Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Jeff Bezos sælger Amazon-aktier for 12 milliarder / Google har nu flere knaster på kistebunden end Apple / Tidligere Ericsson-boss bliver salgsdirektør i Netdesign / Det danske salg af elbiler steg med 417 procent

Jeff Bezos sælger Amazon-aktier for 12 milliarder. Google er nu det selskab med fleste knaster på kistebunden. Tidligere Ericsson-boss bliver salgsdirektør i Netdesign. Det danske salg af elbiler steg med 417 procent. Netcompanys nye bestyrelsesformand: “Behøver ikke være den mest vidende”

Godmorgen

Her kommer ugens sidste morgen-briefing fra Computerworld.

Vi starter med nyheden om, at Amazon-topchefen Jeff Bezos har solgt en mindre del af sin aktiebeholdningen i den amerikanske gigant.

Jeff Bezos sælger Amazon-aktier for 12 milliarder

Amazons stifter og administrerende direktør Jeff Bezos har i løbet af de seneste tre dage solgt Amazon-aktier for 12 milliarder kroner.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters med henvisning til dokumenter fra det amerikanske børstilsyn SEC.

Amazon-stifteren er for nylig blev skilt, og dokumenterne fra SEC viser i den forbindelse, at Jeff Bezos ekskone Mackenzie Bezos nu er Amazons næststørste aktionær.

Jeff Bezos har fortsat 58,1 millioner aktie i Amazon til en samlet værdi på knap 745 milliarder danske kroner.

Google er nu det selskab med fleste knaster på kistebunden

Googles moderselskab Alphabet er nu det selskab i verden, der har flest knaster på kistebunden.

For ifølge den britiske finansavis Financial Times har Alphabet nu overhalet Apple som det selskab, der har den største kapitalbeholdning.

Alphabet har ifølge avisen 117 milliarder dollar i likvide midler, mens Apple har en kapitalbeholdning på 102 milliarder dollar.

Med til historien hører dog, at Apple gennem de seneste år målrettet har forsøgt at nedbringe sin kapitalbeholdning gennem udbytte- og aktietilbagekøbsprogrammer.

I marts 2018 lød Apples kapitalbeholdning på 284 milliard dollar, og her meddelte selskabets finansdirektør Luca Maestri, at Apple ønskede at dræne 163 milliarder fra sin pengekasse med henblik på at opnå en såkaldt neutral kapitalstruktur.

Tidligere Ericsson-boss bliver salgsdirektør i Netdesign

Den tidligere administrerende direktør for Ericsson Danmark Jørgen Alsing bliver ny salgsdirektør i TDC-virksomheden Netdesign.

Det oplyser Netdesign i en pressemeddelelse.

“Jeg blev hurtigt overbevist om, at NetDesign var det rigtige valg for mig, da jeg hørte NetDesigns CEO Marianne Horstmann beskrive strategien. Det er ganske enkelt en mission, jeg glæder mig til at bidrage til, for jeg brænder for at arbejde tæt på vores kunder, og være med til at designe og implementere løsninger, der kan hjælpe dem med at udvikle deres forretning og opnå deres mål. Og det er i høj grad NetDesigns mission,” siger Jørgen Alsing ifølge pressemeddelelsen.

Jørgen Alsing er 51 år og uddannet akademiingeniør fra DTU, og han tiltrådte stillingen den 1. august.

Det danske salg af elbiler steg med 417 procent

I juli steg salget af elbiler i Danmark med lidt over 417 procent i forhold til samme periode sidste år. Det oplyser organisationen De Danske Bilimportører i en pressemeddelelse.

Ifølge De Danske Bilimportører skyldes det dels en større grøn bevidsthed hos bilkunderne, og dels at der er kommet et større udbud af elbiler i et lavere prisniveau.

"Markedet for grønne biler er klart stigende, og det samme er danskernes opmærksomhed mod grønne alternativer. Udviklingen skyldes primært, at udbuddet er blevet lidt større, og at bilerne nu er kommet ned i en pris, der er til at betale for flere," siger Gunni Mikkelsen, administrerende direktør for De Danske Bilimportører ifølge en pressemeddelelse.

I juli blev der indregistreret 102 Tesla Model 3, der er den mest solgte elbil i øjeblikket.

Netcompanys nye bestyrelsesformand: “Behøver ikke være den mest vidende”

Netcompanys nye bestyrelsesformand Bo Rygaard har en lang og meget forskelligartet bestyrelseskarriere.

For udover formandsposten for Netcompany sidder han også i bestyrelsen for Parken & Sport & Entertaintment, spillestedet Vega og KFI Erhvervsdrivende Fond.

Men i et interview med Berlingske, slår han fast, at selvom alle brancher er forskellige, så er det at drive virksomhed en disciplin, som sjældent adskiller sig markant fra branche til branche.

“Jeg siger kun ja til poster, hvor jeg har en føling med forretningsgrundlaget. Men en bestyrelsesformand behøver ikke være den mest vidende på alle områder. Jeg har et bestyrelsesteam f.eks. i Netcompany, som består af yderst kompetente folk, som kommer fra IT-branchen. Og sådan er det også i de andre bestyrelser,” siger den 54-årige Bo Rygaard til Berlingske.

Om dagen i dag:

For præcis et år siden blev Apple det første amerikanske selskab til at runde en værdi på 1.000 milliarder dollar.

Apples markedsværdi er dog igen faldet til under den magiske grænse, og i skrivende stund er Microsoft det eneste selskab med en værdi på over 1.000 milliarder dollar