Godmorgen denne tidlige onsdag morgen til dagens overflyvning over de korte it-nyheder.
Vi begynder dagens morgen-briefing med gode nyheder til kunderne hos flere mindre pengeinstitutter.
Knap 30 pengeinstitutter lancerer Google Pay
Flere banker har allerede taget hul på betaling med Google Pay, men nu er 29 mindre banker og sparekasser klar til det samme.
Det gælder blandet andre Bank Nordik, Lån og Spar, Middelfart Sparekasse og Sparekassen Kronjylland, der sammen med en række mindre og lokale pengeinstitutter nu giver deres kunder mulighed for at betale med Google Pay.
“Vi ser en stigende efterspørgsel og interesse for de nye betalingsformer, der ikke kræver, at man skal have tegnebog og betalingskort frem. Vi er derfor meget tilfredse med i dag at kunne tilbyde Google Pay til kunder med Android-telefoner, men også betaling med sportsure, der understøtter Garmin Pay og Fitbit Pay.”
Men det er ikke bare Google Pay kunderne kan glæde sig til, fællesskabet, der går under navnet BOKIS introducerer nemlig også Garmin Pay og Fitbit Pay i samme omgang.
Dansk it-virksomhed køber op i Tyskland
Den danske it-virksomhed Conscia har haft den helt store pengepung fremme og overtager det tyske selskab xevIT.
Og det stopper ikke her for den danske it-komet, der planlægger flere opkøb i fremtiden, skriver Dagbladet Børsen.
Målet er at få omsætningen i det store naboland op over én milliard kroner.
"Man kan ikke kalde sig europamester uden at være i Tyskland, det vil i hvert fald klinge lidt hult. Så det var øverst på ønskelisten at få et fodfæste i Tyskland," siger Claus Thorsgaard, administrerende direktør i Conscia til erhvervsavisen.
Med opkøbet er Conscia allerede en tredjedel i mål, da xevIT har en omsætning på 300 millioner kroner. I 2023 satser Claus Thorsgaard på, at selskabet når over en omsætning på 4 milliarder kroner.
Færre danskere får misbrugt deres dankort
Antallet af danskere der får misbrugt deres dankort er mere end halveret i løbet af første halvdel af 2019.
Det viser tal fra Nets, der viser, at antallet af danskere der får afluret deres dankortkode er faldet 52 procent siden sidste år, det skriver Ritzau.
Det er særligt udbredelsen af kontaktløs betaling, der har betydet, at de kriminelle 'kun' er løbet afsted med otte millioner kroner i første halvdel af 2019 i modstæning til 17,4 millioner i samme periode sidste år.
"Kontaktløst dankort gør, at man ikke kan få afluret sin pinkode, når man står i butikken. Og så er kortet lidt mere værdiløst, end det var i gamle dage, når man havde pinkoden. Man giver simpelthen ikke svindlerne mulighed for at få fat i sin pinkode," siger Sune Gabelgård, der er chef for svindelbekæmpelse i Nets.
Danske webbureauer solgt til udenlandsk kapitalfond
De danske webbureauer Danaweb og Optimeo er blevet solgt til kapitalfonden Catacap.
De to selskaber er solgt for et trecifret millionbeløb og planen er, at slå dem sammen til en virksomhed i fremtiden.
Det skriver erhvervsmediet Finans.
"Vi har investeret i to utroligt dygtige teams, som har vist vejen på et ellers hårdt marked for webløsninger og onlinemarkedsføring. Det er et meget fragmenteret marked med mange små spillere. Nu laver vi en storspiller, som tager en klar rolle som markedsleder i Danmark," siger Rasmus Lokvig, partner i Catacap.
Den nye ejer håber på at en fusion af de to selskaber kan skabe en ny markant spiller på markedet for onlinemarkedsføring og søgeoptimering.
Norsk it-virksomheder opkøber dansk konkurrent
It-oprimeringsvirksomheden Rantek bliver i fremtiden en del af norske Netnordic.
Det sker efter at den norske it-virksomhed har opkøbt Rantek, der samtidig bliver Netnordics 14. opkøb siden 2014.
"Med Rantek får vi tilgang til en virksomhed i stærk udvikling med
unikke kompetencer, som passer perfekt i forhold til at udvide vores
tjenester og geografiske nærvær i Danmark, samt ikke mindst styrke
vores kultur," udtaler Jarl Øverby, CEO i NetNordic Group i en meddelelse og fortsætter:
"Med Ranteks engagement og fokus på teknologier
skaber vi en tydelig fælles merværdi for kunden, som er helt i tråd
med vores ambition om at have en ledende position i Danmark og
øvrig Norden."
EU kræver større indsats mod fake news fra Facebook
Facebook, Twitter og Google øge indsatsen mod fake news betydeligt, lyder det fra EU Kommissionen til de tre amerikanske it-mastrodonter.
Hvis ikke de amerikanske virksomheder retter ind skal de indstille sig på at de bliver hjulpet på ved med nye lovkrav fra de europæiske lande, lyder truslen fra kommissionen.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
I spidsen for EU Kommissionen mod netop it-virksomhederne står snart danske Margrethe Vestager, der bliver kommissær for "et Europa der passer til den digitale fremtiden" og en af to ledende næstformænd.
Hun har tidligere vist, at hun kan gøre sig bemærket blandt de største it-virksomheder, når det gælder konkurrence på det europæiske marked.