Artikel top billede

Vil du øge produktiviteten og trivslen? God it-ledelse begynder altid med et HVORFOR

Klumme: Meningen med det hele er det vigtigste af alt, når man som leder i en it-afdeling eller virksomhed skal øge arbejdsglæden og performance for medarbejderne. Det vigtigste svar er svaret på spørgsmålet HVORFOR?

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.

Mening i arbejdslivet er det, der betyder mest for danskernes arbejdslyst.

Det blev senest kortlagt, da Krifa udarbejdede deres årlige ”God Arbejdslyst”-indeks i foråret 2018, og det gælder ikke mindst, når vi taler unge it-talenter og de såkaldte millennials.

Når man som leder i en it-afdeling eller virksomhed skal øge arbejdsglæden og performance for medarbejderne, er det altså meningen, der har størst betydning.

Men hvad vil det sige, at arbejdet giver mening?

Hvorfor er jeres virksomhed sat i verden?

Jeg har haft den store fornøjelse at skrive forordet til Simon Sineks nye bog 'Find dit hvorfor'.

Bogen er opfølgeren til Sineks globale bestseller ”Start med hvorfor”, som fulgte i slipstrømmen til det tredje mest sete foredrag på YouTube nogensinde – ”Start with why” – hvor Simon Sinek forklarer tankegangen bag 'Den Gyldne Cirkel.'

Hvis du ikke kender til Sineks arbejde, er hovedpointen, at vi i hverdagen bruger al vores energi på at tale om virksomhedens hvad og hvordan.

Det vil sige: Hvad vores organisation arbejder med (eksempelvis it-løsninger til det offentlige) samt hvordan vi gør det – eksempelvis igennem vores foretrukne it-værktøjer og processer med afsæt i ekspertviden inden for området.

Tilbage står hvorfor – det vil sige: Hvorfor er organisationen sat i verden, og hvorfor giver arbejdet mening for den enkelte?

Det var disse spørgsmål, Simon Sinek rejste i sin første bog, og i ”Find dit hvorfor” kommer han så dels med konkrete værktøjer til at finde frem til dette hvorfor og dels med anvisninger til, hvordan det med fordel kan implementeres i hverdagen i organisationen.

Handler det ikke dybest set om at tjene penge?

Når du læser ovenstående, tænker du måske, at I jo dybest set er sat i verden for at tjene penge.

Det var præcis den tankegang, der på destruktiv vis førte til finanskrisen tilbage i 2007, og det er et mindset, der er kortsigtet og ikke skaber bæredygtige forretninger på den lange bane.

Profit er og bliver et resultat. Det kan aldrig være et bæredygtigt why.

På samme måde forholder det sig indenfor it og ledelse.

Her kan det godt være, at jeres ønske er at levere smarte og innovative løsninger til jeres kunder, men det er ikke et sådant mål, der får jer til rent faktisk at opnå dette mål.

Her handler det om en mening, der er større end det konkrete output og resultat.

De fire dimensioner i ledelse med mening

Når vi taler mening – altså hvorfor - kan man opdele det i fire dimensioner:

• Et arbejde, der bidrager opad til noget større.

• Et arbejde, der bidrager indad til én selv.

• Et arbejde, der bidrager udad i fællesskabet med kolleger.

• Et arbejde, der giver organisatorisk mening.

I forhold til dig som leder er især den sidste både væsentlig og påvirkelig (kilde: Rapporten ”Hvad er mening? – Mening som motivation i arbejdslivet” udgivet i 2016 af Krifas Videncenter for God Arbejdslyst i samarbejde med konsulenthuset Weise).

’Organisatorisk mening’, handler om den mening, man oplever i forhold til relationen til ledelsen.

Kan man se meningen i de beslutninger, der træffes? Giver de forandringer, der sker, mening i forhold til én selv og det arbejde, man laver? Her drejer det sig om mening i betydningen sensemaking.

”Find dit hvorfor” handler således om, at lederen sammen med de enkelte medarbejdere får italesat, hvad der giver mening i arbejdslivet og hverdagen - det vil sige arbejder vedkommende med nogle opgaver, der giver mening og føler personen, at han eller hun får udlevet sine drømme og kompetencer igennem de konkrete arbejdsopgaver og måder, tingene gøres på – det vil sige: Hvad og hvordan.

Her bliver dette ”hvorfor” konkret, for hvor øvelsen omkring at formulere et ”hvorfor” kan være nok så meningsfuld, er det først, når dette hvorfor omsættes i handlinger og daglig ledelse og kultur, at resultaterne skabes.

Det er, når værdier bliver til værdihandlinger, at værdierne får betydning.

Det er, når strategien bliver til en kultur, at det kan registreres på de forskellige bundlinjer.

Det er ikke nok at begynde med hvorfor. Du skal både begynde og slutte med det.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os noget tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere