En password-manager er den foretrukne løsning til at opbevare og huske adgangskoder for danske it-professionelle.
Det fremgår ganske tydeligt af en ny afstemning her på Computerworld.
Tidligere på ugen bad vi nemlig vores læsere svare på spørgsmålet:
Bruger du en password-manager til at huske alle dine adgangskoder?
Afstemningen er nu slut, og resultatet er ikke til at tage fejl af: Password-managers anvendes i stor stil blandt Computerworlds læsere.
1.849 personer deltog i afstemningen, og blandt dem er det hele 53 procent, der svarer "ja" til, at de anvender en password-manager til at huske deres adgangskoder.
Mens det altså er over halvdelen, der anvender password-managers, så svarer lige knap hver tredje, 31,31 procent, "nej" til spørgsmålet.
Derudover er der yderligere 14,17 procent, der svarer "nej - men har et andet system til at huske mine adgangskoder."
1,51 procent svarer "andet."
Derfor hitter password-managers
Det er i dag helt afgørende, at man som it-bruger anvender stærke adgangskoder - og samtidig ikke genbruger dem uhensigtsmæssigt, så man dermed udsætter sig selv for en større risiko end nødvendigt, hvis man skulle blive angrebet.
Det kan dog godt være svært at holde styr på de mange profiler med brugernavn og (stærke) adgangskoder - og derfor hitter password-managers.
Læs mere om den udfordring her: Vi tvinges konstant til at oprette nye profiler på nettet: Det er møgirriterende, og det går ud over både brugervenligheden og it-sikkerheden
En password-manager er et smart lille værktøj i form af eksempelvis en app, hvor man kan opbevare sine mange adgangskoder og så hive dem frem derfra, når de skal i brug via ét enkelt master-password.
Som vi har skrevet flere gange her på Computerworld, har der desværre været eksempler på, at sikkerheden i flere password-managers i sig selv halter.
Læs også: Nu er der (igen) en kritisk sårbarhed i en password manager: Denne kommer sammen med Windows 10
Det er dog tilsyneladende ikke noget, der får it-folket til at stoppe med at anvende password-managers.
Den officielle anbefaling fra Center for Cybersikkerhed (CFCS) under Forsvarets Efterretningstjeneste er da også fortsat, at man sagtens kan anvende en password-manager - så længe det sker med omtanke.
Det kan du læse mere om her.
Mange tips: Sådan husker vi adgangskoderne
Der findes mange metoder og værktøjer til at opbevare og huske adgangskoder, og der er da også en del læsere, der deler deres erfaringer i debatten under Computerworlds afstemning.
En læser fortæller eksempelvis, at hun anvender Chromes løsning til at huske adgangskoder til forskellige websites, fordi alt, hun bruger, ligger i skyen.
En anden læser har også en konkret løsning, han er godt tilfreds med:
“Jeg bruger Bitdefenders wallet, som jeg ikke har hørt noget negativt om. Bortset fra, at man ikke kan skifte master password uden at lave en ny wallet.”
Forskellige holdninger til password-managers
Der er også en læser, der fortæller, at han anvender tjenesten 1Password på både Mac, Windows og iPhone, ligesom han også benytter et browser-plugin. Han skriver samtidig i debatten:
“Personligt mener jeg, at det næsten er uansvarligt ikke at bruge en password-manager, for så har man per definition dårlige passwords. Og alle browsere har en indbygget efterhånden, hvis man tør stole på den.”
Det er ikke alle, der er enige i, at password-managers er en god idé. Eksempelvis skriver en læser:
“Tanken om at overlade adgangskoder til en password-manager er mig vederstyggelig. Hvis nogen mister penge på at bruge en password-manager, håber jeg- at de selv kommer til at betale.”
Der er dog også flere, der anvender en password-manager, men samtidig tager visse forholdsregler:
“Man kan jo bruge en password-manager og køre et system i den, hvor man ikke skriver hele password … Det kræver, at man kan huske lidt, men det har fungeret fint for mig gennem 10 år,” lyder det fra en af læserne i debatten.
Læs også:
Afstemning: Bruger du en password-manager til at huske alle dine adgangskoder?
Skulle beskytte brugernes adgangskoder - nu er password manager selv under angreb
Ekspert om angreb mod password-manager: Udstiller kæmpe risiko - men der er en løsning
Din nye smartphone tigger og beder om dit fingeraftryk: Sensorer til fingeraftryk storhitter