Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Systematic lander ny kontrakt med Rigspolitiet / Disney+ lanceres i Frankrig til marts / Uber appellerer afslag på driftstilladelse i London / Justitsministeriet nedlægger it-fællesskab / Digitalt bureau udvider ledelsen

Morgen-briefing: Systematic lander ny kontrakt med Rigspolitiet. Disney+ lanceres i Frankrig til marts. Uber appellerer afslag på driftstilladelse i London. Justitsministeriet nedlægger it-fællesskab. Digitalt bureau udvider ledelsen.

Godmorgen!

Så er der præcis en uge til juleaften, men før vi kan kaste os over et overdådigt julemåltid med and, flæskesteg, kalkun eller noget helt fjerde skal den sidste hele arbejdsuge i 2019 gennemføres.

Og der er nok at se i it-sektoren.

Så hermed følger tirsdagens morgen-briefing.

Systematic lander ny kontrakt med Rigspolitiet

Rigspolitiet har indgået en ny kontrakt med aarhusianske Systematic om en it-løsning til politiets køretøjer.

Det drejer sig nærmere bestemt om køretøjsløsningen Bifrost.

Rigspolitiet har anvendt løsningen siden 2015, men som noget nyt udbredes løsningen nu også til politiets motorcykler og civile patruljevogne.

Det oplyser Systematic i en meddelelse til Computerworld.

"Rigspolitiets beslutning om at tildele Systematic den nye kontrakt på Bifrost, ser vi som en stor anerkendelse af vores ekspertise og erfaring med at udvikle og vedligeholde løsninger, der understøtter politiets arbejde," lyder det i meddelelsen fra Flemming Thomsen, der er group senior vice president for digital transformation hos Systematic.

Disney+ lanceres i Frankrig til marts

Den nye internationale streaming-tjeneste Disney+ bliver lanceret på det franske marked ved udgangen af marts 2020.

Det sker via et samarbejde med Canal+.

Det skriver Reuters.

Indtil videre har streaming-tjenesten kun været tilgængelig i USA, Canada og Holland.

Alligevel tiltrak Disney+ mere end 10 millioner kunder i løbet af det første døgn efter lanceringen 12. november 2019.

Læs også: Tusindvis af hackede Disney+-konti er til salg på lyssky hjemmesider

Uber appellerer afslag på driftstilladelse i London

Den amerikanske transportgigant Uber nægter at opgive markedet i den engelske hovedstad, London, uden kamp.

Londons transportmyndighed, Transport for London, nægtede i slutningen af november at forlænge Ubers driftstilladelse, men den kendelse appellerer Uber nu til Westminster Magistrates' Court.

Det skriver Bloomberg.

Uber beskæftiger 45.000 chauffører i London og har omkring 3,5 millioner brugere i den engelske hovedstad.

Uber må fortsat drive forretning i London, mens appelsagen står på.

Læs mere her: Uber smidt ud af London: Aktien står til smæk

Justitsministeriet nedlægger it-fællesskab

Fra 2021 får Statens IT ansvaret for at drive it-systemerne på tværs af landets ministerier.

Derfor nedlægger Justitsministeriet i den forbindelse ministeriets it-fælleskab.

Det fortæller Stine Hegelund Bertelsen, it-direktør i Kriminalforsorgen til Digitech.

"Det er både en teknisk og en organisatorisk transformation. Lige nu er vi i gang med rent teknisk at flytte myndighederne over til Statens It, og det afstedkommer så denne nye rolle for os i form af, at vi fremover i højere grad skal være en forretningsvendt it-organisation – her skal vi blandt andet se nærmere på, hvilke it-systemer og kompetencer vi skal have," siger Stine Hegelund Bertelsen til mediet.

Digitalt bureau udvider ledelsen i Danmark

Det digitale bureau Depts danske kontor udvider ledelsen.

35-årige Sanne Huldalgaard træder nu op på siden af direktør og partner Lasse Rasmussen.

Det oplyser selskabet i en meddelelse til Computerworld.

Sanne Huldalgaards nye titel bliver managing director, og hun får det økonomiske ansvar for det danske kontor, som beskæftiger 60 ansatte.

"Sanne (Huldalgaard, red.) har nogle helt unikke kompetencer, når det handler om ledelse, herunder at sammensætte og optimere vores teams i samarbejde med vores teamledere. Derudover har hun en god evne til at inspirere og holde snor i lønsomheden. Derfor er det et naturligt skridt i vores udvikling, at hun nu bliver managing director og samtidig får det økonomiske ansvar for den danske forretning," lyder det fra Lasse Rasmussen i meddelelsen.