Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

☕️ Morgen-briefing: Telerigmand stopper som direktør for dansk online-succes / Elon Musk inviterer Ford til revanche i styrkeprøve mod ny Tesla / Net-salg skaber fremgang for Ikea / Impact henter Itelligence-chef til bestyrelsen

Telerigmand stopper som direktør for dansk online-succes. Elon Musk inviterer Ford til revanche i styrkeprøve mod ny Tesla. Net-salg skaber fremgang for Ikea. Impact henter Intelligence-chef til bestyrelsen. IT-Branchen Fyn indleder samarbejde med lokalt væksthus, og så er det i dag 24 år siden, at internettets første store browserkrig brød ud.

Go’ morn.

Her kommer onsdagens første nyhedsopdatering fra Computerworld.

I dag er det Jacob Wittorff, der stykker morgen-briefingen sammen, mens kaffemaskinen lystigt bobler i baggrunden.

Før det bliver tid til dagens første koffein-fix, lægger vi ud med nyheden om, at den nordjyske telerigmand Mads Peter Veiby nu siger farvel til en direktørpost, som han har haft gennem otte år.

Telerigmand stopper som direktør for dansk online-succes

Den danske telemillionær Mads Peter Veiby stopper som administrerende direktør i det danske online-kasino Spilnu.dk. Det skriver Børsen.

Mads Peter Veiby har siden 2011 været administrerende direktør for Spil.nu, som han også er medstifter af.

I det seneste regnskabsår havde Spil.nu et overskud på 77 millioner kroner, og ifølge Børsen har selskabet over en fem-årig periode tjent 320 millioner kroner.

Mads Peter Veiby skød første gang papegøjen, da han i 2009 sammen med tre andre var med til at sælge teleselskabet M1 til TDC for 170 millioner kroner.

Elon Musk inviterer Ford til revanche i styrkeprøve mod ny Tesla

Teslas stifter og administrerende direktør Elon Musk lover nu, at bilgiganten Ford kan få revanche i en meget omtalte styrkeprøve mod Teslas nye Cybertruck.

Affæren tog sin begyndelse tidligere på ugen, da Elon Musk lagde en video på det sociale medie Twitter, hvor Cybertrucken vandt et tovtrækkeri mod en Ford F-150. Videoen blev dog bagefter blevet kritiseret, fordi der angiveligt er tale om en variant af F-150, som i modsætning til Teslaen ikke har firehjulstræk.

Nu lover Elon Musk dog på Twitter, at han er klar på at gentage testen med en mere kraftfuld Ford. Han har desuden også lovet den berømte astrofysiker Neil deGrasse Tyson at gentage testen, hvor de to biler er fuldt læssede, hvilket ifølge astrofysikeren bør være til Fords fordel.

Net-salg skaber fremgang for Ikea

Ikea er først og fremmest kendt for sine store karakteristiske blå varehuse.

Men den svenske møbelkoncern oplever i disse år også fremgang på grund af et stigende onlinesalg.

Ifølge Finans viser Ikeas årsregnskab, at selskabets online salg nu udgør 10 procent af selskabets samlede omsætning på 292 milliarder kroner.

Ikeas overskud steg desuden med 24 procent til 13,6 milliarder kroner.

Impact henter Itelligence-chef til bestyrelsen

Nicolaj Vang Jessen, der er koncerndirektør i Itelligence, skal nu også sidde i bestyrelsen hos det digitale konsulenthus Impact. Det oplyser Impact i en pressemeddelelse.

Nicolaj Vang Jessen er medstifter af konsulentvirksomheden 2C-change, der sidenhen er blev etsolgt til tyske Itelligence, hvor han i dag er direktør for Norden og Østeuropa. Han sidder desuden i bestyrelsen hos kommunikationsbureauet Advice.

IT-Branchen Fyn indleder samarbejde med lokalt væksthus

Brancheforeningen IT-Branchen Fyn indleder nu et samarbejde med væksthuset Sharefifty5, der hjælper virksomheder på Sydfyn med at vækst og udviklingen inden for it og den maritime-branche.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Sharefifty5 har blandt andet fået 19 millioner fra EU’s socialfond til brug på blandt andet kompetenceudvikling, netværk og sparring, og en del af de midler således også i fremtiden komme medlemmerne af IT-Branchen Fyn til gavn.

Om dagen i dag: Den store browser-krig brød ud

Den 27. november 1995 blev det første skud løsnet i den store browser-krig mellem Microsoft og Netscape.

Det var således på denne dato, at Microsoft udsendte Internet Explorer 2.0, der blev den første store konkurrent til Netscape Navigator, som indtil da sad tungt på det spirende marked for internet-browsere.