Computerworlds chefredaktør informerer: Kristian Bank Erbou er senior-softwareudvikler hos LEGO System A/S og ekstern klummeskribent og debattør på Computerworld. De synspunkter, der kommer til udtryk i denne klumme, er Kristian Bank Erbous egne.
Klumme: Bitcoin og kryptovaluta er kommet på alles læber i de seneste seks måneder og er den absolut mest hypede teknologi lige nu, ligesom kunstig intelligens og machine learning var det for to år siden.
I dag hedder det altså Bitcoin, ligesom den førende søgemotor i år 2000 hed Yahoo, og de fleste danskeres startside var https://www.jubii.dk.
Hvem kunne vide i år 2000, at man i 2018 ville finde information på Google (grundlagt 2003), holde kontakt med venner og familie på Facebook (grundlagt 2004) og streame musik på sin Apple iPhone (2007)?
Jeg er ikke i tvivl om, at vi indenfor de næste tre-fem år vil se produkter og services bygget på blockchainteknologi, der vil ændre vores adfærd indenfor handel og kommunikation på samme måde, som smartphones har ændret vores dagligdag ved at vi kan være online, blot vi er i nærheden af en mobilmast.
Derfor er det også en interessant øvelse at kigge i krystalkuglen og prøve at forudsige, hvor teknologien bevæger sig hen.
Med alle mulige forbehold, så vover jeg derfor pelsen - her er mine forudsigelser for, hvad blockchain-teknologi vil betyde for os i 2018:
1. Handel med kryptovaluta vil blive sidestillet med aktiespekulation
Jeg vil gerne se den person, der oprigtigt og ærligt argumenterer for, at køb og salg af kryptovalutaer ikke sker med spekulation for øje. Endnu har jeg ikke mødt vedkommende.
Skatterådet kigger derfor i disse uger og måneder på at implementere ny lovgivning på området.
Jeg kan ikke se nogen som helst grund til, at de ikke vil sidestille spekulation i kryptovaluta med spekulation i “almindelige” værdipapirer.
Hvorfor skulle staten dog frasige sig muligheden for ekstra skatteindtægter ved spekulation i digitale mønter, når en gevinst på aktiehandel altid er blevet beskattet?
Hvordan Skats jurister så har tænkt sig at lovgive på området er et åbent spørgsmål.
I mine øjne vil et selvangivelsesprincip og nogle hårde sanktioner være den mindst dårlige løsning, da alle forsøg på at kontrollere, styre og overvåge pengestrømmene alene vil bevise overfor omverdenen, at man slet ikke begriber, hvad man er oppe imod.
Jeg venter i spænding på, hvad embedsværket kommer frem til og krydser fingre for, at Skat ikke ender med at udstille sig selv i processen.
2. Bitcoin vil ikke være den største kryptovaluta om 12 måneder
Der kommer en krise.
90 procent eller mere af den nuværende, samlede markedsværdi på tværs af alle kryptovalutaer vil forsvinde for en stund.
Værdier vil fordufte på få dage, måske ganske få timer, når luften går ud af ballonen.
Internetfora vil svømme over af småsparere, der i panik forsøger at begrænse deres tab, men ikke kan komme af med deres mønter, fordi handel på deres foretrukne Bitcoinbørs er blevet suspenderet.
Mennesker vil brænde fingrene, fordi de glemte regel nummer ét: Aldrig satse mere, end du kan tåle at tabe.
Hvorfor er det overhovedet sandsynligt, tænker du måske?
Bitcoins vækstrater på +1.200 procent på et år er ikke sund vækst, og nu er pengene blevet så store, at lovgivere og stater har et incitament til at statuere eksempler.
Regeringer specielt i Asien og andre ikke-vestlige lande har fået fokus på kryptovaluta, og det er ikke umuligt, at de vil udstede forbud mod handel med kryptovaluta og mining af kryptovaluta - og der vil blive fulgt op med hårde sanktioner og fængselsstraffe mod eventuelle urostiftere.
Regeringer i lande uden traditioner for menneskerettigheder og ytringsfrihed ser ikke just velvilligt på teknologi og elementer i samfundet, der underminerer og udfordrer statens autoritet, og truslen er reel nok til, at nogle regeringer vil føle sig tvunget ud i at sætte hårdt mod hårdt.
Boblen brister dog uanset hvad - nok ikke lige i morgen, men engang hen over sommeren er mit bud.
Når støvet har lagt sig engang ind i 2019, og blockchainteknologi får momentum igen, så vil Bitcoin stå forpjusket tilbage og se sig overhalet af andre, mere modne teknologier.
Bitcoin-protokollens problemer med for eksempel skalering er velkendt.
Teknologien tillader i dag fire transaktioner pr. sekund, og det kan tage timer at overføre et beløb fra A til B, ligesom prisen på en transaktion i disse dage ligger på omkring 30 US dollars, hvilket giver mening rent teknisk men er en uhyrlighed for den almindelige bruger, der måske bare vil overføre nogle få hundrede dollars.
Bitcoin vil derfor ikke være markedsledende efter en krise, det vil sige om 12 måneder.
Førerhunden bliver den, der kommer igennem krisen uden at miste intellektuel kapital og ikke mindst udviklere i processen.
Det bliver måske et helt nyt firma, ligesom Google og Facebook, der først blev grundlagt efter dotcom-krisen.
Ebay og Amazon er eksempler på firmaer, der var etablerede spillere inden dotcom, og som kom igennem og er store spillere i dag, men de er i mine øjne undtagelsen, der bekræfter reglen.
Hvem bruger i dag Yahoo eller AOL Online? De findes, jovist - men hvem bruger dem?
Bitcoin var first-moveren, der åbnede markedet, men bitcoin vil efter en krise leve et mere stille, specialiseret liv, alt imens andre teknologier vil stjæle de store overskrifter.
3. Understøttelse af kryptovaluta i bankverdenen vil blive en konkurrenceparameter
Jeg er blevet spurgt, om jeg tror, en ny finanskrise venter lige rundt om hjørnet.
Svaret er, at det gør jeg ikke, for kryptovaluta er ikke intimt forbundet med folks opsparing, pensioner og låntagning, som vi så det ske i forløbet omkring finanskrisen i slutningen af 00’erne.
Hr. og fru Jensens dagligdag vil gå videre som normalt, men nyhedsbilledet vil i en periode indeholde historier om krisen.
Derudover vil den almindelige forbruger formentlig ikke mærke det store.
Jeg forventer, at flertallet af banker under en krise vil stå tilbage med en “hvad sagde vi” holdning.
Et lille mindretal vil dog ikke hovere men forholde sig passive.
Deres fokus vil være på at etablere systemer, processer og lovgivning til at kunne håndtere kryptovaluta, for når skattelovgivningen først er kommet på plads, vil jeg som kryptovaluta-spekulant se mig om efter en bank, hvor jeg kan overføre penge fra en konto på en bitcoinbørs som for eksempel Coinbase direkte til min bankkonto.
Det kan ikke lade sig gøre i dag på grund af lovgivning, der forbyder banker at modtage penge fra tredjepart, hvis der på nogen måde kan være mistanke om hvidvaskning af penge - det vil sige penge, der kan have forbindelse til for eksempel narkokriminalitet eller andre lyssky foretagender, hvilket man må erkende, bitcoin bliver brugt til i ganske stor stil.
Jeg kan derfor lave en bankoverførsel til Coinbase men ikke retur, selv om jeg kommer med beviser for alle de transaktioner og handler, jeg har foretaget.
En mistanke om hvidvask gør, at en overførsel vil blive afvist.
Jeg forstår - efter en snak med min bankrådgiver - at en anklage om hvidvask er noget nær det værste, der kan overgå en bank i dagens Danmark.
Det skyldes blandt andet Danske Banks lemfældige omgang med hvidvask i en af deres estiske filialer og den deraf følgende shitstorm og dårlige omtale.
Derfor slår bankverdenen korsets tegn for sig og afviser enhver overførsel, der på nogen måde kan tilbageføres til handel med kryptovaluta - og jeg står som investor med en fortjeneste i Euro på Coinbase, som jeg ikke uden en masse krumspring kan omsætte til danske kroner.
Det er irriterende, for jeg ville godt bruge fortjenesten til at betale gæld, som jeg har stiftet i banken, og jeg har intet at skjule i forhold til, hvordan jeg har skabt en fortjeneste på kryptovaluta.
Jeg vil gerne betale skat, jeg kan føre bevis for alle handler, og jeg vil samarbejde på alle fronter, men min bank vil ikke være med - og jeg klandrer ikke banken, sådan som lovgivningen er indrettet i dag.
Jeg vil forvente, at mindst én bank på det danske marked i løbet af 2018 ser lyset og vil arbejde på at kunne udbyde services, der ligner dem, jeg mangler i eksemplet ovenfor.
I kan tro, jeg vil ringe jer op og bede om at tale med en af jeres rådgivere, så snart jeg finder ud af, hvem det bliver.
Det var tre bud fra mig på, hvad 2018 bringer - hvad med dig, kære læser? Hvad tror du, de kommende måneder vil bringe? Brug gerne kommentarfeltet og del dine tanker med andre læsere. Jeg er spændt på at høre, hvad du tror, der vil ske.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os noget tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.