Artikel top billede

(Foto: Jacob Ø. Wittorff)

Innovationsdirektør Anne-Sofie Nielsen færdig hos Nemlig.com efter syv måneder på posten

Ved årsskiftet tog Nemlig.coms daværende teknologidirektør Anne-Sofie Nielsen skridtet op og blev forfremmet til innovationsdirektør. Men efter syv måneder i stillingen er hendes tid i selskabet nu forbi.

Innovationsdirektør Anne-Sofie Nielsen er færdig hos online-supermarkedet Nemlig.com.

Det sker blot syv måneder efter, at hun ved årsskiftet blev forfremmet fra en stilling som teknologidirektør, CTO.

Det oplyser Anne-Sofie Nielsen i et Linkedin-opslag.

"I næste uge vil jeg sige farvel til Stefan Plenge (administrerende direktør for Nemlig.com, red.) og resten af det fantastiske hold hos Nemlig.com. Det har været fire super spændende år som CTO og Chief Innovation Officer (innovationsdirektør, red.), og det tager pusten fra mig at tænke tilbage på alle de ting, vi har oplevet sammen; Lige fra at lave 'rip and replace' i vores lagerkontrolsystem til at lancere et prisvindende website og en prisvindende app," skriver Anne Sofie Nielsen i Linkedin-meddelelsen.

Stillingen som teknologidirektør havde Anne-Sofie Nielsen bestredet siden juni 2015, hvilket betyder, at hun nu forlader Nemlig.com efter lidt over fire års ansættelse.

Ved årsskiftet skiftede hun til en nyoprettet stilling som innovationsdirektør i en større ledelsesrokade.

Det kan du læse mere om her: Nemlig.com skifter ud i topledelsen med omfattende rokade: Her er selskabets nye CIO

Uvis årsag til fratrædelsen

I Anne-Sofie Nielsens Linkedin-besked forklarer hun ikke, hvorfor hun stopper hos Nemlig.com blot syv måneder, efter hun tiltrådte en ny stilling.

"Nu er det tid for mig til at finde en ny mulighed, hvor jeg kan udfolde min passion for at levere gode software-produkter- og services, bygge og skalere teknologi og product management teams og arbejde strategisk med at give konkurrenterne baghjul," skriver Anne-Sofie Nielsen i opslaget, hvor hun også opfordrer folk til at kontakte hende, hvis man kender til muligheder, der kan være interessante for hende.

Læs også: Nemlig.coms hemmelige algoritme skal skabe Danmarks mest personlige supermarked: "Vi vil være en moderne udgave af den gamle købmand, der kender dig, når du træder ind af døren"

Bestyrelsesmedlem for aarhusiansk it-virksomhed

Selv om Anne-Sofie Nielsen endnu ikke har fuldt overblik over fremtiden, står det allerede nu klart, at hun skal bruge en del af tiden som bestyrelsesmedlem for den aarhusianske it-virksomhed Alexandra Instituttet.

Her blev hun udpeget til bestyrelsen i april.

Computerworld har kontaktet Anne-Sofie Nielsen, der oplyser, at hun "ingen kommentarer" til forløbet om hendes fratrædelse.

Læs også: Alexandra Instituttet udnævner ny CEO: Han afløser Ole Lerhmann Madsen 1. oktober