Godmorgen og velkommen til torsdagens morgen-briefing.
It-nyhedsoverblikket tager i dag en tur forbi et dansk konsulenthus, som har fået ny direktør efter, at medstifteren har siddet i stolen gennem 12 år. Dernæst skal vi til USA, hvor Facebook er kommet under regeringens lup.
Så tager vi også en kig på, hvordan salget af elcykler udvikler sig i Danmark.
God læselyst.
Topchef for dansk it-konsulenthus går af efter 12 år
Christian Hoffmann har netop valgt at takke af som administrerende direktør for konsulenthuset Nine.
Han forlader jobbet efter 12 år. I stedet fortsætter han som bestyrelsesformand i selskabet, som han selv har været med til at stifte.
Den nye direktør bliver Louise Sparff-Bruun.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
”Louise har leveret en fantastisk indsats i Nine, og jeg giver trygt stafetten videre og jeg glæder mig til vores samarbejde i den nye konstruktion”, skriver Christian Hoffmann.
Louise Sparf-Bruun, der allerede i dag er direktør i Nine, kommer til at dele det øverste ledelsesansvar med COO og medstifter af Nine, Jacob Strange.
Efter kritik skal Facebook-topchef mødes med USA's regering
Mark Zuckerberg, stifter og topchef i hos Facebook, har onsdags indvilliget til at mødes med amerikanske lovgivere.
Facebook har skriftligt meldt ud, at topchefen vil mødes denne uge med amerikanske politikere for at diskutere "fremtidens regulering af internettet."
Det skriver Reuters.
Mødet med de amerikanske politikere er kommet i stand en uge efter, at topcheferne for Facebook, Google, Amazon og Apple blev bedt om at udlevere emails og andre dokumenter, som del af en offentlig undersøgelse af deres forretningspraksis og deres måde at markedsføre sig på.
Det er blot et par måneder siden, at Facebook fik en bøde på 33 milliarder kroner for overtrædelse af forbrugernes privacy-regler. Bøden er den største, som den amerikanske forbruger- og konkurrencemyndighed FTC nogensinde har udskrevet.
Elcykler brager frem i Danmark
De eldrevne cykler drøner frem i Danmark, hvor andelen er mere end tredoblet siden 2013.
Det skriver Finans.
I 2018 blev der importeret 50.000 elcykler til landet, mens importen for seks år siden var på 16.000, viser tal fra Danmarks Statistik.
2018 blev rekordåret for elcyklerne, hvor der blev indført 23 procent flere end året før.
Cykelbranchen vurderer, at omtrent 13 procent af alle solgte cykler i Danmark er eldrevne.
Oprindelig var det især ældre og gangbesværede, som købte elcykler, hvor det i dag i langt højere grad er børnefamilier og pendlere, skriver mediet.
Iværksættere får gratis adgang til software-platform
Software-virksomheden Orbit Online har lanceret et start-up program, som bliver stillet gratis til rådighed for udvalgte virksomheder i 2 år.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Orbit-programmet indeholder projektstyring, ressource- og planlægning, intranet, dokumenthåndtering, salg- og tilbudsstyring med mere i én samlet platform, der typisk bruges af større vidensvirksomheder i både ind- og udland, fremgår det af meddelelsen.
Kundeansvarlig hos Orbit Anders Dyrholm fortæller:
”Vi har jo selv været en opstartsvirksomhed engang, og hvis der var noget vi manglende dengang vi startede – så var det faktisk et system til at samle vores projekter, filer og processer – og så koble det med vores salg, og et overblik i forhold hvem der havde tid til at løse de enkelte opgaver hvis vi vandt ordren."
Startup-programmet er målrettet virksomheder i vækst på mellem 5 og 20 ansatte.
Ejer af kanal 5 truer med at forlade YouSee
YouSee lægger op til at fjerne Discovery Networks' kanaler fra de faste tv-pakker efter nytår.
Det drejer sig om blandt andet Kanal 5, Canal 9 og Eurosport.
Det danske tv-selskab har derimod lagt op til, at de vil blive tilgængelige i en bland selv pakke. Men hvis det står til direktøren fra Discovery Networks, Christian kemp, så kommer det ikke til at ske.
Det skriver Ritzau.
Han nu truer nu med at forlade YouSee, hvis ikke planerne bliver lavet om.
"Vi har haft et langt og godt samarbejde med YouSee. Og vi fortsætter gerne dette fremover, men under andre forudsætninger," siger Christian Kemp til nyhedsbureauet.
"Vi lever også fint uden YouSee. Medielandskabet er under kraftig forandring, vi har en række andre partnere, vi gerne vil arbejde tættere sammen med fremover."