Selvom Demant kommer til at betale op mod 650 millioner kroner - inklusiv en forsikringsdækning på 100 millioner - har den danske høreapparatsgigant indæmmet de økonomiske skader, efter selskabet blev ramt af et hacker-angreb i begyndelsen af september.
Demant nåede at redde virksomhedens backup-filer i tide, og det betyder, at selskabet selv har kunnet genoprette hele it-landskabet.
Dermed slipper Demant også for at betale løsepenge til hackerne.
Det fortæller Demant-koncernens topchef, Søren Nielsen, til Børsen.
Han erkender dog, at Demant aldrig finder ud af, hvem hackerne er.
"Vi finder aldrig ud af, hvem der angreb os. Men hvis man da kan tale om traditionelt inden for sådan noget, så er der faktisk tale om et traditionelt angreb, hvor kriminelle tiltvinger sig adgang til dine it-systemer," siger Søren Nielsen til avisen og fortsætter:
"De får så sat gang i en udrulning af en malware, som går ind på alle tændte computere og begynder at kryptere data med det formål, at vi basalt set ikke skal kunne drive vores forretning uden at få udleveret nogle dekrypteringsnøgler fra dem. De nøgler skal man typisk betale en større sum for at få adgang til."
Læs også: Demant efter hackerangreb: Situationen er nu normaliseret - men det kommer til at koste dyrt
Demant slipper dermed for de overvejelser, som A.P. Møller-Mærsk gjorde sig, efter koncernen blev udsat for et altødelæggende hacker-angreb i sommeren 2017.
Her kunne Microsoft ikke genskabe it-infrastrukturen, og i stedet var plan B at betale en løsesum til hackerne, men det lykkedes heller ikke.
I stedet måtte it-infrastrukturen genopbygges fra bunden.
Det kan du læse mere om her: Mærsk overvejede at betale løsepenge til hackere efter kæmpe-angreb - CEO Søren Skou talte i telefon med Satya Nadella fem gange