Build 2018: En nylig undersøgelse har vist, at mellemledere i gennemsnit bruger 17 timer om ugen i møder. Det svarer til cirka to arbejdsdage og inkluderer helt sikkert ikke de opgaver, som typisk er resultatet af langstrakte møder.
De møder er en så central del af vores måde at drive en organisation på, at hverken zombieapokalypser eller teknologiske landvindinger nogensinde vil kunne udrydde dem.
Det ved Microsoft godt. På udviklerkonferencen Build 2018 i Seattle viste Microsoft mandag derfor ikke afløseren til dine mange møder, men en række aktuelle teknologier, som - når de spiller sammen - vil kunne gøre møderne nemmere at leve med.
I en live demo på scenen på Build-konferencen viste Microsoft-medarbejdere blandt andet, hvordan et 360 graders kamera og en højttaler med den digitale assistent Cortana indbygget først identificerede hver mødedeltager ud fra deres udseende og stemmer - og derefter helt automatisk tog referat af mødet.
Resultatet var et udførligt referat med noter om hvem, der sagde hvad, som alle mødedeltagere efterfølgende kan søge i.
Realtime oversættelse til Kinesisk
Samtidig viste Microsoft, hvordan den Azure-baserede oversættelse i realtime oversatte det engelske møde til de kinesiske deltagere, som deltog via Skype.
Ud over referatet og oversættelsen demonstrerede Microsoft desuden, hvordan selskabets kunstige intelligens kunne overvåge samtalen for aftaler.
Så da en af deltagerne i demoen lovede at følge op på en aftale i den kommende uge, kom der en note, som gav mulighed for en påmindelse eller (endnu) et møde.
Undervejs i demoen af fremtidens møder viste Microsoft desuden, hvor det alsidige HoloLens-headset kan bruge til at manipulere en 3D-plan af en bygning, mens de øvrige mødedeltagere kunne følge arbejdet på storskærmen, som selvfølgelig var Microsofts egen interaktive Surface Hub-skærm.
Samtidig var demoen af fremtidens mødelokale med til at understrege hvor vanvittig alsidig Microsoft er i disse år: Oversættelse? Interaktive skærme? Og stemmegenkendelse? Der er meget langt fra den gang hvor alt bare handlede om Windows 8.
Ingen af disse teknologier kommer dog til at afskaffe de ofte forhadte møder. Men demoen, som alt sammen kørte live, viste, hvordan en række værktøjer, der kan gøre møderne mere effektive, er lige om hjørnet.
Læs også:
Microsoft afslører: Her er de fede funktioner i de kommende versioner af Windows 10
Amazon og Microsoft klar med et overraskende strategisk samarbejde
Computerworld er inviteret til Build 2018 i Seattle af Microsoft. Læs mere om Computerworld og presseture her.