Godmorgen, og velkommen til ugens første morgen-briefing her fra Computerworld.
Vi lægger ud med en dansk historie, hvor det viser sig, at tre danske banker kan have udbetalt udbytteskat for op mod 940 millioner kroner. Helt uberettiget.
Det er endnu et kapitel i udbytteskandalen, som indtil videre har kostet den danske stat 12,7 milliarder kroner.
Dernæst skal vi videre til en historie om Huaweis stiftfter og topchef, Ren Zhengfei, som forsøger at gyde olie på vandene i den verserende handelskrig med USA.
Udbytteskandalen vokser: 940 millioner kan være tabt
Tre danske banker kan uberettiget have udbetalt refusion af udbytteskat for en lille milliard kroner.
Det skriver Børsen.
Det drejer sig om SEB, Danske Bank og Nordea, hvor Skatteministeriet anslår at grundet kontrolsvigt og utilsigtede fejl, at bankerne kan have refunderet udbytteskat for 712-940 millioner kroner.
Oplysningerne kommer fra ikke tidligere offentliggjorte rapporter, som Børsen, DR Nyheder og canadiske CBC i samarbejde er kommet i besiddelse af, skriver mediet.
Af rapporterne fremgår det, at refusionerne under bankordningen, har været så dårligt kontrollerede fra myndighedernes side, at mellem hver sjette og ottende kroner nok aldrig skulle være udbetalt.
De tre involverede banker tilbagebesøgte refusionerne fra 2012 til 2015, hvor der blev udbetalt udbytteskat for 5,4 milliarder kroner. Her svarer fejlgraden for uberettiget tilbagebetalte beløb op til 940 millioner kroner under bankordningen.
Skattestyrelsen holder i dag 16. september et pressemøde kl. 13.00, hvor de opmødte kan høre den seneste status på styrelsens arbejde med udbytteområdet.
Huawei-topchef åbner op for salg af 5G-teknologi
Huaweis stifter og topchef Ren Zhengfei åbner nu op for, at selskabet vil sælge 5G-teknologi til amerikanske selskaber.
Det skriver New York Times.
De amerikanske medier kan med et engangsbeløb købe adgang til Huaweis 5G-patenter, koder, tekniske tegninger med mere.
Sådan fortæller Huaweis stifter, der meget sjældent giver interviews, til mediet.
Han er ifølge New York Times "åben for at dele vores 5G-teknologier og teknikker med amerikanske selskaber, så de kan opbygge deres egen 5G-industri. Det vil skabe en balanceret situation mellem Kina, USA og Europa," skriver mediet.
Ren Zhengfei tilføjer dog, at "fra USA's side må man acceptere os på et eller andet niveau før, at det her kan lade sig gøre."
Her refererer stifteren til den handelskrig mellem Kina og USA, hvor Huawei er blevet sortlistet af den amerikanske regering, således selskabet ikke er i stand til at handle med amerikanske selskaber.
Microsoft frygter misbrug af ansigtsgenkendelse
Amerikanske Microsoft siger, at selskabet aldrig vil sælge ansigtsgenkendelse til overvågning.
Det skriver Ritzau.
Microsoft har afvist anmodninger fra regeringer, der har ønsket at købe software til ansigtsgenkendelse. Tech-selskabet frygter nemlig, at det vil blive misbrugt til overvågning.
Det fortæller Microsofts præsident og juridiske topchef, Brad Smith i et interview med nyhedsbureauet Reuters.
"Vi vil ikke sælge tjenester med ansigtsgenkendelse noget sted i verden, hvor formålet er overvågning," siger han til mediet ifølge Ritzau.
Microsoft har opfordret til strengere regler for teknologien bag ansigtsgenkendelse.
Teknologien bruges blandt andet i Kina til at følge og udspionere etniske minoriteter, skriver Ritzau. Derudover er den også blevet brugt af myndigheder på en lang række områder til at styre borgeres adfærd.
Brad Smith går dog ikke så langt som at sige, at Microsoft vil forbyde teknologien, lyder det.
KMD indgår samarbejde med fodboldklubben OB
Fremover skal KMD hjælpe Odense Boldklub, OB, med at forbedre stadionoplevelsen via dataindsigt.
Det skriver KMD i en pressemeddelelse.
Ved dataindsamling og analyse skal OB blive klogere på klubbens fans, og derigennem forbedre oplevelsen, de får på stadionet.
KMD skal blandt andet kortlægge, hvilke typer af data, der er de mest værdifulde og rådgive klubben om at få dataanalyse ud i hele organisationen.
Dette vil være den indledende fase i samarbejdet, hvorefter de to parter efterfølgende vil sparre om at videreudvikle dataanvendelsen, fremgår det.
"Samarbejdet med KMD skal gøre os klogere på vores fans og deres behov, så vi gennem databaserede indsigter kan skræddersy tilbud og muligheder, der passer til de enkelte fansegmenter. Målet med samarbejdet er at kunne forbedre stadionoplevelsen for de mange forskellige fodboldfans, der kamp efter kamp gæster Nature Energy Park," skriver Jack Jørgensen, kommerciel chef i OB.
Generation Z er de letteste af påvirke
Generation Z er den letteste gruppe af påvirke online.
Det fremgår af en undersøgelse udarbejdet af Adobe.
Selskabet skriver i en pressemeddelelse at generation Z, som også kaldes "de digitalt indfødte", er den gruppe, der er mest modtagelige overfor online-reklamer og influencers end de ældre generationer.
Det sker på trods af, at generation Z er vokset op "online."
Adobes undersøgelse hedder Across the Generations og bygger på spørgeskemaundersøgelser for 1214 engelske forbrugere mellem 18 og 75 år foretaget en uge i juli 2019.
Generation Z består af de unge op til 23 år. Ifølge undersøgelsen mener 43 procent af de adspurgte, at denne aldersgruppe er mest modtagelig overfor online indflydelse.
Det virker til, at netop den generation selv er bevidst om det, da den 41 procent af de spurgte i den gruppe medgiver, at de er lettest at påvirke.
Power-butik solgte for 15 millioner på åbningsdag
Ekektronikkæden Power slog dørene fredag 13. september dørene op for en ny butik i Esbjerg.
Mere end 11.000 kunder flokkedes til butikken, som på åbningsdagen omsatte for 15 millioner kroner.
Det skriver Power i en pressemeddelelse.
Ifølge elektronikkæden stod mere end 1500 kunder i kø før åbningen kl. 07.00. I løbet af dagen blev der solgt 670 mobiltelefoner, 600 TV, 550 computere, 500 hovedtelefoner og 400 støvsugere, fremgår det.
"Vi er i dén grad blevet taget med bukserne nede. Velkomsten her i Esbjerg har været helt fantastisk, og åbningsfesten har både i forhold til antal kunder, omsætning og lokal begejstring overgået alle vores forventninger. Det er svært at få armene ned,” skriver Jesper Boysen, adm. direktør hos Power.