Martin Romvig, viceadministrerende direktør hos Danmarks nye bredbåndskæmpe Norlys, har sagt sin stilling op.
Norlys, der er en fusion mellem energi- og fiberselskaberne Eniig og SE, kan i forbindelse med opsigelsen ende med at betale mere end 16 millioner kroner i vederlag til Martin Romvig.
Martin Romvig vil, hvis han ikke tiltræder i et nyt job inden for de næste to år, få hvad der der svarer til tre års løn.
Kompensationen er fordelt således, at Martin Romvig får løn de næste 24 måneder, men modtager derudover også et et års løn i kompensation.
Det skriver Finans.
"Det betyder, at Martin Romvig vil få løn fra Norlys i 24 måneder, men hvis han tiltræder i et nyt job i denne periode, vil der ske en modregning i udbetalingen fra Norlys. Som led i fusionsforhandlingen er der desuden aftalt 12 måneder kompensation," oplyser Eniigs presseafdeling til Finans.
Årsløn på 5,4 millioner kroner
Martin Romvig havde i 2018 en årsløn på omkring 5,4 millioner kroner, hvis man medregner pension og andre goder.
Norlys ønsker ikke at oplyse til Finans, hvor dyr Martin Romvigs opsigelse bliver, men ifølge Finans' beregninger af direktørens tidligere løn som direktør hos Eniig betyder fratrædelsen, at han kan gå derfra med om mod 16,4 millioner kroner.
Integrationen mellem de to selskaber Eniig og SE kommer til at tage to år. Den skal udløse samlede synergi-gevinster på op mod en kvart milliard kroner.
Det kan du læse mere om her: Kæmpe fiberfusion på vej: Konkurrencerrådet giver grønt lys til fusion mellem SE og Eniig - men de skal makke ret
Som led i fusionsaftalen mellem de to selskaber blev det SE's direktør, Niels Duedahl, der endte i direktørstolen for Norlys.
Norlys kommer til at have Danmarks største fibernet og er på tv- og bredbåndsmarkedet næststørst efter Yousee, da Norlys står bag Stofa og Boxer.
Læs også:
Ni ting du bør bide mærke i i den nye regeringsaftale: Kan få betydning for it-sektoren
Eniig ansætter ny it-direktør: Morten Mathiasen skal stå i spidsen for stor it-omlægning