God morgen og velkommen til torsdagens morgen-briefing - vi håber du er kommet tørskoet gennem aftenens og nattens uvejr.
Volvo og Uber præsenterer produktionsklar, selvkørende bil
Vi starter med en automotiv nyhed. For Volvo og Uber har sammen præsenteret en produktionsklar, selvkørende bil.
Bilen, en Volvo XC90, er resultatet af et strategisk samarbejde der startede i 2016. Her er målet for Volvo at levere ti tusindvis basisbiler til autonom kørsel i de kommende år.
Ifølge de to selskaber er bilen, der anvender Uber’s system til autonom kørsel, fuldt selvkørende. Volvo understreger dog at bilen inkluderer adskillige back-up systemer til både styre- og bremsefunktioner såvel som batteri backup til ekstra rækkevidde.
Hvis et eller flere af de primære systemer af en eller anden årsag svigter, er back-up systemerne udviklede til at bringe bilen til omgående standsning.
”Midt i næste årti regner vi med, at en tredjedel af de biler, vi sælger, vil være fuldt selvkørende. Vores aftale med Uber understreger vores ambition om at være den leverandør, verdens førende delebilstjenester retter blikket mod” siger Håkan Samuelsson, adm. direktør og koncernchef i Volvo Cars i forbindelse med lanceringen.
Huawei til amerikanske Verizon: Betal for vores patenter
I hvad der virker til at være endnu et skridt i den kolde handelskrig mellem Kina og USA har Huawei bedt amerikanske Verizon om at betale for brugen af en række patenter.
Det skriver The Wall Street Journal, som tilføjer at Verizon efter sigende ikke er kunde hos Huawei.
Hverken Verizon aller Huawei vil direkte kommentere på striden. Men en talsmand for Verizon siger til The Wall Street Journal, at ”sagen er større end bare Verizon". En slet skjult henvisning til handelskrigen mellem stormagterne der pr. føres per stedfordtræder.
Samsung patenterer træk-ud-display
Samsung kæmper stadig med deres foldbare telefoner, som selskabet måtte trække tilbage næsten før de kom på gaden.
Det forhindrer dog ikke telefongiganten i at drømme videre. Senest med et patent på en træk-ud-display, som rulller sig sammen når de ikke bruges.
Det er The Verge der skriver historien. Men de tilføjer også, at der nok går nogle år før vi ser noget lignende i butikkerne.
Mary Meeker har 333 slides til dig - og dem bør du se
Vi missede den forleden, men måske gjorde du det også? Under alle omstændigheder kan vi ikke undgå at nævne, at Mary Meekers legendariske Internet Trend-rapport er klar til download.
Den fulde rapport kan du hente gratis her. I den kan du blandt andet læse at over halvdelen af klodens befolkning nu er på nettet, om hvilke forretningsmodeller der trender pt, om interactive gaming og om det voksende on-demand arbejdsmarked.
Download den før din konkurrent - og så ønskes du i øvrigt en god dag.