Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.
Det er en hemmelighed for de meget få, at mit forhold til DJØF og djøfere ikke altid har været en dans på blomster, der stikker.
Mine til tider pavlovske reaktionsmønstre har formentlig afsæt i det sørgelige faktum, at jeg aldrig blev færdig med mit Polit-studie, og dermed aldrig selv blev DJØF'er.
Men nu har jeg fået fred med det hele, og jeg er parat til at sige UNDSKYLD til DJØF. De har haft ret hele tiden, og jeg har været helt forkert på den. Undskyld!
Min erkendelse startede til en 59-års fødselsdagsfest for nylig.
Min borddame til venstre hånd var DJØFer og sad med ansvaret for en afdeling af dygtige, varme hænder i en region vest for København.
Vi diskuterede de gode tider, vi har, sådan rent økonomisk, heriblandt det faktum, at mange ting ser ud til at tage rigtig lang tid nu om dage og involverer mange trin og rigelige ventetider før, under og efter hvert af disse trin. Og så sagde hun de befriende ord:
"Jeg synes, der er meget proces i tingene nu om dage".
Så brød aftensolen frem
Bang! Aftensolen brød frem bag skyerne, tågen lettede for mig, og Carl Nielsen og solsorten kvidrede fra emhætteudsugningen.
Jeg indså, hvordan tingene hænger sammen, og hvorfor jeg har taget fejl hele tiden.
Lad mig gennemgå det skridt for skridt:
1. Danmarks økonomi kører helt afsindigt godt
• Overskud på betalingsbalancen.
• Faldende udlandsgæld.
• Ingen arbejdsløshed.
• Ingen inflation.
• Intet lønpres.
• Negativ-rente-lån.
• Faldende priser på alt, undtagen fast ejendom, som alle mirakuløst alligevel har råd til.
• Huse uden stillads er et særsyn.
• Håndværkerne og kodekarlene er de nye rockstjerner og dukker op, hvis de gider og kaffemaskinen til 100K ikke er i stykker.
• Alle drikker kaffe med økologisk og bæredygtig havremælk.
• Italienerne har afløst svenskerne som dem, der holder butikkerne kørende i København, fordi danskerne ikke orker at stå i butik.
• Alle studerer ét eller andet og har mellem to og fire rigtige undervisningstimer om ugen, det vil sige at SU'en svarer til nogle tusinde kroner per konfrontationstime, hvilket egentlig er, sådan, ret godt.
• Ingen dumper til eksamen. Det afskaffede man ved indførelsen af taxametersystemet. Alle får deres titel, grad og diplom for gennemført studie. Det er egentlig også ret hyggeligt og rart og må da være med til at bevare ligheden.
• Og glem ikke de kurser, som folk hele tiden deltager i, både privat og på jobbet, med helt, helt fantastiske titler. Jeg nævner i flæng et fem-dages kursus til 26.500 kroner med cirka-titlen "Ledelse for ledere uden ledelsesansvar".
• Ingen tager noget som helst sådan rigtigt seriøst, og hvis man for eksempel har haft et urokkeligt, politisk ståsted lige før man får et fedt lobbyistjob, der så uheldigvis ikke matcher det ståsted, men så rigeligt matcher lønnen, er det da også bare helt cool. Det kan alle da forstå.
• Der oprettes stadigt flere og stadigt sjovere jobs med fantastiske titler i både det private og det offentlige.
• Der skrives bøger om al den tid, der ikke bruges til noget seriøst på arbejdspladsen, og folk har heldigvis rigelig tid til at læse dem.
• Og skulle vi kede os bare lidt, så kan vi jo bare checke Ekstrabladet.dk og cnn.com for at se, hvad der sker med hhv. Venstre og Brexit i lige netop dette øjeblik.
• Det offentlige budget stiger stadigt hvert år, ligesom antallet af offentligt ansatte. Det er sket hvert år siden 1930'erne og bliver nok ved i min restlevetid.
Executive summary: Det kører virkeligt for nationen, og virksomhederne buldrer deruda' med rekordoverskud, flere ansatte i udlandet end i indlandet og masser af gåpåmod.
Og ingen økonomiske teorier, og da SLET ikke økonomer, kan forklare denne fabelagtige tingenes tilstand. Ingen.
Da Dire Straits skrev endnu en sang om Vestens krise med titlen "Industrial Disease" sang de blandt andet lidt hånligt:
"Sociologists invent words that mean 'industrial disease'"
- og på samme måde prøver økonomer nu om dage at sætte ord på noget, de alligevel ikke kan forklare - men jeg tror de fleste gennemskuer dem, og det er jo desuden også bare sjov og ballade og tidsfordriv og underholdning på skærmen, når CEPOS endnu engang siger noget om, at klassiske, økonomiske teorier er gode nok og at alt lige skal justeres lidt ned eller op for at det bliver rigtigt godt. Og noget med råderum. Og så tilbage til vejrudsigten, som ret beset er mere spændende at høre om.
2. Og dog! Én ting er ikke så godt: Tilfredsheden i jobbet
Alle klager over ledelsen, uanset hvor de arbejder. Det er med til at gøre flere folk kede af det, og dermed få ondt i livet. Det er noget skidt.
Nogle mener, at når Maslows behovspyramide er besteget, og man lige som står dér på toppen, mor, og al det der selvrealiseringshejs har fået en ordentlig syg omgang deruda', så kan det være svært at finde mening med livet efterfølgende.
Overfladisk set kan man godt forledes til at tro, at der er noget om det.
Hold for eksempel øje med den stærkt stigende aktivisme omkring vigtige ting som planters menneskerettigheder, hundes ukrænkelighed og lovfæstede ret til stimulerende omgivelser (check Go Dogo), krystallers følelser og måske vigtigst af alt menneskets behov for et nyt og bedre numerologisk og kosmisk afbalanceret navn
Men nej!
Jeg mener noget andet!
Jeg tror nemlig, at vi skal holde fast i den dér detalje omkring elendig og/eller manglende ledelse for at forstå Danmarks helt fantastiske, økonomiske situation og generelle velædighed lige nu.
3. Forklaringen skal findes i tegneserien Dilberts management-teori
Dilberts management-filosofi er ikke helt simpel og indeholder mange komplicerede elementer, som kan kræve en del proces at få på plads i biksen - men den giver pote, så det vil noget, og jeg tror, at vi i Danmark er meget langt fremme i implementeringsprocessen.
OA5 (Out At Five) er for eksempel et bærende element, som foreskriver, at folk skal gå hjem fra arbejde senest klokken 17:00 i stedet for at sidde der og lade som om, at de laver noget.
Det SKAL jeg love for, at nationen har taget til sig. TITO-princippet (Tirsdag til Torsdag fra Ti til To) praktiseres i stor stil. Otte-timers-arbejdsugen er i sigte. Check.
Men den måske vigtigste detalje i Dilberts management-teori er denne: Det er vigtigt, at cheferne matcher chef-typen i Dilbert, som hedder Pointy-haired Boss, fordi hans hår stritter - hvilket er en af hans meget få egentlige kvalifikationer.
Man må for eksempel ALDRIG, ifølge Dilbert, udnævne en dygtig salgsleder eller forskningsleder til direktør.
For det første mister man en dygtig salgsleder eller forskningsleder og skal nu til at finde en ny, der jo så støjer og laver alt muligt om og forstyrrer alle omkring sig, og får alting til at stå stille i lang tid.
For det andet skal biksen nu pludselig have meget stærkt fokus på enten salg eller forskning og ikke meget andet.
Det læste jeg i The Economist for nyligt.
I artiklen genbesøgte journalisten både Peter's Princip og Dilberts Managementteori i forbindelse med en omtale af en meget stor undersøgelse om produktivitet og tilfredshed på arbejdspladser rundt om i Verden.
30.000 mennesker eller så dokumenterede, at de holdt op med at være produktive, når de havnede i et job, hvor de ikke var glade for at være.
Det er jo en meget, meget interessant variation over Peter's Princip om, at alle bliver udnævnt til deres niveau for inkompetence og min ven K's tilføjelse til dette, nemlig, at folk støjer maksimalt på arbejdspladsen, når de sidder lige under deres niveau for inkompetence (måske fordi de gerne vil forfremmes).
4. Tidens største dilemma er dette: Alle er utilfredse med ledelsen, men det går ufatteligt godt
Hvordan kan det på samme tid lade sig gøre, at alle er trætte af ledelsen men forretningen går fremragende?
Jamen, det er da oplagt!
Danmark har taget Dilberts princip til sig og som den første nation gjort den til et klippefast princip: Bosserne må under ingen omstændigheder have nogen som helst anelse om, hvad der foregår.
Det betyder ganske vist, at alle (naturligt nok) klager over ledelsen - men til gengæld har de fred til at passe deres job og gøre det rigtige og nødvendige, så biksen lykkes og har overskud.
Der sidder med andre ord en masse gode medborgere og passer deres arbejde på bedste vis trods et tungt hjerte.
Her kommer DJØF ind i billedet.
De har stædigt holdt fast i, at generalister (det er et fantastisk udtryk, hvis man tænker lidt over det) er vejen frem, og hvis der er noget man kan kalde Pointy-haired Boss i Dilbert med rette, så er det generalist.
Tillad mig at citere fra Wikipedia:
The Pointy-haired Boss (or Pointy-headed Boss often abbreviated to just PHB[1] or "The Boss") is Dilbert's boss in the Dilbert comic strip. He is notable for his micromanagement, gross incompetence, obliviousness to his surroundings, and unhelpful buzzword usage; yet somehow retains power in the workplace. In the Dilbert TV series, in which he is voiced by comedian Larry Miller, the character is notably smarter (although still quite stupid and inept) and more openly corrupt. He is also parodied in Bee Movie as Dean Buzzwell, also voiced by Larry Miller. Mr Perkins in Despicable Me is visually based on him. His motto is Anything I Don't Understand Must Be Easy.
5. Kan I se det? Alle generalist-DJØF'erne på alle de vigtige positioner skaber en masse proces, som skaber vækst fordi det ikke gør skade på de vigtige ting.
Alle hygger sig, kaffen bliver brygget i ro og mag på 100K-maskinen, kop for kop, i stedet for på en almindelig, hurtig og billig maskine, alle barnevognene har fået monteret en kopholder, ingen laver deres egen mad mere - og Danmark hamrer deruda'.
Tak til min borddame for at få mig til at indse, hvor vigtigt det er med proces fremfor handling, hvis Danmark skal bestå.
Tak til Dilberts far Scott Adams for den eneste anvendelige management-filosofi menneskeheden er blevet præsenteret for.
Tak, tak, tak til DJØF for deres mangeårige, ihærdige indsats for at redde Danmark og gøre os stadigt rigere. Og undskyld. Jeg fortryder alt, hvad jeg har sagt om jer.
Til sidst og slut vil jeg afslutningsvis ende og runde af med et lille, praktisk ledelsesfif, som jeg har set anvendt masser af gange gennem de mange år, men først fik konceptualiseret, da jeg læste Valhalla-tegneserien for nogle år siden.
Situationen er den, at guderne er på spanden og de kan ikke blive enige om hvem, der skal tage affære (og dermed naturligvis også få en masse bøvl, bruge tid og løbe en risiko).
En af dem påpeger ganske korrekt, at det faktisk er Odins ansvarsområde. Odin svarer derpå helt genialt i fire, nøje afmålte, stadier, dette (jeg har naturligvis omskrevet det, fordi jeg ikke gider slå det op igen men essensen er god nok):
1. "Det er korrekt, at det er mit ansvar. Det har jeg selv sagt, så det må jo være rigtigt."
2. "På den anden side har jeg MANGE andre ting at tage mig til".
3. "Desuden skal I lære at klare jer selv".
4. "Så find en anden".
De få af jer, der måtte ønske en kopi af hhv. Economist-artiklen og/eller striben med Odins ledelsesfif er velkomne til at skrive til mig på mno@NordicDataIntelligence.dk eller ringe/skrive på 5374 7100, og så sender jeg dem - efter den helt nødvendige proces - så hurtigt som muligt.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.