Mere end fem måneder efter Visma Consulting fyrede topchef Torben Ryttersgaard, der havde siddet i stillingen i under et år, har selskabet fundet sin nye permanente administrerende direktør.
Selskabets tidligere administerende Carsten Boje Møller har siden fyringen af Torben Ryttersgaard bestredet posten ved af sin stilling som divisionsdirektør for Custom Solutions-divisionen.
Nu kan Carsten Boje Møller igen koncentrere sig fuldt ud om Custom Solutions-divisionen.
Den nye topchef for Visma Consulting bliver Lars Berthelsen, der er hentet fra Dansk Hørecenter, hvor han i de seneste år har fungeret som topchef.
Læs interview med Lars Berthelsen her: Her er splinterny Visma-topchefs planer for selskabet
"Jeg har haft forskellige samarbejdsflader med Visma i min fortid, og jeg synes, det er en utrolig spændende virksomhed. Desuden har man lavet en række interessante opkøb, som har bidraget til en stærk positionen i det danske marked," siger Lars Berthelsen til Computerworld og fortsætter:
"Jeg kommer fra it-branchen og har tilbragt 10 år i SAS Institute. Jeg har et ønske om at vende tilbage i it-branchen, og jeg brænder for det her komplekse løsningssalg. Jeg brænder for at løse udfordringer, hvor it er fundamentet for løsningen."
Bliver også dansk chef for Custom Solution
I forbindelse med fyringen af Torben Ryttersgaard, gjorde Carsten Boje Møller det klart, at det kunne tage op imod et halvt år at finde afløseren.
Ifølge Lars Berthelsen har forhandlingerne, da også stået på i et par måneder.
"Sådan en beslutning tager noget tid, så vi har følt hinanden på tænderne over nogle måneder. Jeg skulle finde ud af, hvad Visma vil, og Visma skulle finde ud, af hvad jeg indeholder. Det er ikke kommet fra den ene dag til den anden. Det har været en grundig proces fra begge parter," siger han.
Læs også: Visma Consulting fyrer topchef Torben Ryttersgaard efter under et år på posten: Genindsætter tidligere direktør
Udover stillingen som topchef for Visma Consulting, får Lars Berthelsen også ansvaret for den danske afdeling af Custom Solutions-division, som Carsten Boje Møller styrer på koncernniveau.
MIND4iT, Co3 og Kapacity er udover Visma Consulting de resterende selskaber i den danske Custom Solutions-division.
Den danske division, der rummer 273 ansatte, forventes at omsætte for 390 millioner kroner i 2018.
I alt består divisionen af 21 selskaber på tværs af fem lande.
"Lars Berthelsen kommer med en skarp kommerciel erfaring, som han senest har brugt ifm. en imponerende ekspansion og repositionering af Dansk HøreCenter. Dernæst har Lars igennem en længere årrække været med til at skabe iøjenfaldende salgsresultater hos SAS Institute, hvor han både har arbejdet med det private og offentlige marked. Det er erfaringer, der uden tvivl vil komme Visma til gode i vores fortsatte vækststrategi," lyder det en i pressemeddelelse fra Carsten Boje Møller om ansættelsen af Lars Berthelsen.
Læs interview med Lars Berthelsen her: Her er splinterny Visma-topchefs planer for selskabet