Man skal træde varsomt, hvis man besøger nogle af internettets mange frække sider.
Det har mange måske allerede haft på fornemmelsen, men nu bliver det også bekræftet i en videnskabelig rapport.
For ifølge tech-mediet Zdnet viser en helt ny rapport fra forskere hos Microsoft samt de amerikanske universiteter Carnegie Melon University og University of Pennsylvania, at mange pornosider er regulære privacy-fælder.
Rapporten konkluderer således, at pornosider i stort omfang lækker data, er fyldt med trackere samt at kun ganske få af siderne har en privacy-politik.
Læs også: Internettets store skrækscenarie: Din porno-historik kan blive lækket
93 procent lækker data
Ifølge rapporten bliver der lækket data til tredjeparter fra intet mindre end 93 procent ud af de 22.484 pornosider, som har indgået i undersøgelsen.
De data, der bliver lækket kan indeholder ganske prekære oplysninger om brugernes pornovaner og seksuelle præferencer.
De mange data havner typisk hos online annoncører og analytics-selskaber, som eksempelvis Google, Facebook, Oracle og Cloudfare.
Kun få har privacy-politik
I rapporten bliver det desuden konkluderet, at kun 17 procent af alle pornosiderne har en privacy-politik.
“Privatlivsbetingelserne er i gennemsnit 1750 ord lange og tager syv minutter at læse. Betingelserne er skrevet i et sprog, så folk skal have mindst to års universitetsuddannelse for at forstå dem,” lyder det fra forskerne bag undersøgelsen ifølge ZDnet.
Privatlivsbetingelser nævner i mange tilfælde også, at brugerne bliver eksponeret for trackere på hjemmesiderne.
Men forskerne påpeger dog, at det kun er 11 procent af de trackere, som forskerne identificerede på hjemmesiderne, som bliver nævnt i privatlivsbetingelserne
Læs også: Elendige kodeord afslører identiteten af brugere på Sex.dk
Fyldt med trackere
Og netop trackere er ekstremt udbredte på denne type sider.
Samlet set fandt forskerne trackere fra 230 forskellige selskaber, og der var i gennemsnit ni cookies per side og kun 17 procent af siderne var krypterede, hvilket betyder, at der er en risiko for at kodeord og brugernavne kan blive opsnappet.
Ifølge rapporten blev der fundet trackere fra Google på 74 procent af alle sider, mens Exoclick (40 procent) Oracle (24 procent), JuicyAds (11 procent), Facebook (10 procent) kom ind på de efterfølgende pladser over de mest udbredte trackere.
“Google har en politik om ikke at lægge serverplads til pornografi, men selskabet har tilsyneladende ingen grænser, når det handler om at observere folks pornobrug - ofte uden folks kendskab,” lyder det ifølge ZDnet fra forskerne bag rapporten.
Kan afsløre seksuelle præferencer
Forskerne bag rapporten hæfter sig desuden ved, at 45 procent af pornohjemmesiderne gør brug af en url-struktur, der kan afsløre folks seksuelle præferencer, hvis nogen vælger at foretage en nærmere analyse af de data, der indsamles via trackerne.
På baggrund af forskningsresultaterne råder forskerne bag undersøgelsen derfor eventuelle porno-surfere til at downloade en ad-blocker, der kan skærme dem mod de mange trackere.