Artikel top billede

(Foto: istockphoto.com)

Foretrækker du også at bestille julegaverne online? Gør dig selv en tjeneste og tænk dig om, før du trykker betal

Klumme: Julen er en højtid, som de fleste glæder sig til. Det gælder også de cyber-kriminelle, der forsøger at narre personlige oplysninger fra godtroende danskere, der handler julegaver på nettet. Her er 10 gode råd til at komme sikkert gennem årets julegaveindkøb på nettet.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.

Rekordmange danskere klarer årets julegaveindkøb på nettet, og i år bliver ingen undtagelse.

Flere og flere foretrækker at sidde hjemme bag skærmen og bestille årets julegaver, og det forstår jeg såmænd godt.

Det er både nemt og bekvemt at sidde hjemme i sofaen og klikke varer i indkøbskurven og samtidig undgå de lange køer og al den julestress, der ofte er forbundet med decembers julegaveræs.

Det stigende antal internetbrugere, der foretrækker at bestille julegaverne online, er ikke noget, der går forbi næsen på de cyber-kriminelle. Tværtimod. Det er for dem den mest travle tid på året.

De ser nu muligheden for at opsætte falske net-butikker og andre fup-numre for at forsøge at narre godtroende danskere til at klikke på inficerede links og bestille varer, der ikke engang eksisterer.

Og hvad får de cyber-kriminelle i virkeligheden ud af det?

Ja faktisk viser det sig, at julestressen ikke alene finder sted i de fysiske butikker. Også på nettet kan julegave-shopping gå lidt for stærkt. Det kan gå for stærkt med at bestille varer uden at være kritisk overfor, hvem der i virkeligheden står bag net-butikken.

Tænk dig om en ekstra gang, før der handles online.

Tag et kig på de her 10 råd til at komme sikkert gennem julegaveindkøb på nettet, så de cyber-kriminelle ikke ender op med at klappe i hænderne, fordi det endnu engang er lykkedes dem at opsnappe adskillige NemID- og kreditkortoplysninger, passwords og andre følsomme data.

1: Tjek virksomhedens kontaktoplysninger
Vær opmærksom på falske net-butikker, der hverken oplyser adresse, CVR- eller telefonnummer. Finder du ingen af disse kontaktoplysninger, er det ofte et tegn på fup. Viser det sig, at en net-butik, der har et CVR-nummer, alligevel ser mistænkelig ud, kan du kontrollere nummeret på cvr.dk for at være sikker på, at det ikke er svindlere, der står bag siden.

2: Vær opmærksom på stavefejl og skæve priser
Du spotter en falsk net-butik, hvis siden er fyldt med stavefejl, dårligt dansk og åbenlyse grammatiske fejl. Især udenlandske svindlere har tendens til at oversætte teksten til dansk ved hjælp af automatiske oversætningstjenester. En anden ting, der også kendetegner falske net-butikker, er skæve priser som 168,78 eller 42,66.

3: Kig efter hængelås-ikonet
For at være sikker på, at det ikke er svindlere, der står bag net-butikken, så tjek om hængelås-ikonet findes i venstre side af browseren. Tjek også om internetadressen begynder med https – s'et står for secure – for at være sikker på, at siden er sikker at besøge.

4: Led efter e-mærket
Før du handler online, er det en god idé at kigge efter e-mærket, som er et dansk mærke for sikker internethandel. Alle e-mærkede net-butikker er kontrolleret af e-handelsfonden, og her kan du altid få hjælp, hvis du har brug for det.

5: Tjek brugeranmeldelser
Du kan tjekke brugeranmeldelser på sider som Trustpilot, inden du gennemfører dit køb på nettet. Brugeranmeldelser bliver mere og mere almindelige i dag, og her vil du ofte få et fingerpeg om siden er reel eller ej.

6: Læs om byttereglerne
Normalt er der 14 dages fortrydelsesret, når du handler på nettet, men det dur ikke, hvis du køber julegaverne i begyndelsen af december. Tjek derfor altid, hvad den pågældende net-butik skriver om julegavebytning. Mange net-butikker forlænger deres bytteservice til januar, men da det ikke er et krav, er det værd at være opmærksom på.

7: Pak gaven op
Åbn gaven, når du modtager den, så du slipper for at stå med en forkert vare 23. december, som du ikke kan nå at bytte. Også i tilfælde af at varen er defekt, er du langt bedre stillet, jo før du reklamerer over fejlen.

8: Betal med kreditkort
Betal altid dine varer på nettet med kreditkort. Hvis ikke du modtager dine varer, kan banken nemlig hjælpe dig med at trække pengene tilbage. Overvej også at bruge en ekstra sikkerhedskode, som for eksempel Verified by Visa eller MasterCard Secure Code. Denne ekstra kode sikrer dig mod misbrug på nettet, hvis cyber-kriminelle skulle få fat i dit kort.

9: Beskyt dine digitale enheder
Sørg for at din smartphone, tablet eller laptop er opdateret med det nyeste software, inden du handler julegaver på nettet. Det gælder både apps og opdateringer. Det er også en god idé at have installeret et antivirus-program.

10: Køb dine julegaver på et sikkert netværk
Benyt dig af dit eget private netværk eller dit 3- eller 4G netværk, når du skal handle julegaver på nettet. Bruger du et offentligt netværk på en café, kan du risikere at netværket er oprettet af cyber-kriminelle, der forsøger at opsnappe personlige oplysninger fra den enhed, du er logget på med.

Så brug nu 10 min på at tjekke op på hvem der står bag net-butikken og om siden virker reel eller ej. Du får uden tvivl en sjovere juleaften, hvis dine NemID- og kreditkortoplysninger er i god behold.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.