På nuværende tidspunkt har jeg kørt på flere racerbaner end jeg kan huske, i alt fra miniput-biler med 60 hestekræfter til Formel 1-racere med hybridmotorer der nemt sender dem over de 300km/t.
Jeg har sat mig i superbiler der koster mere end de fleste huse, og jeg har kørt Top Gear-inspirerede ræs mod alt fra løbske lokomotiver til vildfarne jetjagere. Jeg har med andre ord spillet stort set alle de mest populære bilspil, nydt hver og en af de digitale kilometer og skulle derfor mene at have en rimelig god forventning om hvad genren har at byde på.
Alligevel er Wreckfest lidt af en overraskelse og var det også da det udkom i dets oprindelig version for cirka et år siden på PC. For nyligt er det dog blevet til konsoludgivelser, samt en større opdatering af PC-udgaven, hvilket er hvorfor det igen er blevet smidt gennem maskineriet.
Wreckfest er således resultatet af godt fire års arbejde af den finske udvikler Bugbear, der siden sin begyndelse har koncentreret sig om bilspil, og endda helst den slags med mudder under dækkene og kun antydningen af et regelsæt for hvad der er lovligt i ræsene.
I stedet for at blive sendt afsted i superbiler med elektronik og hestekræfter fra øverste hylde, bliver man i Wreckfest udstyret med noget der i højere grad ligner en bunke skrot end en egentlig bil. Her er kun blevet plads til de absolut mest essentielle dele, hvilket vil sige at bilen kan køre, dreje en smule og ikke så meget andet, hvilket dog retfærdighedsvist skal siges passer de forskellige løbs-discipliner fint.
Hvad enten det er at deltage i arenaer hvor det gælder om at totaltsmadre de andre konkurrenters biler, eller forsøge at holde skrotbunken i et stykke mens man kører på en 8-tals bane, eller måske endda giver sig i kast med et helt almindeligt ræs, er det nemlig på alle tidspunkter opfordret at skubbe til modstanderne for selv at få en fordel.
Den slags har man naturligvis set før. Forskellen i Wreckfest er dog at trods at det hele tydeligt er designet på en måde så alle kan være med, så er den underliggende fysik grænsende til realistisk og kontrollen knivskarp.
Blandingen af den humoristiske tilgang og den bundsolide fysik og kontrol, resulterer i en oplevelse hvor man har svært ved at fjerne smilet når først man har trykket på speederen. Kampen mellem skrotbunkerne og de forskellige underlag de forsøger at gribe fat i, kommunikeres nærmest magisk gennem controlleren, samtidigt med at de mange sammenstød hurtigt bliver en del af strategien.
Og der er hele tiden noget at køre for, da sejre i løb og serier, belønnes med nye komponenter, samt pengene til at købe dem for. På den måde er det altså ikke kun muligt at udvide sin garage med ”nye” motoriserede lig, men også installere alt fra nye motorkomponenter, til bedre affjedringer og støddæmpere for at puste liv i dem alle.
For de der har styr på deres spilhistorie, vil Wreckfest unægtelig trække en del paralleller til en af de oprindelige PlayStation-klassikere, det 24 år gamle Destruction Derby. For alle andre vil Wreckfest dog virke friskt, for siden PlayStation-udgivelsen har der været ganske få andre spil der har budt på den samme gang automobil-kaos, og ingen der har gjort det lige så overbevisende som her.
Wreckfest er et herligt underholdende bilspil, der trods sin humoristiske tilgang, gemmer på en af de bedste fysikmodeller i et bilspil og derved også leverer herligt hektiske ræs med biler med masser af tyngde.