Godmorgen og velkommen til tirsdagens nyhedsoverblik.
Christoffer Lund-Hansen er dagens morgen-briefing-bestyrer.
Lad os komme i gang!
NemID runder seks milliarder transaktioner
NemID har netop nået en milepæl.
Der er nu foretaget seks milliarder transaktioner med NemID.
Siden NemID kom i drift i juli 2010, er antallet af årlige transaktioner gradvist steget i takt med, at danskerne har vænnet sig til at bruge løsningen og stadig flere private virksomheder understøtter NemID.
NemID-nøgle-appen har også spillet en vigtig rolle for det øgede antal af transaktioner.
Allerede én måned efter lanceringen af nøgleappen i maj 2018 rundede appen 500.000 downloads.
Hver uge downloader tusindevis af danskere nøgleappen til deres telefon, og den er indtil i dag downloadet knap 2,5 millioner gange.
Det oplyser Digitaliseringsstyrelsen i en meddelelse.
"Det er dejligt, at så mange danskere har hentet appen, og er glade for den. Nøgleappen er med til at gøre hverdagen nemmere for mange danskere, og vi kan se, at mange bruger deres NemID oftere end tidligere.," lyder det i meddelelsen fra Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen.
NVIDIA udnævner Interxion til AI-certificeret datacenterpartner
Interxion er blevet udnævnt til ny AI-certificeret datacenterpartner som del af NVIDIAs datacenterprogram.
Det oplyser selskaberne i en meddelse til Computerworld.
Dermed bliver Interxion en af de første europæiske partnere, der modtager certificeringen, som gælder alle Interxions mere end 50 datacentre i 11 europæiske lande, herunder virksomhedens datacentercampus i København.
Samarbejdet indebærer blandt andet, at Interxion-kunder, som kører AI-infrastruktur bygget på NVIDIA DGX Systems, får adgang til et kvalificeret netværk af AI-parate tjenester.
"NVIDIAs DGX-systemer er afgørende for, at virksomheder kan udnytte teknologien til at få en konkurrencemæssig fordel. Vi er glade for partnerskabet med NVIDIA, hvis kunder nu får adgang til et skalerbart, fleksibelt datacentermiljø, som er nødvendigt for at udnytte AI-teknologiens fulde potentiale og dermed bidrage til udviklingen inden for forskellige brancher," lyder det i meddelelsen fra Bryan Hill, der er CMO og business development manager hos Interxion.
EU undersøger Ungarn for ulovlig statstøtte til Samsung-fabrik
EU's antitrust-organ undersøger nu den ungarske regerings beslutning om give 108 millioner euro - svarende til mere end 800 millioner kroner - til udbygningen af Samsung SDI-batteri-fabrik i Ungarn.
Det skriver Reuters.
Samsung investrer selv 1,2 milliarder euro, hvilket svarer til 9 milliarder kroner, i at udbygge fabrikken, så den også kommer til at omfatte produktion af elbiler.
Europa-Kommissionen er dog usikker på, hvorvidt støtteordningen fra den ungarske regering er foregået efter reglerne, ligesom EU-organet også har udtrykt bekymring over, at initaitivet vil trække jobs fra andre EU-lande.