Godmorgen og velkommen til en ny uge.
Nogle holder efterårsferie, mens andre arbejder igennem hele ugen.
Computerworld holder som sædvanligt damp under kedlerne i hele ugen, så uanset om du er på ferie eller arbejder, stiller vi dit daglige nyhedsfix.
Her følger ugens første nyhedsoverblik.
Dansk telemillionær skyder penge i ny teknologiplatform
Plenti-stifter Peter Mægbæk og e-conomic-stifter Jacob Wandt har skudt penge i startup-platformen Flextribe.
Peter Mægbæk ejer nu fem procent af virksomheden og indtræder i bestyrelsen, mens Jacob Wandt har købt sig til 10 procent af virksomheden.
Det oplyser Flextribe i en meddelelse.
"Vi kan jo allerede se tendensen i USA og Asien, hvor mere end 40 procent af arbejdsstyrken er løse ansættelser og på projektbasis. Konkurrencen om at fastholde og tiltrække de dygtigste, eksterne it,- tech,- og management talenter bliver endnu hårdere i fremtiden, og her er det essentielt for virksomhederne, at de har den gennemsigtighed og planlægningshorisont, som Flextribe kan tilbyde dem," lyder det i meddelelsen fra Jacob Wandt.
Flextribe specialiserer sig i at matche it,- tech- og management konsulenter med virksomhedernes specifikke projektbehov.
Flextribe har flere end 50 større virksomheder på platformen, herunder PFA Pension, Egmont Publishing og Roche international.
Flextribe er stiftet i 2018.
Det fremgår ikke, hvilken pris Peter Mægbæk og Jacob Wandt har betalt for at blive del af virksomheden.
Dansk it-firma låner 80 millioner kroner
Det danske it-firma Templafy, som udvikler software, der sikrer, at en virksomheds grafiske udtryk i præsentationer, dokumenter, kontrakter og lignende er ens, har lånt 80 millioner kroner af Vækstfonden og Danske Bank.
Pengene skal bruges til at ansætte flere medarbejdere og udskyde behovet for en større omgang kapitalrejsning.
Det skriver Berlingske.
Templafy har den tidligere TDC-direktør Jesper Theill Eriksen som administrerende direktør, og Preben Damgard er bestyrelsesformand for selskabet.
"Det betyder, at vi får mulighed for at skabe mere værdi i virksomheden, før vi skal sælge aktier, hvis man sætter det på spidsen," siger Jesper Theill Eriksen til avisen.
Templafy blev stiftet i 2014.
Indisk it-gigant fremhæver Pandora-kontrakt i globalt regnskab
Tata Consultancy Services (TCS) har på globalt plan leveret sit regnskab for andet kvartal 2019.
Det viser, at den indiske it-gigant har omsat for lidt over 5,5 milliarder dollar, svarende til lidt mere end 37 milliarder kroner.
Der er tale om en vækst i omsætningen på lidt over otte procent.
TCS fremhæver den store outsourcing-aftale, som selskabet indgik med den danske smykkevirksomhed Pandora i september, som et af højdepunkterne i kvartalsregnskabet.
"Vi er blevet valgt af Pandora, et danske smykkefirma, til at transformere og sikre oplevelsen for selskabets globale brugere samt i butikkerne med et teknologi- og transformationsinitaitiv. TCS muliggør denne transformation med selskabets Digital Workplace Studio-tilbud, som leverer kombinerede next gen analytics, en kognitiv automatiskdrevet platform samt brugersikkerhedskontrol med en enestående global leveringsmodel," skriver TCS i kvartalsregnskabet.
TCS råder over 450.000 medarbejdere på verdensplan.
Læs mere om aftalen her: Pandora indgår kæmpe outsourcing-aftale med ny it-leverandør og opsiger NNIT: Bliver dyreste kontrakt i Pandoras nye it-landskab
Skattestyrelsen og Dinero indgår samarbejde
Et samarbejde mellem Martin Thorborgs regnskabsprogram, Dinero, og Skattestyrelsen betyder, at Dinero snart kan tilbyde sine kunder automatisk indberetning af moms.
Det fortæller Martin Thorborg til Børsen.
"Vores kunder er de allermindste virksomheder i Danmark. Det er typisk en person, som kan være alt fra massør til en lille kaffebar. Fælles for dem er, at regnskab i bedste fald er pisse irriterende, og i værste fald et mareridt. Med løsningen sparer de tid og minimerer samtidig fejl," siger Martin Thorborg, til avisen og fortsætter:
"Det betyder, at de (Dineros kunder. red.) kan bruge mere tid på at brygge kaffe, massere eller hvad de nu går og laver."
Irsk datatilsyn færdiggør undersøgelse af Facebook's WhatsApp og Twitter
Det irske datatilsyn har nu fuldført sin efterforskning af Facebooks WhatsApp og Twitters mulige brud på EU's dataregler.
Undersøgelserne vil nu fortsætte til en beslutningstagningsproces, ifølge det irske datatilsyn.
Det skriver CNBC.
Den endelige afgørelse forventes at være klar kort for årsskiftet.
IDA: Fornuftig it-adfærd skal på skoleskemaet
De danske folkeskoleelever bør undervises i, hvordan de skal navigere på nettet.
Det mener 94 procent af Ingeniørforeningen IDAs it-professionelle.
"Børn skal lære at være kritiske overfor gratis tjenester som TikTok, Snapchat og diverse spilplatforme. De bør også lære, hvordan man gør det sværere at overvåge deres færden på alverdens hjemmesider. Helt på linje med at børn skal kende færdselsreglerne i trafikken, bør vi også klæde dem ordentligt på, før de for alvor kaster sig ud i den digitale verden, når de får deres første tablet eller smartphone," lyder det fra IDA's sikkerhedsekspert Jørn Guldberg i en meddelelse fra fagforbundet.