TDC cementerer sin suveræne position som danskernes foretrukne mobilselskab.
I årets første tre måneder voksede antallet af mobilkunder hos Danmarks største mobilselskab med 46.000, men TDC topper den stigning i andet kvartal.
Her har selskabet hentet 48.000 nye mobilkunder, der fordeler sig således, at 2.000 af kunderne er private mobilkunder, mens de resterende 46.000 er forretningskunder.
Over det seneste år har TDC hentet 168.000 nye mobilkunder.
TDC står nu for mere end 40 procent af omsætningen på det danske mobilmarked.
Og den fortsatte vækst kommer ikke ligefrem som en stor overraskelse i den danske mobilkrig.
Det kan du læse mere om her: Derfor smadrer TDC konkurrenterne i den danske mobilkrig
Tilbagegang hos Telenor og Telia
I de seneste år er TDC blevet mere og mere dominerende blandt de danske mobiludbydere.
Selskabet har samlet rundet mere end tre millioner mobilkunder i Danmark, mens de nærmeste konkurrenter, Telenor og Telia, henholdsvis oplever massiv kundeflugt og svingende salg af mobilabonnementer.
Læs også: YouSee hæver priserne på alle tv-pakker igen
Siden nytår har Telenor tabt 62.000 mobilkunder, og det samlede kundeantal er på vej fra 1,8 millioner ned imod 1,7 millioner.
Telia, der er landets tredjestørste mobilselskab, tabte samlet 20.000 mobilkunder i første halvdel af 2018, hvilket kommer efter et år, hvor selskabet tabte hele 10 procent af sine mobilkunder.
Det betyder, at Telia har under 1,5 millioner danske mobilkunder.
Læs også: Mobilselskabet 3 haler ind på Telia: Har hentet 19.000 nye kunder i 2018
Kontakt med staten giver boom hos TDC
Man skal ned til landets fjerdestørste mobilselskab 3 for at finde den næste udbyder med fremgang.
3 har skaffet 31.000 nye mobilkunder i 2018 og har passeret 1,3 millioner kunder, men TDC har altså over dobbelt så mange mobilkunder.
Læs også: TDC køber 40 procent af dansk cloud-komet for større tocifret millionbeløb
Intet tyder på, at TDC's dominans på det danske mobilmarked stopper lige foreløbigt.
I starten af året vandt TDC nemlig et udbud hos staten på 100.000 mobilabonnementer.
TDC har tidligere oplyst, at 90 procent af de kunder ville være flyttet over til TDC fra konkurrenten Telenor ved udgangen af august måned, men de tæller altså først med i tredje kvartal, hvor der dermed kan forventes et endnu større boom i TDC's mobilkundetilvækst.
TDC oplyser til Computerworld, at alle de 100.000 statslige mobilabonnenter er overflyttet fra Telenor inden udgangen af året.
Læs også: Overblik i krigen om de danske mobilkunder: Hvordan har dit mobilselskab klaret sig?