Den kinesiske mobil- og netværksgigant Huawei har haft et udfordrende forår, efter at amerikanske handelssanktioner såede tvivl om mobilproducenten fremtidige samarbejde med Google og dets Android-software.
Trækket fik selskabet også at mærke herhjemme, hvor tvivl om hvorvidt Huawei-enheder overhovedet kunne fortsætte med sin nuværende Android-software, fik danske mobilkøbere til at tøve.
I en enkel måned gik mobilsalget markant tilbage, siger Huawei direktør for forbrugerprodukter,Ren Ke, til Ritzau.
”De første mange uger kunne vi se, at forbrugerne var bekymrede, og vi så et fald i vores salg. Det gik ned med omkring 20 pct. i Danmark, men det var kun omkring en måned, der var påvirket,” forklarer han.
To måneder efter den første runde sanktioner, synes den kinesiske mobilproducent at være tilbage på markedet, givetvis efter en opblødning af det amerikanske forbud mod producenten.
Sidst i juni returnerede Huaweis mobilsalg tilbage til niveauet fra før krisen.
Tal fra IDC Nordic indikerer, at Huaweis markedsandel er steget med mellem 10 og 20 procent mellem første kvartal 2018 og samme periode i 2019.
I tilfælde af, at de storpolitiske skærmydsler mellem USA, Kina samt Huawei tager til, har selskabet udarbejdet en nødplan, hvis Huawei bliver afskåret fra Googles services, i form af et egenudviklet styresystem og app-butik.
"Jeg er sikker på, at vi finder en løsning, så det er en backupplan i det ekstreme tilfælde, at vi ikke får lov at bruge Googles software. Som forbruger kan man være sikker på, at vores telefoner har Android og får alle opdateringer nu og lang tid frem," siger Ren Ke og påpeger, at flere modeller i disse dage kan få den nyeste Android-opdatering.
Læs også: Huawei er klar med eget styresystem som Android-afløser til efteråret
Danmark er fortsat et iPhone-land
Mens Huawei kæmper med at genvinde det tabte terræn på den danske mobilscene, er Apples iPhone fortsat danskernes foretrukne mobilmærke.
Her ligger Apple på en klar førsteplads med en 40 procents andel af det danske mobilmarked, omtrent det dobbelte af andenpladsen der skiftevis indtages af Samsung og Huawei.
Se også: Er Huawei truet på livet? Her er konsekvenserne af Google-forbud og amerikansk modstand