Godmorgen og velkommen til ugens sidste nyhedsoverblik her på Computerworld.
Ugen - og dermed også efterårsferien - lakker mod enden, så her følger fredagens morgen-briefing.
Stort norsk medie muligvis ramt af hacker-angreb
Det norske medie Dagbladet er muligvis blevet ramt af et hacker-angreb torsdag eftermiddag.
Klokken 15.49 blev en artikel med overskriften "Erna Solberg siger, at det er okay: Pædofili er fint, så længe du ikke får sæd på barnet," udgivet.
Herefter var Dagbladet.no, Dinside.no og Seher.no nede frem til omkring klokken 18.
Det norske NRK
Dagbladets teknologidirektør, Geir Wiksen, fortæller til mediet, at det endnu er for tidligt at sige, om mediet er blevet hacket.
Den Europæiske Centralbank vil ikke forbyde Facebooks digitale valutaprojekt
Den Europæiske Centralbank, ECB, har ingen planer om at forbyde Facebooks digtiale valutaprojet, Libra.
Det udtaler franske Benoit Coeure, der er direktør for ECB til Bloomberg, ifølge Reuters.
"Der er bestemt ikke taget nogen beslutning om, kryptovaluta ikke skal eksistere," siger han.
Læs også: Facebooks digitale valutaprojekt har mistet en fjerdedel af støtterne
Dansk Industri lancerer ny digital satsning
Danske virksomheder skal have lettere ved at tage det næste digitale skridt.
Det mener Dansk Industri, der derfor lancerer indsatsen "Tech der tæller," som skal accelerere virksomheders digitale udvikling og få flere virksomheder til at gribe de digitale muligheder.
Det skriver Dansk Industri i en meddelelse.
"Jeg glæder mig til sammen med et stærkt branchefællesskab at give dansk erhvervsliv et digitalt løft til gavn for dansk konkurrenceevne og det danske velfærdssamfund" skriver Dansk Industris digitaliseringspolitiske chef, Christian Hannibal i en kommentar.
Dansk Industri foreslår blandt andet en ny digital omstillingsfond på 15 milliarder kroner.
Pengene skal gå til digital omstilling af den offentlige sektor.
Indsatsen vil løbe fra 2019 til 2021 og koster 10 millioner kroner.
Ericsson rammer næsten omsætning på 40 milliarder
Svenske Ericsson omsatte for 57,1 milliarder svenske kroner - svarende til lidt over 39 milliarder kroner - i tredje kvartal af 2019.
Det fremgår af selskabets seneste kvartalsregnskab.
"Vi ser fortsat et stærkt momentum i vores forretning baseret på strategien om at øge vores investeringer i teknologisk lederskab, herunder 5G," lyder det fra Ericssons administrerende direktør, Börje Ekholm, i regnskabet.
Ericsson har desuden løftet forventninger til omsætningen i 2020.
Forventningen lyder nu på en omsætning på mellem 230 og 240 milliarder svenske kroner, hvilket svarer til mellem 159 og 166 milliarder kroner.