Det store hacker-angreb mod Demant for tre uger siden får alvorlige økonomiske konsekvenser for selskabet.
Det meddeler Demant i en udsendt fondsbørsmeddelelse, som du finder her.
Her meddeler selskabet, at hacker-angrebet - som Demant konsekvent kalder for ‘en kritisk hændelse’ - vil koste mere end en halv milliard kroner på EBIT, altså på drifts-resultatet.
“Vores nuværende foreløbige vurdering indikerer en samlet negativ finansiel effekt på EBIT i 2019 i intervallet DKK 550-650 mio., hvilket inkluderer en forventet fratrukket forsikringsdækning på ca. DKK 100 mio,” meddeler Demant.
Langt størstedelen af den økonomiske kindhest vil skyldes tabt forretning, i det Demant på grund af hacker-angrebet ikke har været i stand til at drive sin forretning.
“Omtrent halvdelen af det anslåede tabte salg vedrører vores engrossalg af høreapparater. Hændelsen har forhindret os i at gennemføre vores ambitiøse vækstaktiviteter i nogle af de vigtigste måneder på året – især i USA, som er vores største marked,” meddeler Demant.
Ifølge selskabet kommer til det at koste ‘blot’ 50 millioner at få systemerne i gang igen og få ryddet op efter hackerangrebet.
“Effekten er i altovervejende grad relateret til et estimeret tabt salg samt en svækkelse af vækstmomentum. Vi forventer at afholde omkostninger direkte forbundet med hændelsen på DKK 50 mio., hvilket er inkluderet i den finansielle effekt,” meddeler Demant.
Selskabet peger på, at hacker-angrebet vil få konsekvenser i tiden fremover.
“På trods af vores bestræbelser på at fortsætte med at drive virksomheden bedst muligt har vores primære fokus på at servicere eksisterende kunder for at forhindre, at de blev påvirket af hændelsen, påvirket salget og vil ligeledes påvirke vores organiske vækstrate gennem resten af året,” lyder det.
Koncernchef Søren Nielsen siger i meddelelsen, at Demant på grund af ‘hændelsen’ ikke kan eksekvere det, som han kalder for ‘vækstaktiviteterne’ i det planlagt omfang.
“Vi arbejder døgnet rundt for at komme tilbage til vores vækstorienterede fokus i forretningen og samtidig at minimere effekten af hændelsen på kunder og brugere af vores produkter. Vi er taknemmelige for den udviste tålmodighed og loyalitet, og Demant-organisationen vil fortsætte med at arbejde ekstremt dedikeret med genetableringen efter hændelsen, indtil vi er fuldstændigt færdige og har genoprettet det, der blev massivt forstyrret af hændelsen,” meddeler han.
Se hele meddelelsen fra Demant her: Estimeret finansiel effekt af it-hændelse reflekteret i forventninger.
Læs også: