Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: NNIT har leveret et "meget skuffende" regnskab / Facebook har betalt selskaber for at oversætte brugeres stemme-chat / GDPR har fået makulator-salget til at eksplodere hos it-forhandler

NNIT har leveret et "meget skuffende" regnskab / Facebook har betalt selskaber for at oversætte brugeres stemme-chat / GDPR har fået makulator-salget til at eksplodere hos it-forhandler / Odenseansk tech-selskab fusionerer med Cloud-selskab / Coop vil stjæle kunder fra Nemlig.com med nyt online-sats

Godmorgen og velkommen til denne onsdags morgen-briefing.

Ved dagens it-nyhedsoverblik skal vi blandt andet forbi en fusion, et ekplosivt makulator-salg og Facebook.

Men først tager vi et kig på konsulenthuset NNIT, der har udmeldt en omfattende spareplan på bagkant af en mavepuster af et halvårsregnskab.

Rigtig god læselyst.

NNIT har leveret et "meget skuffende" regnskab

Det store, danske konsulenthus NNIT udkom med halvårsregnskab tirsdag aften.

Selskabets administrerende direktør, Per Kogut, skrev i forbindelse med regnskabet, at resultatet var "meget skuffende."

I andet kvartal 2018 viste bundlinjen et overskud på 57 millioner kroner, men for samme kvartal i 2019 er tallet faldet med over 39 procent til 34 millioner kroner.

I samme ombæring meddelte NNIT, at ledelsen har vedtaget en spareplan, der blandt andet ved at skære 250 stillinger skal spare selskabet 200 millioner kroner.

Det kan du læse mere om her:NNIT vedtager spareplan på mindst 200 millioner på grund af svigtende resultater: Skærer 250 stillinger

Du kan læse mere om regnskabet og NNIT's planer senere i dag, hvor Computerworld udgiver et interview med Per Kogut.

Facebook har betalt selskaber for at oversætte brugeres stemme-chat

Verdens største sociale medie har betalt underleverandører for at oversætte lydklip fra brugere af platformen

Det skriver Reuters.

Det Mark Zuckerberg-ledede selskab har bekræftet overfor Bloomberg, at det er fundet sted, men oplyser samtidig, at det ikke finder sted længere.

Facebook tilføjer, at de berørte brugere selv har valgt en indstilling i Messenger-appen, der giver lov til at deres stemme-chat bliver oversat.

Herefter har underleverandører eftertjekket, om Facebooks algoritme til at oversætte har gjort arbejdet korrekt, eller om ovesættelsen skulle ændres.

Selskabet har den senere tid fået meget kritik fra lovgivere for deres håndtering af brugernes data, skriver mediet.

GDPR har fået makulator-salget til at eksplodere for it-forhandler

Siden persondataforordningen trådte i kraft sidste år i maj er salget af makulatorer hos it-forhandleren JustMore.

Selskabet, der sælger kontorartikler, har oplevet en stigning på 300 procent i salget af makulatorer det seneste år.

"GDPR satte gang i et sandt hysteri for at beskytte virksomhederne bedst muligt. Men i farten glemte mange indkøbere at få den nødvendige rådgivning, og endte med deciderede fejlkøb, hvor særligt makulatorerne efterfølgende ikke har kunnet opfylde virksomhedernes behov eller er brændt helt sammen. Vi oplever derfor, at der i øjeblikket er et øget fokus på at få den rette maskine bestilt hjem," skriver administrerende direktør Michael Petersen i en pressemeddelelse.

Han oplyser desuden, at han forventer en stigning på 100 procent i indeværende år.

Det er særligt indkøbere for store og mellemstore danske virksomheder, som Michael Petersen ser vende tilbage til webshoppen. Forklaringen er virksomhedernes høje sikkerhedsniveau, der kræver, at de personfølsomme oplysninger destrueres efter bestemte regler, som små kontormakulatorer ikke kan leve op til.

Odenseansk tech-selskab fusionerer med Cloud-selskab

Techselskabet JDM fra Odense er fusioneret med CloudWorkers fra Lyngby.

Selskab, der fusionerede 1. juli, kommer fra 13. august til at gå under navnet JDM.

Fusionen styrker JDM's position som en af Danmarks stærkeste leverandører af skræddersyede Microsoft Cloud-softwareløsninger, fremgår det af en pressemeddelelse.

"CloudWorkers har, som vi, et stærkt fokus på Microsoft Cloud og netværk samt drift og support. Med de nytilkomne specialister går vi styrket mod vores mål: at hjælpe de danske virksomheder over på den Moderne Arbejdsplads gennem de bedste og mest komplette Microsoft 365 og Dynamics 365 løsninger på markedet," skriver direktør hos JDM, Jacques D. Møller.

Efter fusionen har selskabet nu lidt over 50 ansatte, fremgår det.

Coop vil stjæle kunder fra Nemlig.com med nyt online-sats

Den danske dagligvarekæde Coop vil snuppe københavneske kunder fra Nemlig.com med et nyt intiativ som online-supermarked.

Coop vil nu levere dagligvare til hoveddøren - selvom kunderne ikke er hjemme. På nuværende tidspunkt leverer Nemlig.com kun varer til kunder, der står og kan tage imod kasserne på hjemmeadressen.

Det skriver Børsen.

Morten Viktor er kommerciel direktør i Coop, og han forklarer til mediet, at det er en "online-krig", der handler om at vinde forbrugernes digitale gunst.

"Vi kan se fra bl.a. England, at kunderne vender tilbage til det onlinesupermarked, de handler hos i første omgang. Så det er en kamp om fremtidens marked," siger han til Børsen.