Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.
Hvad er den vigtigste app, du som it-virksomhed skal kende i forhold til at udvikle din forretning i fremtiden? Det er den app, der får dig til at investere en time hver uge på fremtiden.
App’en findes ikke, og faktisk behøver du slet ikke en app til det.
Det kræver i stedet en mindset-ændring i forhold til forståelsen af, hvad der vil sikre jeres fortsatte succes og vækst.
Lige nu oplever jeg alt for mange danske it-virksomheder, som har så meget fokus på drift og optimering, at de ikke i tilstrækkelig grad har overskud og plads i hovedet til at skabe deres fremtidige cashcows og alternative forretningsmodeller. De er fanget i nu’et, så at sige.
Den amerikanske fremtidsforsker Daniel Burrus, der af mange regnes som verdens bedste til at forudsige fremtiden, har for nyligt været ude og understrege vigtigheden af, at enhver virksomhedsleder og medarbejder dedikerer en time hver uge til at kigge ind i fremtiden.
Burrus har studeret de mest succesfulde organisationer i verden og fundet frem til, at man de steder, hvor man afsætter tid til at studere trends og tendenser i dybden, også er væsentligt mere innovative og profitable end gennemsnittet.
Nye innovationer og cases
Den ugentlige time kunne eksempelvis bruges på at orientere sig omkring nyee innovationer, cases fra frontrunners indenfor branchen etc.
Det kunne også handle om at orientere sig i helt andre brancher end sin egen for derigennem at hente inspiration til, hvordan man kan skabe endnu bedre produkter og services til sine kunder i fremtiden.
Udfordringen er lige nu, at vi har masser af værktøjer (og apps for den sags skyld) til at styre den daglige drift og organisation, ligesom vi har lange strategier, hvori der blandt andet står, at vi skal være innovative og fremsynede.
Imidlertid kender du sikkert til, at langt fra alle strategier eller planer bliver til kultur og virkelighed, fordi enten ledelsen eller medarbejderne ikke har det tilstrækkelige overskud til at få handlet på tingene.
Der er mange årsager til dette, men ikke mindst har begrebet ’forandringsparat’ været et onde i ledelseskredse det seneste årti.
I mine øjne er det et forfærdeligt begreb, når vi taler innovation og vækst, for det at være ’parat’ er lig med at være passiv.
Når man er parat til noget, så venter man på, at det skal finde sted.
I praksis har jeg oplevet, hvorledes det fører til, at organisationerne sætter sig ned og skriver lange worddokumenter og producerer et utal af powerpointslides, men intet af det fører til de forandringer, som ellers var målet. Man har blot gjort sig ’parat’.
Brug en time om ugen til at skabe fremtiden
Jeg opfordrer derfor altid både ledere og medarbejdere til at være forandringsskabende og organisere deres teams og hverdag på en måde, hvor der er ’mindspace’ til at bruge eksempelvis en time om ugen til at skabe fremtiden.
Det kræver fra ledelsens side, at medarbejderne rent faktisk har denne tid, og det kræver af ledelsen selv, at man afsætter tiden til ganske enkelt at sætte sig ind i nyt stof og blive klogere. Også selvom disse timer ikke kan faktureres eller giver kortsigtet udslag på bundlinjen.
Der findes som sagt ikke denne fremtidsapp, men selv hvis der gjorde, ville det risikere at blive endnu en app, du ikke får anvendt på din smartphone.
Derfor har jeg i stedet oplevet to meget simple måder, hvorpå man kan gøre dette til en kultur for både sig selv og organisationen som helhed.
De er lige så effektive, som de er banale:
1) Tilføj én time om ugen i din digitale kalender. Kald denne time for ”Skab fremtiden timen”. Hvis du ligesom undertegnede kan have en tendens til alligevel at klemme noget andet ind i stedet for denne ”fritime”, så tilføj et ”Må ikke slettes eller ændres” i din kalender. På den måde minder du dig selv om, at hvis du ikke skaber fremtiden hver uge, så gør nogle andre det i stedet.
2) Tilføj punktet ”Skab fremtiden” på jeres månedlige statusmøder, eller hvornår I måtte holde disse internt. På den måde bliver det meget tydeligt, at dette er en prioritet i jeres organisation. Hvis du ikke mener, at I har tid til dette, så fjern punktet ”Eventuelt” fra agendaen og klart eventuelt-punkterne over en kop kaffe eller via e-mail.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os noget tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.