Den amerikanske forbruger- og konkurrencemyndigheder Federal Trade Commission (FTC) bekræfter nu, at Facebook som en del af et forlig skal betale en rekordstor bøde på fem milliarder dollar eller lige knap 33 milliarder kroner.
Det skriver FTC på sin hjemmeside.
Her oplyser myndigheden også, at der er tale om den største bøde FTC nogensinde har udstedt til en virksomhed, der har overtrådt sine kunders krav på privacy.
Ifølge FTC er bøden 20 gange større end den næststørste bøde, der er blevet udstedt for privacy-overtrædelser eller datalæk.
“På trods af dets gentagne løfter til milliarder af brugere over hele verden om, at de havde fuld kontrol over delingen af deres personlige oplysninger, så har Facebook undermineret forbrugerens ret valgfrihed,” siger formand for FTC Joe Simons ifølge FTC’s hjemmeside.
Bøde var ventet
Nyheden om bøden kommer dog ikke som nogen overraskelse. For den slap ud allerede i sidste uge, da den blev rapporteret af den amerikanske avis Washington Post.
Umiddelbart efter, at Washington Post offentliggjorde historien steg Facebooks aktiekurs, hvilket sandsynligvis skyldes, at aktiemarkederne havde forudset en straf der var endnu højere.
Læs også: Facebook-aktien tordnede i vejret efter rekordbøde
Skal følge nye retningslinjer
I forbindelsen med det forlig, der er indgået, har Facebook også indvilliget i at følge nogle helt nye privacy-retningslinjer.
De nye retningslinjer indebærer blandt andet, at Facebook skal foretage et såkaldt “privacy review” af hver nyt produkt og hver nye tjeneste, som virksomheden udvikler.
Alle selskabets "privacy reviews" skal herefter hvert kvartal overdrages til til Facebooks administrerende direktør, Mark Zuckerberg, samt en uafhængig vurderingsmand.
“Vi har indvilliget i at betale en historisk bøde, men hvad der er endnu vigtigere er, at vi kommer til at lave nogle markante strukturelle ændringer i forhold til, hvordan vi bygger vores produkter og driver virksomhed. Vi har et ansvar for at beskytte folks privatliv. Vi arbejder allerede på at leve op til det ansvar, men nu vil vi sætte en række helt nye standarder for hele branchen,” siger Facebooks stifter og administrerende direktør i et Facebook-opslag.
Læs også: USA på vej med milliard-bod til Facebook for privacy-brud