Velkommen til torsdagens morgen-briefing fra Computerworld, som i dag er udvalgt og sammensat af Alexander Haslund.
Vi begynder dagens nyhedspakke hos iværksætteren Toke Kruse, der har kastet nogle af sine penge ind i en ny investering.
Toke Kruse investerer i endnu en virksomhed
Den danske iværksætter Toke Kruse har investeret noget af sin formue i virksomheden Eindom.
Eindom har fokus på ejendomsadministration og har ambitioner om at gøre det lettere at være lejer og udlejer.
"Jeg investerer officielt i endnu en virksomhed," indleder Toke Kruse på Linkedin.
"Vi vil revolutionere ejendomsbranchen på it-fronten, så privatpersoner eller virksomheder med administration af ejendomme får det lettere til en markant lavere pris end de etablerede spillere og på en moderne, digital måde," fortsætter Toke Kruse, der ikke oplyser hvor mange penge, han har investeret i selskabet.
På Eindoms hjemmeside fremgår det, at selskabet vil "sikre både lejere og udlejere, og gør det nemt at administrere alt det praktiske og få juraen på plads. Helt gratis."
Direktør hos Eiendom hedder Niels Erik Bidstrup.
I sensommeren bekendtgjorde Toke Kruse, at han med salget af sin regnskabsvirksomhed Billy var blevet økonomisk uafhængig for resten af livet.
Læs mere om det her: Toke Kruse sælger Billy og bliver 'økonomisk uafhængig resten af livet' - se den nye ejer her
Datatilsyn i skarp kritik af norsk håndtering af patientoplysninger
Oslo Kommune er af det norske Datatilsyn blevet idømt en bøde på 500.000 norske kroner. Kommunens hospitaler har i over en tiårig periode gemt patientoplysninger uden for et journalsystem.
Den kritisable håndtering af de norske patientoplysninger stod på fra 2007 til november 2018.
Det skriver det norske datatilsyn på sin hjemmeside.
"Dette er en alvorlig overtrædelse, da det både har en lang varighed og et stort omfang. Et stort antal sundhedsoplysninger har været tilgængelige for et stort antal ansatte i mindst 11 år. Oslo Kommune er landets største kommune med hensyn til befolkningsmængde og bør derfor være specielt udstyret til at imødekomme kravene til informationssikkerhed," lyder det fra det norske datatilsyns direktør, Bjørn Erik Thon.
Da lovbruddet fandt sted før Norge tilsluttede sig GDPR i juli 2018 er bøden fastsat efter Norges tidligere 'personopplysningsloven', der maksimalt kunne føre til en bøde på en million norske kroner.
Strømlinet it-virksomhed fra Holte har speederen i bund
It-virksomheden Mansoft med base i Holte har på tre år oplevet et vildt vækstridt. Omsætningen er gået fra 98 millioner kroner i 2016 til en forventet omsætning på op mod 190 millioner kroner i år.
I samme periode har Mansoft leveret et overskud på lidt over 67 millioner kroner.
Det skriver Finans.
"Vi har haft for få medarbejdere i forhold til opgaver, og det har vi justeret i år ved at ansætte væsentligt flere. Men jeg vil stadig påstå, at vi fortsat er en af de mest strømlinende virksomheder i branchen," lyder det fra Chrisitian Jacobsen til mediet.
Mansoft leverer rådgivning, it-drift og softwareprodukter
I 2016 fik Mansoft en kapitalindsprøjtning fra Via Equity, der i dag ejer 48 procent af selskabet.
DF vil investere 300 millioner i 5G-forsøg
Op mod 300 millioner kroner af de penge, som staten får ind på salget af mobilfrekvenserne til det kommende 5G-net, skal sættes af til forsøg med teknologien.
Det foreslår Dansk Folkepartis it- og teleordfører, Dennis Flydtkjær, der vil oprette en forsøgspulje.
Det skriver Berlingske.
"En sådan forsøgspulje er en måde at finde ud af, hvad man kan bruge den nye teknologi til. Pengene skal så bruges i f.eks. transportsektoren, til forsøg med selvkørende biler, til at sikre, at landbruget sprøjter mindre, at vi får en grønne energisektor, og - helt oplagt - i sundhedssektoren," lyder det fra Dennis Flydtkjær, der pointerer, at pengene ikke skal tilbage til telebranchen med stimulerer en efterspørgsel efter produkter.
En del af 5G-frekvenserne er allerede blevet bortauktioneret, men der er stadig en ny auktion på vej over en række andre supplerende frekvenser.
Pengene går i statskassen og er ikke øremærket specielle formål.
Frem imod 2030 betaler TDC et milliardbeløb for fem af frekvensblokkene til staten.
Det kan du læse mere om her: Her er milliardprisen: Så meget betaler TDC for 5G-frekvensblokke
Blev fuppet af mailsvindel - nu får to forbrugere pengene retur
To forbrugere endte med at blive godt og grundigt snydt efter at have modtaget et tilbud per mail om flybilletter til 80 kroner, som de slog til på.
Det rigtige flyselskab kendte dog ikke noget til det gode tilbud, som viste sig at være fup, og personerne endte med at blive franarret 17.000 kroner, som blev overført.
Nu har det Det Finansielle Ankenævn afgjort, at de hver især kun hæfter for 375 kroner
Det skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en meddelelse på sin hjemmeside.
Ankenævnet pointerer samtidig, at det altså kan betale sig at prøve at få nogle af pengene retur ved mailsvinddel.
I sagen klikkede personerne på et link fra mailen og indtastede deres betalingsoplysninger på en hjemmeside. Efterfølgende fik de tilsendt en SMS-kode på deres telefon, som de også indtastede på hjemmesiden.
Ankenævnet vurderede dog, at da SMS-koden blev skrevet ind direkte fra telefonens forside - uden at åbne SMS'en - stod det ikke klart for personerne, at der var tale om en overførsel på 17.000 kroner.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik har 43 procent af befolkningen mellem 16 og 89 år oplevet at modtage falske mails, også kaldet phishing.