Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Danske byggepladser i million-satsning på 3D-print / Kinas præsident hævder at han ønsker ”et mere fair og uafhængigt internet” / Danish Crown nyder godt af data fra Alibaba / Digital sex-afpresning boomer på internettet

Danske byggepladser i million-satsning på 3D-print. Kinas præsident hævder at han ønsker ”et mere fair og uafhængigt internet”. Danish Crown nyder godt af data fra Alibaba. Digital sex-afpresning boomer. HItman 2 får verdenspræmiere. Åbne kontorlandskaber gør dig mindre social og mere digital og sommerens hedebølge koster Zalando dyrt.

Godmorgen.

Her kommer onsdagens morgen-briefing fra Computerworld.

Vi starter med en nyhed fra den danske byggebranche, der nu kaster sig ud i en ny stor satsning på 3D-printere.

Danske byggepladser i million-satsning på 3D-print med beton

Innovationsfonden og Teknologisk Institut har sammen med en kreds af partnere skudt 24 millioner kroner i projektet N3XTCON, der skal sikre, at 3D-print af betonkonstruktioner får sit gennembrud på danske byggepladser.

Det skriver erhvervsmediet Finans.

”Med projekt N3XTCON skal byggebranchen udvikle et computersimuleringsværktøj og betonprintere med tilhørende styring, hvilket vil skabe helt nye muligheder ved fremtidige byggerier, ” siger Thomas Juul Andersen, der er faglig leder ved Teknologisk Institut, til Finans.

Projektet løber ifølge Finans over en fire-årig periode og har udover Teknologisk Institut også opbakningg fra en række store spillere i den danske byggebranche. Her i blandt NCC, Aalborg Portland, Pension Danmark og arkitektfirmaerne Henning Larsen Architechts og Bjarke Ingels Group.

Kinas præsident hævder at han øsker ”et mere fair og uafhængigt internet”

Den kinesiske præsident Xi Jinping, der for nylig udnævnte sig selv til livstidspræsident, ønsker et større internationalt samarbejde, der skal sikre ”et mere fair og uafhængigt internet”.

Det oplyste Xi Jinping i en tale i nat, skriver nyhedsbureauet Reuters

Det er endnu uklart, hvad den kinesiske præsident helt præcist forstår ved ”et mere fair og uafhængigt internet.” Men tidligere har præsidenten været fortaler for såkaldt ”cyber suverænitet.”

Det er et koncept, der ikke tager udgangspunkt i den enkelte borgers frie adgang til information, men i stedet handler om, at hvert enkelt land bør have friheden til censurere og kontrollere internettet.

Netop Kina er kendt for at have et omfattende system til censur af internettet. Et system der ofte bliver benævnt The Great Firewall of China.

Den kinesiske internetcensur er ifølge BBC blandt andet er blevet brugt til at censurere billeder af Peter Plys. Noget der blev sat i værk da kinesiske internetbrugere påpegede, at den kineske præsident havde en slående lighed med den honningspisende bamse.

Danish Crown nyder godt af data fra Alibaba

Som Computerworld skrev i går har det danske slageri Danish Crown netop indgået en aftale på mindst 2,3 milliarder kroner med den kinesiske online-gigant Alibaba.

Den aftale giver ifølge Børsen Danish Crown adgang til helt nye data om forbrugernes kødvaner.

”Den store forskel er, at når du kører onlinehandel, har du en utrolig indsigt i, hvad der driver forbrugere, og hvad der virker og ikke virker, det er meget mere direkte end i en butik. Så du er mere datadrevet, og det er en helt anden måde at arbejde på," siger Danish Crowns topchef Jais Valeur til Børsen.

Digital sex-afpresning boomer – truslen kommer fra disse lande

Fænomenet sextortion boomer i øjeblikket.

Og nej, der er desværre ikke tale om en ny pikant afløser for den københavnske musikgadefest Distortion.

Der er i stedet tale om digital sexafpresning, hvor it-kriminelle kontakter internetbrugere og hævder, at de er i besiddelse af seksuelt sensitivt materiale om dem.

De it-kriminelle tilbyder at slette materialet mod en betaling, som de ofte kræver udbetalt i bitcoin. Hvis du ikke betaler vil de sende materiale til din omgangskreds, lyder truslen.

It-virksomheden Cisco oplyser dog i en pressemeddelelse, at de it-kriminelle som regel bluffer. De it-kriminelle får dog ofte deres henvendelse til at virke troværdig ved at referere til offentligt tilgængelige data fra sociale medier.

Cisco har desuden kortlagt, hvilke fem lande de fleste sextortion-angeb udgår fra, og kortlægningen afslører, at det især er it-kriminelle fra Asien, der står bag svindlen.

1. Vietnam (15,9 pct.)
2. Rusland (15,7 pct.)
3. Indien (8,5 pct.)
4. Indonesien (4,9 pct.)
5. Kazakhstan (4,7 pct.)

HItman 2 får verdenspræmiere på fredag

På fredag får det danske computerspil Hitman 2 verdenspræmiere, hvor det bliver lanceret på syv kontinenter.

IO Interactive, der står bag Hitman-serien, har udset det nye computerspil til at være et comeback til den populære Hitman-serie, der er en af Danmarks største kulturelle eksport-eventyr.

I en pressemeddelelse oplyser IO Interactive, at spillet har været under udvikling i to år og 230 udviklere har arbejdet projektet. Det er IO Interactives forventning at spille vil komme til at omsætte for én milliard kroner.

Åbne kontorlandskaber gør dig mindre social og mere digital

Den generelle antagelser er, at åbne kontorlandskaber skaber mere snak og social interaktion kollegerne i mellem.

Men et nyt studie lavet af de to forskere Ethan S. Bernstein og Stephen Turban fra Harvard Business School er kommet frem til den stik modsatte konklusion.

Ifølge undersøgelsen, der bygger på erfaringerne fra to selskaber der er gået fra traditionelle kontorer til åbne kontorlandskaber, så faldt face-to-face-kontakten mellem medarbejderne med 70 procent.

De åbne kontorlandskaber betød således, at medarbejderne i højere grad trak sig tilbage rent socialt og i stedet valgte at kommunikere via digitale kanaler som e-mail og instant messaging.

Sommerens hedebølge koster Zalando-dyrt

Den digitale tøjbutik Zalando havde et skuffende tredje kvartal, der viste et driftsresultat på minus 38,9 millioner euro. Et resultat som virksomhedens administrerende direktør Rubin Ritter i en pressemeddelelse betegner som skuffende.

Zalando oplyser at resultatet skyldes manglende vækst på grund af den usædvanligt varme europæiske sommer, der resulterede i nedsat efterspørgsel og en forsinket omstilling fra sommer-kollektion til efterårs-kollektion.

Zalando fik dog en kundetilgang på en halv million, og kan nu bryste sig af at have 25,1 millioner aktive kunder.