BREAKING:Region Syddanmark skal betale historisk stor bøde for grove overtrædelser af GDPR

Artikel top billede

(Foto: Netcompany)

Netcompany sætter ny rekord: Indtjening vokser med 73 procent

Netcompany sætter - igen - rekord efter selskabets bedste år nogensinde. Omsætningen er vokset med 57 procent. Indtjeningen er vokset med 73 procent. "Netcompany har haft endnu et fantastisk år," siger topchef André Rogaczewski.

Netcompany har - igen - har et forrygende år og lander sit bedste resultat nogensinde, viser selskabets netop offentliggjorte regnskab for 2017.

Omsætningen er steget til 1,4 milliarder kroner, mens driftsindtjeningen er vokset med 73 procent til 369 millioner kroner. Netto-overskuddet er vokset til 142 millioner kroner.

Samtidig har Netcompany i snit ansat en ny medarbejder om dagen gennem året.

Der er med andre ord kraftig fremgang på alle områder.

Topchef André Rogaczewski betegner da også året som 'fantastisk'

"Netcompany har haft endnu et fantastisk år i 2017. Jeg forventer et 2018 med fortsat stærkt momentum på tværs af vores forretningsområder og en positiv udvikling af den internationale ekspansion," lyder det fra direktøren.

Netcompany har vundet mange ordrer i de seneste år, hvor selskabet har haft kraftigt vokseværk. Og det er der en grund til, mener direktøren.

Han har tidligere fortalt til Computerworld, at Netcompany angriber opgaverne anderledes end den gængse måde i branchen.

Det kan du læse mere om her: Netcompany er vokset fra startup til sværvægter, og forklaringen er simpel: "Vores kultur er andres overlegen"

Til Børsen siger han i dag, at Netcompany 'sætter en ny standard' i branchen.

“For digitalisering må ikke tage mange år, og vi løser altid vores opgaver hurtigt i en meget høj kvalitet, og det er der efterspørgsel efter,” siger André Rogaczewski til avisen.

Til Ritzau siger han, at Netcompany ikke tager højere priser end andre selskaber.

“Den eneste måde at tjene penge på i denne her branche er at gøre tingene rigtigt og gøre dem rigtigt første gang. Hvis man ikke er færdig til tiden, så bruger man al sin tid på at rydde op. Der kan du ikke bruge medarbejderne andre steder, og de kan ikke lave betalt arbejde. Men gør man det godt og inden for rammen hver gang - eller næsten hver gang - så tjener man penge,” siger han til Ritzau.

Hans ambition er at blive en af ‘de mest dominerende it-leverandører i Nordeuropa’” med tilstedeværelse i syv-otte lande og mellem 5.000 og 10.000 ansatte.

"Opkøbet af Hunter Macdonald er i tråd med vores vækststrategi, hvor vi vil vokse uden for Danmark ved at kickstarte organisk vækst gennem opkøb. Opkøbet er en betydelig styrkelse af vores kapacitet. Desuden tilfører vi kompetencer på it-infrastruktur og -sikkerhed, som bliver stadigt mere afgørende. Vi forventer, at vi kan foretage flere tilsvarende gode opkøb i fremtiden," siger han.

Vil du selv dykke ned i tallene, kan du finde Netcompanys årsrapport her.

Netcompany købte i efteråret som led i disse planer det britiske selskab Hunter Macdonald med 350 ansatte i det, der er selskabets indtil videre største opkøb. Netcompany købte desuden norske Mesan i 2016

Det kan du læse mere om her: Netcompany køber sig ind i Storbritannien: Køber britisk it-virksomhed med 350 ansatte.

Netcompany havde ved årsskiftet omkring 1.700 medarbejdere.

Der har længe været spekulationer om, at Netcompany går på børsen inden sommer til en forventet markedsværdi i omegnen af fem milliarder kroner.

Det kan du læse mere om her: Netcompany sigter efter børsnotering om få måneder

Læs også: 

Buldrer ind på kommunalt marked: Netcompany har vundet halvdelen af alle Kombit-udbud siden 2015