Godmorgen fra Computerworld. Her tirsdagens overblik over de de vigtigste it-nyheder.
Jagten på syndebukke efter det kuldsejlede TDC-opkøb er gået ind
Det sædvanlige blame game er i fuld sving oven på mandagens overraskende kuldsejlede opkøbsplaner, hvor TDC trak tilsagnet om at overtage MTG Nordics.
Børsen fortæller med flere iagttagere som kilder, at TDC-bestyrelsen pludselige kovending i sagen skyldes frygten for et forsmædeligt nederlag, når opkøbet af MTG skulle stemmes igennem.
Aktiechef i Maj Invest, Keld Henriksen, siger til Børsen, at han havde svært ved at se aktionærerne stemme for en handel, der prissatte TDC’s aktiekurs til 37. Det var den kurs, TDC-aktien faldt til efter planerne om MTG-opkøbet kom frem.
Trods intens kritik fastholdt formanden for TDC’s bestyrelse Pierre Danon helt frem til weekenden, at MTG-opkøbet var langt at foretrække frem for buddet fra konsortiet af danske pensionkasser og en australsk kapitalfond, som altså alligevel endte med at løbe af med sejren.
Pierre Danons og resten af bestyrelsens nederlag får direktøren for Dansk Aktionærforening Leonhardt Pihl til at bemærke til Børsen, at “man har kørt aktionærerne over i en grad, som ikke er hensigtsmæssig, og det stiller ikke TDC-ledelsen i et godt lys”.
En repræsentant for kapitalfonden Macquarie siger til Børsen, at det er afgørende, at den nye ejerkreds og topledelsen i TDC er på linje, og at hvert bestyrelsesmedlem må gøre sin stilling klar. Men den nye ejerkreds er åbne for dialog.
Konsortiet, der består af pensionkasserne ATP, PFA og PKA samt kapitalfonden Macquarie bød oprindeligt 47 kroner pr. aktie men landede mandag på 50,25 kroner pr. aktie.
Det svarer ifølge Finans til en samlet pris for TDC på 40,3 milliarder kroner.
TDC-topchefen Pernille Erenbjerg sidder nogenlunde sikkert i sadlen
Ifølge koncernchefen i PFA Pension, Allan Polack, sidder TDC-topchefen Pernille Erenbjerg fortsat sikkert i sadlen, selv om hun i følge Finans kilder var en store drivkraft bag planerne om opkøbet af MTG Nordic.
Allan Polack siger, at konsortiet bag det bud på TDC, der står til at overtage ejerskabet, er meget tilfredse med Pernille Erenbjerg og den turnaround, hun står bag.
“Hun har gjort et godt stykke arbejde. Så vi er positive i forhold til ledelsen,” siger Allan Polack til Finans.
For at blive siddende på posten, skal hun skrotte sine planer om at satse på indhold og i stedet fokusere på de nye ejeres plan om at satse på udbygning af infrastrukturen.
Pernille Erenbjerg har ikke villet kommentere sagen over for Finans.
Kæmpe kapitalindsprøjtning til ny svensk mega-batterifabrik i Tesla-størrelsen
Den svenske mega-batterifabrik kaldet Northvolt, der efter planerne skal bygges i Skellefteå, er rykket endnu et skridt nærmere.
Den Europæiske Investeringsbank og den svenske stat skyder over en halv milliard svenske kroner i batterifabrikkens pilotproduktion og udviklingsafdeling, skriver svenske Dagens Industri.
Bag planerne om Northvolt står en tidligere chef i Tesla, Peter Carlsson.