Mange kreative teams benytter sig allerede af Google Docs i dag, men Google vil helt ind og være centrum i mødelokalet.
Google Jamboard er et nyt fysisk produkt fra søgegiganten, en 55-tommer 4K-skærm, der skal agere whiteboard i dit mødelokale.
Hvis det lyder bekendt, er det fordi Microsoft lancerede et lignende produkt måneder tilbage kaldet Microsoft Hub.
Det kan du læse mere om her: Nu kommer Microsofts nye produkt til Danmark: Vi har prøvekort Surface Hub
Ligesom Microsoft Hub skal Google Jamboard digitalisere dit gamle, kedelige whiteboard, og ligesom Microsofts Hub er dybt forbundet med OneDrive, Skype og Office 365, er Google Apps integreret i Jamboard.
Til de Google-glade
Jamboard er derfor kun interessant, hvis du er dybt integreret i Googles økosystem, hvilket blandt andet flere danske skoler er begyndt at være med sine storindkøb af Chromebooks.
Jamboards touch-skærm kan håndtere 16 tryk på samme tid - mod Hubs 100 - og der medfølger en stylus og "viskelæder" og indbyggede kamera og højttalere. Meningen med Jamboard er, at du skal tegne og skrive ideer på 4K-skærmen, og du kan indsætte billeder og tekster direkte fra internettet i små post-it-noter.
Googles tjenester som Docs, Drive og Hangout er dybt integreret, og du kan tilgå den delte skærm fra et hav af enheder på samme tid. Ud over skærmopløsningen har Google ikke løftet sløret for Jamboards specifikationer.
Prisen ender på "under 6.000 dollars" - cirka 40.000 kroner - hvilket er en del billigere end Microsofts Surface Hub, der koster 65.000 kroner.
Hvorvidt Jamboard kommer til Danmark er uvist, men Googles hardware har tidligere været længe om at komme til det nordiske marked.
Læs også: Vil præsentere ny hardware onsdag: Er dette Microsofts nye desktop-udgave af Surface?