Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.
Undrer du dig også over, hvorfor hver eneste teknologileverandør partout skal have en holdning til såkaldte ”smart cities”?
Der er helt sikkert nogen, der føler, at de har det rette netværk eller de rette dataanalyseplatforme, der kan passe ind alle steder verden over. At alt, du skal gøre, er at anvende noget specifikt udstyr, og med et er din by på vej til at blive ”smart”.
De fleste er dog klar over, at det ikke er sådan, det fungerer.
Store barrierer
Hver gang jeg besøger en smart city-konference eller en by, der har indført smart city-løsninger, bliver jeg mindet om de barrierer, der er i forhold til at føre visionerne ud i livet.
Der er tale om fysiske, juridiske og tekniske barrierer, som vi ikke umiddelbart kan gøre noget ved.
Når en teknologiforhandler for eksempel foreslår, at han kan trække al data fra ethvert hjørne i byen for at implementere smarte løsninger, så er det faktisk umuligt. De juridiske systemer og tempoet i den teknologiske udvikling står i vejen.
Der er naturligvis hele tiden nye, smarte teknologier, der bliver prøvet af verden over, og som forbedrer forbindelsen mellem de offentlige tjenester. Men en enkelt smart teknologi-løsning resulterer ikke i en ”smart city”.
Hvis vi virkelig vil gøre alvor af visionen om en ”smart city”, er vi nødt til at anerkende, at vi ikke ved alt endnu.
De mange leverandører, der taler om ”smart cities”, har alle fat i noget, men hvis vi skal gøre alvor af ambitionerne, er vi leverandører nødt til at arbejde sammen om at forbedre de eksisterende løsninger. Det betyder blandt andet åbne standarder og teknologisamarbejde.
Brugeroplevelsen og sikkerheden halter
Når jeg bevæger mig rundt i København, bliver jeg indimellem imponeret over, hvor smart byen egentlig er med Wi-Fi-dækning alle vegne og mulighed for kontaktløs betaling.
Men teknologierne arbejder ikke sammen, og indtil vi får løst dette, vil byens borgere ikke have oplevelsen af at være ’forbundne’, og samtidig vil der være store sikkerhedsmæssige udfordringer med det tilsluttede udstyr i byen.
Overvej eksempelvis hvad det betyder at give trådløs adgang til en by med en million indbyggere. Det kræver tusindvis af adgangspunkter – både indendørs og udendørs.
Hvis en by eksempelvis ønsker at tilbyde en online-cykeludlejningstjeneste, er man nødt til at have flere tusinde IoT-sensorer og forskellige typer hardware, der skal tilsluttes. Alt dette skal håndteres meget omhyggeligt, fordi jo flere tilsluttede enheder vi har, jo mere udsatte er vi for at blive angrebet.
Efter at have foretaget en undersøgelse af lokale bystyrer sidste år, fandt vi hos Aruba Networks ud af, at 86 procent af dem, der har implementeret IoT-løsninger i deres by, allerede har oplevet sikkerhedsbrud. At dele data på tværs af systemer er essentielt for ”smart cities”, men vi bør tage sikkerhed og privatliv meget alvorligt.
Skal være muligt at skelne
For at skabe bedre sammenhæng er vi nødt til at begynde med et netværksmiljø, der kan segmentere de individuelle brugere og enheder, som skal forbindes.
Helt konkret skal det være muligt at skelne mellem forskellige former for hardware og software for på den måde at kunne fortolke, om trafikken er fra en vejføler eller en borgers mobilenhed.
Dermed kan it-teamet prioritere forbindelser til specifikke tjenester i takt med, at der er brug for dem og isolere trusler udefra, så snart de bliver identificeret.
Dette kan kun lade sig gøre ved at samarbejde med flere leverandører.
Åbne standarder er nødvendige for at skabe ’smart cities’
Forestil dig, at du vil implementere trafikinformationstjenester i din by, men at din eksisterende hardware ikke er kompatibel med den software, du har brug for.
Så er it-medarbejderne nødt til enten at droppe den nye service eller udskifte deres udstyr. Og netop at integrere ældre teknologi med ny ved vi, at rigtig mange kæmper med i dag.
Hvis vi vil skabe ”smart cities”, der holder, kommer vi dermed ikke uden om en åben infrastruktur, der er baseret på åbne industristandarder, åbne API’er, open source-kodning og som er tilgængelig for et åbent netværk af partnere.
Ud over de åbenlyse funktionalitetsfordele ved åbne standarder, så er åbne standarder også lig med gennemsigtighed, særligt når det gælder, hvem der har adgang til forskellige typer af data, hvilket er afgørende for igangværende sikkerhedsindsatser.
På for eksempel Cambridge University i England har de via en åben netværksinfrastruktur banet vejen for offentlig netværksadgang, der kan anvendes af lokale udvalg, tjenesteudbydere, studerende, forskere og offentligheden til alt lige fra biblioteksreservationer til rejseopdateringer.
Tusindvis af borgere bruger netværket på tværs af hele byen, og mange typer af it-systemer er i brug.
Det har ingen betydning for de enkelte brugere, der kan koble sig på nettet, uanset hvor i byen de befinder sig. Borgerne i Cambridge er dermed i stand til at komme hurtigere fra A til B, og det er i sidste ende, hvad ”smart cities” handler om.
For at lykkes med at skabe ”smart cities” er vi nødt til at give slip på idéen om, at en enkelt leverandør kan skabe en ”smart city” alene. Og for virkelig at forbedre borgernes velfærd er det nødvendigt, at vi skaber ”smart cities” baseret på åbne standarder med sikkerhed og brugeroplevelsen for øje.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os noget tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.