CES-messen i Las Vegas er et teknologisk mekka for de interesserede, og nyheder strømmer ud af de tæppebeklædte messehaller til resten af verden.
Blandt andet har der allerede lydt en række nye pc-nyheder selv om messen knap nok er begyndt endnu.
Herunder finder du nyhederne fra Dell, Lenovo, HP og Acer, som alle bringer enten mindre opdateringer eller reelle nyheder til bordet.
Priserne på de fleste computere (bortset fra Dell) er endnu kun blevet frigivet i amerikanske dollar. Vi har omregnet priserne direkte til danske kroner, så forvent at priserne bliver højere.
Læs også: Kæmpe annoncering af AMD ved CES-messen : “Her er alle vores planer de næste to år”
Dell: Nytænkning af en gammel klassiker
Dells mest roste bærbar computer bliver nu opdateret med et - relativt - nyt udseende og opdaterede specifikationer.
Det drejer sig om Dell’s XPS 13-computer, der bliver både en smule smallere og en smule mindre og som samtidig får opdateret sin indmad. Skærmen går stadig helt ud til kanterne, hvilket får FHD- eller 4K-skærmen til at fremstå ekstra prangende.
Kameraet har fået en bedre placering og understøtter nu Microsofts ansigtsgenkendelse, Windows Hello.
XPS 13 består stadig hovedsageligt af aluminium og kulfiber, men overfladen ved tastaturet skulle føles nærmest stofagtig på grund af kulfiber-overfladen.
Prisen begynder på 10.300 kroner og kommer til salg fra februar, 2018.
HP: Første bærbar med AMD Radeon Grafikkort
Verdens største producent af PC’er har et par nye computere med til CES-messen.
Det er hovedsageligt opdaterede versioner af allerede eksisterende computere, der blandt andet tæller en “ny” version af HP’s lækre Spectre x360 15, som nu kan fås med Intels ottendegeneration Core i-processorer og et AMD Radeon RX Vega M GL-grafikkort.
Det er den første computer på markedet med AMD’s nye GPU’er til bærbare computere, men er du ikke på team rød (AMD), kan du også vælge det "grønne" alternativ (Nvidia) og få en Geforce 150MX GPU i stedet.
Du kan læse mere om det særlige Intel og AMD-samarbejde her: Intel og AMD i fælles front mod Nvidia: Så kraftfuld (og lille) er den nye Intel Kaby Lake G med AMD-grafik
Dog burde AMD’s RX Vega-GPU være op imod dobbelt så hurtig som Nvidias Geforce 150MX-kort.
Computeren fås desuden med en 4K IPS-skærm og dertilhørende op til 16GB DDR4 RAM og 512 NVMe SSD.
Prisen på dansk er endnu ukendt.
HP har også lanceret en ny version af sin Envy x2-enhed med en strømsvag og strømbesparende Y-processor og indbygget LTE. Det er den samme type computer, som også udkommer med den særlige ARM-processor fra Qualcomm senere på året.
Lenovo: Nye Thinkpads
Lenovo præsenterede ni nye thinkpads før CES-messen, hvilket indbefatter to nye X-modeller og tre store T-versioner med integreret grafikkort og fire billigere L-enheder.
Alle er udstyret med Intels seneste ottendegeneration-processorer og opladning via USB C-porte, og alle har også en lille klap, der kan dække for webcammet. Godt tænkt Lenovo.
De dyreste X-modeller er tynde og mobile til at have med på farten, og de store, tungere T-modeller er parat med integreret grafikkort beregnet til eksempelvis gaming eller video-behandling.
Priser rangerer fra 600 dollar (3.700 kroner før dansk moms og told) og helt op til 1.459 dollar (9.000 kroner før dansk moms og told).
Derudover har Lenovo også lanceret nye Miix-computere i form af den lille Miix 630 tablet-computer.
Computeren er den første Lenovo-computer, der er udstyret med en Qualcomm Snapdragon 835-processor, der ellers normalt findes i smarpthones.
Processor-valget betyder, at den lille tablet både har en lang batterilevetid på hele 20 timer, og at den har indbygget LTE/4G og dermed altid er online. Prisen vil ligge på 999 euro - dansk pris er endnu ukendt.
Læs også: Inspiration: Her er 13 glimrende gamer-gaver til de spilleglade
Acer: Tyndeste og vildeste
Acer kan igen tage titlen for at have verdens tyndeste computer.
Ikke at der var nogen, der har bedt om endnu tyndere computere, end vi allerede har.
Den opdaterede Swift 7 er nu kun 8,98 millimeter tyk og kommer med en syvendegeneration Intel Core i-processor (hvorfor ingen 8. gen?), 8 GB RAM g 256 GB PCIe SSD.
Skærmen er en 14 tommer stor FHD-skærm, og den har indbygget LTE-modem, så du kan isætte et SIM-kort og altid være online.
Den amerikanske pris ligger på 1.699 dollar - direkte omregnet 10.500 kroner - og Swift 7 vil udkomme til marts.
Acer annoncerede også nye gamer-computere. Acers allerede eksisterende Nitro 5 har fået opdateret sin indmad med en ny AMD Radeon RX560-grafikchip og AMD’s nyeste Ryzen-processorer samt hukommelse og lagerplads på op til 32GB/512GB SSD sammen med en 15,6 tommer stor 1080p-LCD-skærm.
Det er ikke den bedste gamer-computer i verden, men med en startpris på 799 dollar - direkte omregnet: 5.000 kroner - så er det en fin maskine, der kan klare de fleste spil.
Acer har også opdateret sin Spin 3-computer til en ottendegeneration-processor fra Intel.
Og så kom der endelig en pris på den vanvittige gamer-computer Predator Orion 9000 (som er så stor, at den har fastspændte hjul…). Den byder på en i9-processor fra Intel med 18 kerner, op til to Geforce GTX 1080i-grafikkort samt op til 128 GB DDR4-RAM og al den vandkøling, du kan forestille dig.
Prisen starter på 2.000 dollar for den mindste model.
Læs også: Test: Superb gamer-skærm til prisen
Asus: Masser af gamer-kræfter
Asus er også klar med en lang række nyheder, heriblandt opdaterede kendisser og nye maskiner.
Først og fremmest bliver den allerede populære Zenbook 13 opdateret med ottendegeneration af Intels Core i-processorer, hvilket er et kraftigt hop opad i ydeevne.
Zenbook 13 er en ultratynd computer, men som stadig kan have en i7-processor, 16 GB RAM og op til 1 TB PCIe SSD.
Den kommer også med indbygget Windows Hallo til ansigtgenkendelse.
Der er endnu ingen dansk pris eller lanceringsdato, men andre Zenbook 13-computere har nået de danske breddegrader.
Asus' mindre X507 byder på en ældre syvendegenerations-processor fra Intel, men til gengæld et indbygget grafikkort, Geforce MX150 fra Nvidia og en formodet lavere pris.
Asus fremviste også sin kommende ARM-baserede bærbar kaldet NovaGo, der er udstyret med en Snapdragon 835-processor med en skyhøj batterilevetid, og den asiatiske producent fremviste også nye modeller af selskabets gamer-computere, ROG, der er opdateret med nye processorer fra Intel og nye grafikkort fra Nvidia.