Artikel top billede

Vil du ha’ en Tesla på taget? Nu kan du bestille et traditionelt Tesla-solcelleanlæg i Danmark - se specs her

Tesla har åbnet for forudbestilling i Danmark af et mere traditionelt solcelleanlæg i tre størrelser, hvor cellerne ligger oven på dit eget tag. De endelige danske priser er dog stadig en hemmelighed.

Amerikanske Tesla har fået masser af opmærksomhed for sine tagsten med indbyggede solceller, men selskabet tilbyder også anlæg af mere traditionelt tilsnit beregnet for huse, som allerede har et tag.

Og nu kan danske husejere også forudbestille et anlæg. Tesla har netop åbnet for et bestillingssite, hvor man for 700 kroner kan melde sig som interesseret i et anlæg i en af tre mulige størrelser.

Et ‘Small’ på 3,8 kW, som producerer 7-9 kWh pr. dag.
Et ‘Medium’ på 7,6 kW, som producerer 13-19 kWh pr. dag
Et ‘Large’ på 11,4 kW, som producerer 20-28 kWh pr. dag.

Tesla angiver på sit amerikanske site, at et hus i Alaska på mellem cirka 90 og 180 m2 kan dækkes af et anlæg størrelse ‘Small’, der dog producerer 9-12 kWh pr. dag.

Et gennemsnitligt elforbrug i et dansk parcelhus på 140 m2 med fire beboere ligger på cirka 4.970 kWh.

Hint om priser?

Danske priser er endnu ikke tilgængelige. I første omgang er der altså bare tale om, at man kan sikre sig at blive blandt de første husejere i Danmark, som får en Tesla på taget.

I øvrigt er det faktisk ikke en Tesla men derimod solpaneler produceret af Panasonic, man bestiller. Panelerne er dog udelukkende fremstillet til Tesla, og det sker ifølge nyhedssitet electrek.co på Teslas Gigafactory 2 i Buffalo.

Prisen i USA er måske et hint om, hvor de danske priser lander.
Et anlæg i størrelse ‘Small’ koster cirka 10.800 dollars inklusiv montering svarende til cirka 73.000 kroner.

I seks amerikanske stater tilbyder Tesla også en slags leje/leasing af solcelleanlægget.

I Californien koster det 65 dollars svarende til cirka 440 kroner om måneden at leje et ‘Small’.

Tesla skriver, at man til gengæld kan forvente at tjene mellem 250 og 650 dollars svarende til mellem 1.700 og 4.400 kroner om året på at producere strøm på anlægget - i Californien, altså.