Andrea Mundt, der står i spidsen for den tyske konkurrencemyndighed Bundeskartellamt, mener, at Facebook og Googles dataindsamling er konkurrenceforvridende.
Det skriver den amerikanske avis New York Times, der i løbet af juni har fulgt den magtfulde tyske konkurrence-chef, mens han har holdt foredrag om it-giganternes dataindsamling.
Andreas Mundt lægger dermed op til at ramme flere af selskaberne lige der, hvor det gør mest ondt på dem.
For dataindsamling er en helt central del af især Google og Facebooks forretningsmodel, der som bekendt tjener hovedparten af deres penge på at sælge annoncer på baggrund af data om brugerne.
Læs også: Margrethe Vestager ramte ikke Google der, hvor det for alvor gør ondt. Men hun kan nå det endnu
Brugerne har ikke noget valg
Ifølge avisen argumenterer Andreas Mundt for, at selskaberne har opnået en så dominerende position, at forbrugerne i dag ikke har andet valg end at afgive data til selskaberne, hvis de ønsker at foretage helt basale handlinger på internettet som eksempelvis at foretage søgninger eller få adgang til sociale medier.
De data som brugerne afgiver bliver herefter brugt til at styrke selskabernes i forvejen dominerende position, hvilket rammer potentielle konkurrenter, og derfor er selskaberne adfærd konkurrenceforvridende, lyder ræssonementet fra Andreas Mundt ifølge den amerikanske avis.
Læs også: Tyske myndigheder kan tvinge Facebook til store ændringer: Skal stoppe den omfattende dataindsamling
Ved mere om dig, end din kone gør
Ifølge New York Times gør Andreas Mundt brug af en helt særlig øvelse, når han til sine foredrag skal illustrere, hvor enorm viden it-giganterne har om os som borgere.
Her beder han publikum om at forestille sig, at der foran dem er en væg fyldt med deres personlige informationer. Informationerne på væggen er fordelt på kategorier som økonomi, lokationer, forhold og fritidsinteresser.
“Jeg kan garantere dig, at den væg ved mere om dig, end din kone gør,” siger Andreas Mundt ifølge New York Times.
Men for Andreas Mundt bliver det dog ikke kun ved snakken. Allerede i begyndelsen af året udstak det tyske Bundeskartellamt, som han står i spidsen for, en ordre om, at Facebook skal stoppe sin indsamling af visse brugerdata.
Den tyske konkurrencemyndighed var blandt andet kritisk over for Facebooks praksis med at indsamle data via tredjepartstjenester, som Instagram og WhatsApp (som Facebook selv ejer, red) og gennem brug af like og share-knapper på hjemmesider.
Ifølge New York Times har Andreas Mundt gennem adskillige år argumenteret for, at det har været nødvendigt med et indgreb over for seskabernes dataindsamling.
Men det er først i løbet af den seneste tid, at synspunktet for alvor er begyndt at vinde bred opbakning.
Vestager forudser regulering
En af dem, der deler han interesse for it-giganternes dataindsamling er EU’’s danske konkurrence-kommissær, Margrethe Vestager (R).
I et interview med Computerworld tidligere på året kaldte hun det for “den mest interessante diskussion i EU” i øjeblikket.
Her luftede hun en løsningsmodel, hvor brugerne får mulighed for at stille data til rådighed for it-giganternes konkurrenter
“Der mangler veje til at udøve vores dataejerskab på. Jeg vil virkeligt gerne stille de data, man producerer, når man foretager en Google-søgning, til rådighed for andre," siger Margrethe Vestager til Computerworld.