på fortidens udåd’ ved at frigive styresystemet til den brede software-offentlighed til efterfølgende studie og forbedring.
Organisationen påpeger, at Microsoft ikke har noget at miste ved at gøre Windows 7 gratis.
Se også: Microsoft klar med hovsa-opdatering til Windows 7 - som egentlig er blevet sendt på pension
FSF stiller software-giganten tre krav, som organisationen gerne ser opfyldt:
- Vi kræver, at Windows 7 frigives som gratis software. Dets levetid behøver ikke at være ovre. Giv det til fællesskabet, så det kan studere det, modificere det og dele det.”.
- Vi tilskynder jer til at respektere sine brugeres frihed og privatliv – i stedet for at tvinge dem over til nyeste Windows-version.
- Vi vil have flere beviser for, at I virkelig respekterer brugerne og brugernes frihed, og det ikke bare er koncepter som markedsføres efter behov.
Underskriftsindsamling
FSF’s kampagne suppleres af en underskriftsindsamling.
Her håbede organisationen at indsamle 7.777 underskrifter, men kan allerede 28. januar tælle over 9.000 underskrifter fra net-aktivister efter fem dages kampagne.
NGO’en er grundlagt af it- og open-source guruen Richard Stallman.
Organisationen har siden 1985 promoveret og advokeret retten til at dele, kreere og modificere software som en universel frihedsrettighed.
Organisationen skabte i halvfemserne styresystemet GNU, et Unix-lignende systemsoftware, som senere affødte afarter som Linux og Android.
Microsoft har igennem de seneste måneder bakket op om flere open-source initiativer, såsom Chromium-kernen i den nye Edge-browser, Microsoft Teams til Linux samt et Linux-subsystem til Windows 10.
Læs også: Her er verdenskendt it-gurus mærkværdige krav-liste