Det danske animations-firma Lani Pixels, der har hovedsæde i både Billund og Dubai, står ifølge Børsen på afgrundens rand.
Det sker blot 18 måneder efter at selskabet blev købt af den danske online-marketing virksomhed Ominto i en handel til en værdi på 175 millioner kroner.
I en mail til Børsen skriver Lani Pixels stifter og tidligere direktør Kim Pagel, der for få måneder siden blev fyret:
"Samme dag, som jeg blev bedt om at forlade virksomheden, blev alle i Billund opsagt og stort set alle medarbejdere i Dubai har ikke fået løn siden januar og svæver i det uvisse. Studiet i Dubai er rippet for alt udstyr, så Lani Pixels nu fremstår som en tom skal.”
Læs også: Danskejet it-firma taget af børsen i USA
Blev afnoteret fra Nasdaq
Ominto, der opkøbte Lani Pixel, har gennem den seneste tid været ude i et større stormvejr, der indtil videre kulminerede, da virksomheden for få uger siden blev taget af Nasdaq-børsen i New York.
Det skete efter en længere periode, hvor selskabet på grund af forsinkede regnskaber, har været truet med afnotering.
På trods af de forsinkede regnskaber og truslerne om afnotering blev Omintos direktør Michael Hansen dog sidste år belønnet med en bonus til en værdi på 21 millioner kroner.
Læs også: Pengene vælter ud af danskstiftede Ominto: Alligevel scorer direktør 21 millioner kroner i bonus
Ominto driver en såkaldt cash-back-platform ved navn Dubli, hvor kunder får adgang til rabatter, når de handler på en række hjemmeside, mens Lani Pixel er en animationsvirksomhed, der indtil nu har arbejdet på udvikle en fuldlængde spillefilm.
Ifølge Børsen har flere investorer undret sig over, hvad et marketingsfirma som Ominto skulle bruge et animationsselskab til.
Omminto blev noteret på Nasdaq i starten af 2017.
Læs også:
Dansk internet-virksomhed risikerer at blive sparket ud af Nasdaq-børsen efter rod