Livet i Silicon Valley har en vis tiltrækningskraft, særligt for tech-interesserede.
Her er ambitionerne høje, og pengene flyder i stride strømme i selskab med dyre cappuccinoer og smarte specialøl.
I 2013 tog den unge, idealistiske Anna Wiener chancen, droppede sit lavtbetalte job på et bogforlag i New York og rykkede til Silicon Valley, hvor hun fik arbejde i en lovende startupvirksomhed.
Hun blev vidne til – og del af – en kultur, som ifølge hende på dette tidspunkt var godt på vej til at løbe helt løbsk.
Denne rejse ind i en verden domineret af unge, forkælede og sexistiske mænd i stramme bukser, som på nærmest manisk vis forsøger at tilrane sig flere og flere penge, fortæller hun om i bogen ”Uncanny Valley”.
Bogen stiller skarpt på det kulturskift, der ifølge Wiener er sket i Silicon Valley – og tech-branchen generelt – i de seneste år.
Oprindelig var de nye startups opsatte på at gøre verden bedre. Men Anna Wiener beskriver, hvordan de nu har politisk magt, udnytter arbejdskraft i stor stil og kun fokuserer på at berige sig selv på bekostning af andre.
Bogen er ifølge anmeldere et personligt, intimt og fascinerende indblik ind i en branche, som får mere og mere magt, men som også er ved at blive et offer for sin egen succes.
Fakta: Uncanny Valley: A Memoir. Forfatter: Anna Wiener. Forlag: MCD Farrar, Strauss and Giroux