Så skete det igen.
En af landets store netbanker er ramt af nedbrud - og endda på månedens sidste dag, der dermed også er lønningsdag.
Denne gang er der tale om Nordeas netbank, der har været umulig for Nordea-kunderne at tilgå siden i morges.
Nordea står selv for bankens netbanksløsning, hvilket betyder, at ingen andre danske banker er ramt af nedbruddet, som Nordea selv lokaliserede klokken 8 tirsdag morgen.
"Vi har lokaliseret problemet til at være i vores interaktion med NemID. Vi arbejder på højtryk på at få alt til at køre igen. Lønudbetaling og alle andre overførsler er gennemført som normalt, men lige nu vil nogle kunder opleve, at de ikke kan komme igennem til vores netbank, mobilbank og investorplatform ved at bruge NemID. Det beklager vi over for vores kunder. Vi gør alt, hvad vi kan for at få løst problemet hurtgist muligt," siger Mads Sixhøj, pressekonsulent i Nordea til Computerworld.
Hvornår forventer I, at netbanken er oppe at køre igen?
"Det kan vi ikke sige noget om på nuværende tidspunkt."
Artiklen fortsætter under grafikkerne.
Frustrerede kunder
Nedbruddet har medført en række vrede kommentarer fra frustrerede kunder på Nordeas Facebookside.
Kunder har meldt om nedbrud fra morgenstunden, og klokken 9.15 bekræftede Nordea så nedbruddet på Facebook med følgende ordlyd.
"Kære kunder. Vi oplever desværre nogle tekniske udfordringer, der påvirker net- og mobilbanken. Flere oplever dog at login på mobilbanken fungerer, men tager længere tid end normalt. Vi knokler for at løse det. Følg med her på siden for seneste opdatering."
Klokken 13.05 opdaterede Nordea indlægget med en ny besked, hvor banken oplyste, at den endnu ikke kunne give en tidshorisont på, hvornår driften vil blive normal.
"Vi arbejder stadig på højeste blus for at løse vores tekniske udfordringer. I øjeblikket har vi desværre ingen tidshorisont. Vi opdaterer så snart, vi har nyt. Vi er rigtig kede af, de gener det må give."
Det er ikke mere end en måned siden, at netbankerne hos Sydbank, Alm. Brand, Jyske Bank og Sparekassen Sjælland-Fyn også var ramt af nedbrud.
Det kan du læse mere om her: Bankdata ramt af nedbrud: Mindst fire danske mobil- og netbanker i problemer - se her om du er ramt
Læs også: Nedbrud i net- og mobilbanker breder sig til 11 banker: Alle Bankdatas kunder er ramt