For et par uger siden havde ugens spilanmeldelse det nyste Super Smash Bros. i fokus – et spil der uden et eneste hik sendte kendte spilhelte fra alskens forskellige serier i flæsket på hinanden.
Ligeledes kan man på forskellige streaming-services nu se filmatiseringen af Ernest Clines fabelagtige skønsang til 80’erne, bogen Ready Player One, byde på biljagter med Doc Brown’s Delorean og Akira’s ikoniske motorcykel, mens det klassiske uhyre fra Aliens og King Kong optræder i biroller.
Grænserne er altså ikke længere de samme for hvad der kan, og hvad der ikke kan lade sig gøre når kendte licenser bliver lavet til gryderet i spil- eller filmform.
Det bør derfor måske heller ikke komme som en overraskelse at Mickey, Anders og Fedtmule nu igen sendes på eventyr i rollespilsland, skruet sammen af firmaet bag Final Fantasy, og dog virker det alligevel nærmeste stadig for godt til at være sandt.
Rollespilsgiganten Square Enix kickstartede hele vejen tilbage i 2002 serien på PlayStation 2, og trods at det sidenhen er blevet til forskellige sidehistorier, er det knapt 14 år siden at udvikleren sidst har brygget videre på hovedhistorien.
Ideen var dengang at kombinere Disneys magiske universer, historier og figurer med let tilgængelig rollespil, og trods at mange nok havde frygtet en slatten mellemvare, var resultatet et vaskeægte hit der både tog sig selv og sit emne seriøst.
Og respekten for kildematerialet er stadig helt intakt, hvilket man fornemmer efter kort tid med det nye eventyr. Udvikleren har igen taget sig tiden til at finde de rigtige stemmeskuespillere, kælet for animationen og føjet flere grafiske detaljer til end tidligere, således at særligt Fedtmule og Anders And vækkes til live på en måde som var de taget direkte ud af et fredagsafsnit af Disney Sjov.
Læs også: Anmeldelse: Nintendo sender Mario og vennerne på klassisk eventyr
Opbygningen er den samme som tidligere, og det betyder at hvert afsnit igen er inspireret af et kendt Disney-univers. Denne gang sendes man blandt andet på besøg i 100 Meter Skoven (Peter Plys), Arendelle (Frost), Monstropolis (Monster Inc.) og Toy Box (Toy Story) og det er noget nær umuligt ikke at lade sig charmere af dem og de velkendte personligheder man møder på sin vej.
Faktisk er det ganske umuligt at give i kast med Kingdom Hearts 3, uden med det samme at måtte beundre det stykke arbejde som Square Enix har lagt for dagen, med den digitale genskabelse af Disney materialet. Det føles ofte som at være hovedperson i en spilbar version af en Disney World-musical, og detaljegraden samt kærligheden til kildematerialet er på det nærmeste overvældende på den helt rigtige måde.
Det frustrerer derfor også at resten af pakken ikke på samme måde kan opretholde charmeangrebet.
Når man selv får lov at tage kontrollen over det hele, bydes man således på en blanding let platformspils-action og action-fyldte kampe hvor angrebskombinationer skal bruges, magiske angreb skal affyres og parader skal sørge for at livsenergien ikke bliver for lav.
Det er let at gå til men rummer stadig en overraskende stor dybde, og imponerer særligt når man bruger nogle af de specialangreb hvor Disney-figurerne også får lov til at hjælpe til, og det hele forvandles til minispil inspireret af forlystelser fra Disney World.
Hvordan det stadig kan være at kameraet har problemer med at følge med i det hele kan dog undre, for det var også et problem da serien debuterede, og ligeledes i de efterfølgende eventyr. Den slags hører simpelthen fortiden til, og at man ikke har fået rettet op på det og derfor ofte har svært ved at se hvad der foregår, er sløjt.
Det utvivlsomt største problem skal dog findes et andet sted. Trods at det er Disney figurer og universer der danner baggrund for det hele, er hovedpersonen drengen Sora, der via sit specielle nøgle-sværd er personen der kan stoppe den onde Xehanort.
Det er i sig selv en lidt underlig drejning, når nu den egentlige charme skal findes i Disney-licensen, og det derfor nok havde givet mere mening at lave en historie der derfor fokuserede på de kendte figurer og deres udfordringer.
Særligt problematisk bliver det dog ved at Kingdom Hearts 3 bygger direkte videre på en helt afsindig historie, der er blevet spundet over noget lignende ti forskellige spil, og har inkluderet adskillige genopstandelser, reinkarnationer og vanvittige twists.
Resultatet er et rod der for længst er løbet komplet løbsk, og kræver at man selv tager sig tiden til at finde et fan-skrevet sammendrag af det hele, før man har den fjerneste anelse om hvad pokker der foregår. Selv herefter vil man dog med stor sandsynlighed erfare at historien hverken er særlig godt skruet sammen eller interessant, og i stedet er den slags lommefilosoferende metervare som alt for mange japanske rollespil har tendens til at rode sig ud i.
Og det giver et stort problem for Kingdom Hearts 3. Allerede fra den første times spilletid læner det sig således klods op af handlingen fra tidligere kapitler, uden rigtigt at tage sig tiden til at fortælle nye spillere hvad der foregår eller hvorfor de bør interessere sig for det.
Fans af serien vil have det nemmere, men vil stadig stå med et eventyr der har alt for travlt med rode rundt i fortiden, samtidigt med at det forsøger at bygge en konklusion på hele serien, der faktisk ender en smule skuffende.