For Apple handler det ikke længere om at erobre nye kunder.
I stedet har Apple i stigende grad fokus på at hive flere penge ud af sine eksisterende og købestærke kundegruppe.
Det seneste eksempel på den strategi er Apples Homepod, der gennem den seneste måned har stået på mit køkkenbord.
En iPhone i ny og næ er ikke nok
Det anslås, at der er mere end en halv milliard iPhone-brugere i verden, og det er efterhånden vanskelligt at forestille sig, at Apple vil have held til betragteligt at udvide iPhone-markedet.
Derfor er det ikke længere tilstrækkeligt, at kunderne i ny og næ køber en ny iPhone, iPad og en Mac, hvis Apple ønsker at tilfredsstille aktionærernes ubønhørlige krav om fortsat vækst.
Apple forsøger derfor i stigende grad at sælge services som iCloud og Apple Music til de eksisterende brugt samt sælge en række nye produkter, der i praksis er iPhone-tilbehør.
Det gælder de trådløse Airpods-høretelefoner, smartwatchet Apple Watch og nu også den Siri-styrede højttaler Homepod.
Svært at slippe ud af Apple-nettet
De tre produkter har alle det tilfælles, at de er med til at væve os kunder ind i et net, som det bliver stadig sværere at slippe ud af.
Homepoden er ligesom Apple Watch helt umuligt at bruge uden en iPhone. Airpods-hovedtelefonerne kan ganske vist godt bruges uden en iPhone, men ønsker du at have det optimale ud dem kræver det ligeledes en iPhone.
Homepoden går tilmed skridtet videre og kræver, at du også investerer i Apple Music-abonnement, hvis du ønsker at gøre brug af stemmestyrings-delen.
Siger du eksempelvis ”Hey Siri, play the Joshua Tree with U2” så afspiller Homepoden prompte albummet. Men kun hvis du har et Apple Music-abonnement.
Er du Spotify-bruger, skal du fiske din telefon op af lommen og vælge højttaleren som en afspilningsenhed via Airplay, og så er en smart-højttaler pludselig knap så smart.
Det store spørgsmål er dog om Homepoden rent faktisk er så attraktivt et produkt, at den kan hive øget omsætning fra de eksisterende kunder.
Meget tyder på, at Homepoden i hvert fald i den første udgave ikke er det hit, som Apple håbede på.
Ekspedienten i den Apple Store, hvor jeg købte min højttaler måtte i hvert fald indrømme, at den pågældende butik på daværende tidspunkt kun solgte få enheder per dag.
Og efter alt at dømme er det mere end blot en anekdote. Analysefirmaet Strategy Analytics anslog i midten af maj, at der kun var blevet solgt i omegnen 600.000 enheder.
Isoleret set er Homepoden ellers et glimrende produkt, der især udmærker sig ved at servere en glimrende lyd i en lille pakke og til en fornuftig pris.
Ønsker du en højttaler, der kan spille hele stuen op til et brag af en nytårsfest, vil du sandsynligvis foretrække en højttaler med lidt mere power. Men i køkkenet og teenageværelset vil den ude problemer kunne levere solide lydoplevelser - og mere til.
Det er eksempelvis denne anmelders umiddelbare vurdering, at Homepoden spiller en tand bedre end B&O Plays ellers ganske velspillende højttalere i samme prisklasse.
Med andre ord får du særdeles god lyd taget i betragtning af, at der er tale om en højttaler, der med den aktuelle dollarkurs koster i omegnen af 2200 kroner. Vi kan dog som altid forvente, at prisen i danske butikker ender på et betragteligt højere niveau.
Et kvalificeret gæt vil være, at Homepoden vil komme til at koste mellem 3000 og 3200 kroner, hvis den kommer til Danmark.
Svagt økosystem
Forklaringen på Homepodens indtil videre pauvre salgstal, skal dog findes i, at Apple er gået ind på et marked med relativ stor modenhed.
Homepoden er blevet lanceret mere end tre år efter, at Amazon lancerede sin intelligente højttaler Echo, som er udstyret med den digitale assistent Alexa.
Apple halter derfor helt åbenlyst bagefter ikke bare Amazon, men også Google, der sidste år lancerede sin Home-højttalere.
Mest markant er forskellen, når du kigger på økosystemerne.
Her tilbyder Amazons i dag hele 30.000 forskellige såkaldte Alexa skills. En skill er en funktion, som eksempelvis gør det muligt for dig at bestille en Uber eller reservere et bord på en restaurant via en app.
I stedet er det tydeligt, at Apple forsøger at differentiere sig fra konkurrenterne ved at tilbyde et produkt, hvor hovedfokus er langt på at levere en stærk lyd-oplevelse.
Homepodens funktioner begrænser sig derfor til musikstyring, kontrol af smartphone-enheder som Philips Hue og nyhedsoplæsning (som dog ikke virker i Danmark, fordi Apple News-app ikke er tilgængelige herhjemme, red).
Du kan dog også få din Homepod højttaler til at udføre basale funktioner som at tjekke din kalender eller få læst dine iMessage-beskeder op.
Problemer med at forstå dansk
Siri på Homepoden understøtter dog endnu ikke dansk, og derfor har denne type funktioner, der indebærer diktering kun begrænset værdi for de fleste danskere.
Det samme problem oplever du, hvis du vil have Siri til at afspille danske podcasts eller musik med dansk-sprogede kunstnere.
Eksempelvis har Siri intet problem med at forstå dig, hvis du beder om at få afspillet en sang med The Minds of 99, der trods sine dansksprogede tekster har et engelsk navn.
Men ønsker du specifikt at høre bandets gennembruds-hit ”Det er Knud som er død”? Ja, så vil jeg blot ønske dig held og lykke med at finde en udtale, som den engelsk-sprogede udgave af Siri forstår.
Læs også: Test af Google Home Mini: “Okay Google - hvor smart er du egentlig?”
Pengene værd? Det afhænger af...
Afslutningsvis kan vi derfor konkludere, at Homepod er et glimrende produkt for dig, der i forvejen har købt ind i Apples økosystem og prioriterer lyd højere end smarte funktioner.
Der er dog grund til, at tvivle på at den målgruppe er stor nok til for alvor at flytte nålen i Apples fremtidige kvartalsregnskaber.
Til gengæld kan Apple trøste sig med, at salget af Airpods og Apple Watch samt tjenester som iCloud og Apple Music er støt stigende.
I dag er services Apples næstestørste forretningsområde - kun overgået af iPhone-salget – og i det seneste kvartalsregnskab steg Apples steg omsætning på services med 31 procent i forhold til samme kvartal sidste år. Dermed generer Apples services i øjeblikket en omsætning på 9,8 milliarder dollar hvert eneste kvartal.
Den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley har tidligere spået, at tjenester og tilbehør i løbet af de næste fem år vil stå for over halvdelen af Apples omsætningsvækst.
Læs også: Apples HomePod ankommer sent til festen: Kan den blive Apples svar på fiaskoen Microsoft Zune?