Det er blevet fredag og derfor også tid til ugens sidste morgen-briefing, der igen i dag er udvalgt og sammensat af Jakob Schjoldager.
Men inden det er tid til at holde en velfortjent weekend, tager vi en overflyvning af dagens korte it-nyheder.
Regeringen afliver endegyldigt smuthul for Kina-pakker
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) kunne torsdag fremlægge 21 punkter i regeringens nye vækstplan.
De skal blandt andet sikre mere fair konkurrence og bliver samtidig et endegyldigt farvel til den omstridte moms-ordning, skriver Dagbladet Børsen.
Modellen har tidligere givet kinesiske virksomheder mulighed for at sende pakker til Danmark langt under den pris, danske virksomheder skal betale for en forsendelse.
Det skaber stor begejstring hos erhvervsorganisationen DI, hvor man længe har efterspurgt nye regler for netop dette område.
"Danske handelsvirksomheder er desværre udfordret af unfair konkurrence i den stigende globale e-handel. Særligt er der problemer med produktsikkerheden ikke mindst på varer købt på kinesiske platforme. Derfor støtter vi regeringens initiativer for at udstyre myndighederne med en mere slagkraftig værktøjskasse i form af flere beføjelser i forbindelse med kontrol af varer på markedet," siger Sidsel Dyrholm, branchedirektør i DI, til avisen.
Saxo Bank: forældet teknologi spænder ben for banker
Danske banker skal have langt større kundefokus, hvis de skal følge med de mange fintech virksomheder, der skyder op i disse år.
Det er konklusionen i en kronik fra Saxo banks viceadministrerende direktør, Søren Kyhl, i Børsen.
Men bankernes digitale infrastruktur er med til at sætte en stopper for den udvikling mener bankdirektøren.
"En del af løsningen er naturligvis en anden kultur omkring kundefokus,
men man må ikke undervurdere betydningen af bankernes ofte forældede
teknologiinfrastruktur, der er et effektiv benspænd for nytænkning og
innovation," skriver han i avisen.
Han henviser til, at 80 procent af bankernes it-budgetter bruges på at vedligeholde eksisterende it-systemer.
Ifølge Søren Kyhl er det en alt for stor del af budgettet, der bliver kylet efter gamle legacy systemer i stedet for ny innovativ teknologi.
iPhone-brugere købte apps for 10 milliarder på syv dage
Købelysten var enorm hos verdens iPhone-brugere i den sidste uge mellem jul og nytår.
Apples kunder købte nemlig apps til deres iPhones for knap 10 millioner kroner på de syv sidste dage i 2019.
Det skriver det amerikanske medie CNN.
På årets allersidste dage slog Apple sin egen rekord med et salg af iPhone-apps på intet mindre en 386 millioner dollar eller hvad der svarer til 2,5 milliarder kroner på bare et enkelt døgn.
De betalingsapps som flest kunder købte i den uge var fotoredigeringsappen Facetune, planlægningsappen HotSchedules og DarkSky, der er en vejrapp.
Blandt de gratis apps der blev downloadet mest i løbet af ugens sidste dage var facebook, Instagram og den kinesiske video-app TikTok.
Nets køber to finske virksomheder
den danske betalingsgigant Nets har forøget forretningen og købt to virksomheder fra Finland.
Selskaberne hedder Poplatek og Poplapay, og Nets regner med at opkøbet skal styrke virksomhedens styrke inden for betalingsterminaler.
"Vores ambition er at blive en førende spiller i den europæiske betalingsindustri. Poplatek er en agil og resultatskabende teknologivirksomhed, og Poplapay har tilsvarende stærke kompetencer inden for terminalservices," lyder det fra Nets' øverste chef for Nets Merchant Services i en pressemeddelelse.
Nets oplyser ikke prisen for opkøbene, men de to finske selskaber beskæftiger tilsammen 40 medarbejdere og har en samlet omsætning på omkring 40 millioner kroner.
"Tilsammen kan de være med til at øge vores fleksibilitet i forhold til at kunne imødekomme forskellige kundebehov på tværs af Europa. Det forbedrer vores muligheder for at levere markedsledende terminalløsninger, også fremover."
Forsikrings-organisation klar med retningslinjer for dataetik
Under navnet "Cool eller Creapy" har interesseorganisationen Forsikring og Pension udgivet en række retningslinjer om dataetik.
Det skriver Børsen.
Forsikring og Pension, F&P, mener nemlig ikke, at det er nok for deres medlemmer at leve op til GDPR. De er nødt til at gå skridtet videre.
"Nye teknologiske muligheder giver både mulighed for noget, som er
virkelig godt og til megen gavn. Men hvis man ikke tænker sig om, kan
man komme til at lave noget, der er creepy, eller som kunderne ikke kan
lide," siger Thomas Brenøe, vicedirektør i F&P til erhvervsavisen.
I en 15 sider lang publikation giver interesseorganisationen deres bud på, hvordan man kan sikrer, at F&P's medlemmer indsamler data og deres kunder på en forsvarlig måde.
Du finder alle principperne på Forsikring og Pensions hjemmeside.