Streaming-giganten Netflix' ikke ubetydelige investeringer i egenproducerede serier har stor betydning for science fiction-genren, der i årevis har været præget af relativt få film om året skåret over nogenlunde samme Hollywood-læst:
Katastrofefilm - noget-går-galt-på-en-rumrejse-men-vores-helt-klarer-den-til-sidst - eller aliens-film - alien-dukker-op-og-noget-går-galt-men-alt-går-godt-til-sidst.
Fælles for dem er, at plottet er ret forudsigeligt, helten vinder til sidst efter tre kvarters spændingsopbygning og en bragende finale, og der er happy ending, så vi kan gå glade ud ad biografen.
Anderledes ser ambitionerne ud i Netflix’ produktionslokaler, hvor selskabet skriver og producerer sine ofte årelange serier.
Skal man fastholde det altid troløse og utålmodige publikums opmærksomhed over flere år og sæsoner, kræver det, at handlingen ikke er forudsigelig og (alt for) simpel.
Det er Netflix’ nye og stærkt stemningsmættede cyberpunk-serie, Altered Carbon, et godt eksempel på.
Den er stilmæssigt i familie med Netflix-serien The Expanse, der ligesom Altered Carbon foregår i øjenhøjde i et slidt og konfliktfyldt fremtids-samfund. Begge serierne er baseret på romaner. Altered Carbon-serien bygger således på den britiske forfatter Richard K. Morgans roman af samme navn fra 2002.
Regn, overbefolkning og ingen kontrol
Cyberpunk-genren blev defineret i 1980’erne med Blade Runner-filmen fra 1981 og ikke mindst forfatteren William Gibsons klassiker Neuromancer fra 1984. Indtil disse to hovedværker så dagens lys, var science fiction-genren generelt præget af en vis glat glamour og sterilitet. Men det ændrede sig.
Definerende for cyberpunk-genren er således, at miljøerne, som de foregår i, er triste, regnfulde, overbefolkede og mørke og udtryk for den værst tænkelige videre-udvikling af vores samfund, som vi kender det i dag:
Enhver form for ligevægt er forsvundet, der er ingen politisk styring, alt er underlagt brutale og helt rene kapitalistiske hierakier, miljøkatastrofen er forlængst indtruffet.
Det regner altid, de rige er blevet overdrevet rige og magtfulde og undertrykker åbenlyst en stor underklasse - sjovt nok i genren ofte kinesere, japanere og andre asiater, der med deres mad-vogne og paraplyer er presset sammen i bunden af overbefolkede megabyer præget af knitrende neonlys, metal, beton, regn og enorme skyskrabere.
Her er robotter og kunstige intelligenser kommet ud ad kontrol og lever deres eget liv, mens teknologi misbruges i lange baner til dunkle magtformål.
Alle - også vores helte - er desillusionerede, martrede og kæmper for at mele deres egen kage (eller undgå at andre gør det) i denne dystre og trøsteløse, smadrede verden ude af politisk kontrol, hvor alle er lige på grænsen til at give op.
I can't save you
"I can't save you. I can't save anyone. I'm done trying,' lyder det således fra seriens desillusionerede hovedperson, Takeshi Kovacs, mod slutningen af serien.
Handlingen kort: Menneske-sindet er blevet adskilt fra menneske-kroppen med udviklingen af den såkaldte ‘cortial stack’ - en lille disk, der rummer en persons sind, og som kan indsættes i nakken på en hvilken som helst krop, der i serien kaldes for ‘etuier’ [‘sleeves’].
De gode kroppe er rasende dyre og dermed forbeholdt de rigeste mennesker. De fattige - og dem er der mange af - må nøjes med de kroppe, som de lige har råd til.
Her køber en af de megarige, udødelige overklasse-herskere - rigmanden Laurens Bancroft - den dømte forbryder Takeshi Kovacs ‘cortial stack’ fri fra 250 års lagring og placerer den i en superkrop (hvis tidligere ejer også indgår i handlingen).
Takeshi Kovacs - spillet af svensk-fødte Joel Kinnaman - er tidligere elitesoldat og tidligere medlem af et slags jedi-ridder-samfund, der er blevet massakreret og ulovliggjort, hvorefter han (altså hans ‘stack’) er blevet dømt til at blive lagt i skuffen (‘on ice’) i 250 år.
Takeshi Kovacs får til opgave at opklare mordet på Laurens Bancroft - som jo selv har hyret ham. Den flere hundrede år gamle Laurens Bancroft har som rigmand råd til at købe kloner af sig selv, hvilket gør, at han lever videre i identisk krop, selv om han dør (hvilket han gør jævnligt) - men nu vil han altså have fundet ud af whodunit.
Samtidig er andre på jagt efter Takeshi Kovacs - også i det virtuelle rum, hvor andre regler gælder end i den fysiske verden (og som anvendes til sindrig tortur, hvor den tortureredes virtuelle krop kan pines til døde og vækkes til live igen og igen, indtil den torturerede bliver sindssyg).
Og i kulissen spiller en række personer, der egentlig er den samme person i forskellige kroppe, en vigtig rolle, som først afdækkes hen ad vejen.
Sådan går det derud af. Det er selvfølgelig ramasjang og et klassisk kriminalplot, billederne er fantastiske, og handlings-forløbet kræver flere steder, at man holder både tungen og popcornene lige i munden.
Serien er i øvrigt blevet kritiseret for sine ret udspenslede volds- og nøgenscener (og dem er der mange af), men på en måde passer volden og ublufærdigheden godt til det desillusionerede og brutale miljø, som handlingen udspiller sig i, hvor kroppe blot er genstande, der bruges og smides væk.
Den konstante tvivl
Under de ofte overraskende og opfindsomme drejninger i handlingsforløbet står den konstante tvivl om det store spørgsmål: Er det overhovedet muligt at sige stop, hvis teknologien pludselig gør noget muligt, som aldrig tidligere har været muligt?
Dette spørgsmål er i den grad også aktuelt i forhold til vores håndtering af ny teknologi i dag, hvor udviklingen af kunstig intelligens, selvlærende computere og it-systemer så avancerede, at vi ikke helt kan forstå det, sætter dagsordenen mange steder.
Kan vi overhovedet sige stop? Eller er vi som viljeløse slaver underlagt den teknologiske udvikling, uanset om vi vil det eller ej?
Altered Carbon. Sendes på Netflix. Produceret af Laeta Kalogridis. Baseret på roman af Richard K. Morgan.